Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jødehadets deja-vu

Kong Christian X opfordrede i 1941 til at bære en Davidsstjerne i solidaritet med jøderne, og det er der også brug for i 2014.

Denne sommer har været svigefuld, ikke på grund af vejret, men fordi vi har set et had vokse frem og manifestere sig, åbenlyst og uden skam i offentligheden. Og myndigheder har været tavse og tilbageholdende.

Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over.

Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Uhyggeligt har det også været at observere politiets manglende vilje eller evne til at tackle dette had.

En freds-demonstration Christiansborg Slotsplads den 27/7 blev opløst på grund af stenkast fra Hamas-tilhængere, den israelske ambassadør kunne ikke tale og måtte køres i sikkerhed og demonstranterne blev af politiet bedt om at forlade pladsen og blev efterfølgende transporteret væk fra Indre By med politieskorte, og blev af politiet adviseret om ikke at færdes i Indre By, fordi de ville blive forfulgt af Hamas-sympatisører.

Det rystende er, at politiet kunne erklære det for en fredelig demonstration.

Det var tværtimod en kæmpe kapitulation overfor gadens parlament af stenkastere og jødehadere etc.

Det er her man får et deja-vu fra 1938. Og bliver klogere på, hvordan tidligere tiders uhyrligheder kunne vokse frem fra det små og – dengang – til det store. Mekanismerne synes at være de samme: uvilligheden til at se det som andet end enkelttilfælde, fortrængningerne i håb om det nok går over igen hvis vi ikke taler så højt om det, den pæne uvilje mod at se et mønster i de små bække, som man ikke håber bliver til en å eller flod, og den gode hensigt med at tro det bedste og ikke italesætte frygten.

Chokerende er også diskrepansen mellem almindelige borgeres oplevelser af frygt, had og stenkast og så den officielle gengivelse i licensbetalte medier og hos politiet om fred og ingen fare. TV2 beskrev det, som de ”røg i totterne på hinanden”. Demonstranterne, jøderne, har åbenbart selv været ude om det og bærer lige meget skyld som stenkastere.

Men de mange små bække er snart ved at blive til en å.

Naser Khader kunne fredag fortælle, at politiet nu beklagede, at de havde bagatelliseret overfaldet på hans datter. I politiets optik var det først venindefnidder, men nu indrømmer politiet, at der var tale om vold, røveri og vidnetrusler.

Og mange kender lignende tilfælde, hvor ens venners eller bekendtes oplevelse af voldsomheder og konflikter bliver dysset og kværnet ned, efter at have været igennem politi- og retsmaskineriet.  Og så ved man knap nok længere, hvem der egentlig er offer og gerningsmand, retshåndhæver og undersåt. Som et øjenvidne oplevede det forleden dag på Christiansborg Slotsplads: ”Det var os, de fredelige, der skulle afbryde arrangementet og tage med politiets bus hjem. Det burde have været de truende og ufredelige personer, der fik besked på straks at forlade området” (JP 2/8 2014).

Overfald er snart en hverdagsoplevelse for mange danskere. Mange unge har prøvet det, og forholdsregler som at undgå enhver øjenkontakt med unge mandlige nydanskere fra fredens religion er et velkendt beskyttelseskodeks.

Perspektivet i alt dette er, at kampen om voldsmonopolet og om at håndhæve retstilstanden ikke kan afgøres ved at læse i Grundloven eller retsplejeloven eller i internationale konventioner, der altsammen kun er papir, men ved at konstatere, hvem der på mikroplan i byens kvarterer og i forskellige sammenhænge de facto bestemmer. Bydele praktiserer de facto apartheid, fordi bestemte grupper ikke kan komme der. Naser Khader har ikke med egen fod betrådt Nørrebro siden 2005. Jøder frarådes at gøre det.

Og så kan man ikke lade være med at tænke på, at hvis kong Christian X i dag havde været dansk konge i 2014, ville han utvivlsomt have redet forrest til lørdagens demonstration på Nørrebro mod antisemitisme. Kongen foreslog til statsministeren i 1941, at vi alle skulle bære en Davidsstjerne for at markere uviljen mod jødehadet. Ingen fra det nuværende kongehus ville nogensinde få lov af regering, PET, rådgivere eller Politiken til at udøve lignende heltemod. Selvom de uden tvivl gerne ville.

Det er som om det officielle Danmark har tabt courage siden da.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, boganmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten og mangeårig bidragyder til den offentlige debat. Henrik arbejder i dag som sognepræst i Lolland-Falster stift.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
06.12.19, 13:22
Kinesernes strategiske hensyn kan blive rigsfællesskabets værste mareridt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.12.19, 10:45
Hold fingrene fra at kriminalisere jødisk omskæring. Forslaget om, omskæring skal betragtes som vold, gør danske jøder hjemløse. For omskæring er en gammel religiøs nødvendighed. Læs mere
Af Jens Kindberg
05.12.19, 22:40
Den laveste socialgruppe bor primært til leje i almene boliger - ikke ligefrem er et miljø, som er befordrende for at komme frem i verden. Der er brug for et politisk holdningsskift. Læs mere
Af Signe Munk
05.12.19, 14:30
Det kniber fortsat med at tage ansvar for den globale opvarmning. Den rammer ikke de største syndere hårdest – tværtimod. Og på COP 25 skal de rigeste lande igen holdes op på løfter om at spytte i bøssen. Læs mere
Af Harun Demirtas
05.12.19, 14:13
Jeg væmmes over de politikere, der sætter sig imod, at vi hjælper afviste udlændinge - bare fordi de er dem, de er. Og selv om mange frivillige er villige til at hjælpe. Læs mere
Af Nauja Lynge
04.12.19, 11:24
Vi har ikke brug for flere hovsaløsninger, som ikke indeholder andet end en ommøblering af dækstolene på Titanic. Læs mere
Af Rune Lund
04.12.19, 09:59
Hvor er det skønt, at vi er sluppet af med den borgerlige regering! Læs mere
Af Isabella Arendt
04.12.19, 08:22
1 pædagog mere for hvert 185. barn. Det er en ommer, SF. Det er en ommer, kære regering. At ville være børnenes statsminister er en titel, man skal fortjene – i børnehøjde – ikke et slogan, man kan lyve om i valgkampen. Læs mere
Af Alex Vanopslagh
03.12.19, 20:38
Denne finanslov gør velfærden dyrere under påskud af at hjælpe borgerne. Men allerede til næste års finanslov - og de mange, der kommer efter - vil vi opleve, at velfærden stadig er utilfredsstillende trods de øgede antal milliarder. Kuren mod den evige fordyrelse af den offentlige sektor er mere frit valg, mindre bøvl og bureaukrati, mere tillid og meget mere konkurrence. Læs mere