<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ordet ”neger” er ikke kampen værd

Mén hvad end du vil om politisk korrekthed og hysteri, men klap i, ret ind og hold op med at kalde folk for negre.

Fint. Du afskyer politisk korrekthed, forargelseskorpset og frygter meningskontrol som den man ser på amerikanske universiteter. Den nye identitetspolitiske studenterradikalisme er også ekstrem – grænsende til det uhyggelige efterhånden. Det er ikke det, ’negerdebatten’ handler om.

Det handler almindelig, veletableret, Emma Gad’sk høflighed. Det handler ikke om at lukke munden på nogen. Din ret til at sige neger er fuldstændigt uanfægtet. Din ret til at mene, hvad du vil om det, er ligeledes uanfægtet.

Det handler om, at de mennesker, ordet bruges om, ikke bryder sig om det. Uagtet ordets historie på dansk jord har det af forskellige årsager antaget en negativ klang. Noget af det er under påvirkning af det modbydelige, helt gennemperfide ord nigger, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på folk. Og hvad så, i øvrigt, om det er en amerikansk kulturpåvirkning? Når folk ikke bryder sig om at blive kaldt negre, så lad være med at kalde dem det.

En anden årsag er historiens vingesus. Ordet "neger" er gammeldags, og et gammeldags syn på mørklødede mennesker ikke er særlig efterstræbelsesværdigt. Så kan man dåne af skræk og koldsvede højborgerligt over de onde svenskere, men man skal ikke være hysterisk venstreorienteret litteraturkritiker for at konstatere, at synet på sorte mennesker var – for nu at sige det meget diplomatisk – lidt anderledes før i tiden. Man skal faktisk bare kunne læse.

Og hvis ordet ikke allerede var betændt – selv hvis ordet ingen som helst negativ klang havde, så har det grundigt fået det nu hvor det er blevet ophævet til en slags slagord for dem, der ikke vil lytte og hvis holdninger til race og etnicitet, de gerne vil fastslå, ikke er ’fulgt med tiden.’ Så kan man mene, hvad man vil om de (os) borgerlige, men for min egen del ville jeg gerne være fri for at være kendt som ham, der konsekvent træder folk over tæerne, bare fordi jeg kan.

Det er netop denne ’bare fordi jeg kan’, der er sagen.

Vi taler ikke kulturkritik, hvor hån, satire og almen latterliggørelse har fine og udmærkede pladser at spille. Vi taler ikke om Muhammed-tegningerne, som netop udgjorde en væsentlig trods-markering af kampvilje over for en fjendtlig strømning af islamister, som er voldelige og truende. Jeg forstår til fulde, at man afviser den slags politisk korrekthed, som gør det umuligt at kalde en terrorist for en terrorist eller en narrøv for en narrøv. Jeg synes også, man må have lov til at bruge nedsættende og groft sprog om folk, der fortjener det. Det har sin berettigelse.

Men indvi mig lige: Hvilken kulturkamp er det, der skal føres over for sorte mennesker? Hvem af de 1400 mennesker, der for nylig i et offentligt brev frabad sig at blive kaldt negre, skal have tudet ørerne fulde af det ord?

Jeg er nok fantasiløs, men jeg kan ikke se, at det at gå væk fra en betegnelse, de således betegnede ikke bryder sig om, skulle være en særlig anerkendelsesværdig kamp. En god ven, som er godt træt af at blive kaldt neger, skrev forleden:

"Jeg vil skide på etymologien, eller på hvor mange venner du har fra Zimbabwe, der "altså ikke har noget imod..." Det er sårende, så med mindre intentionen er at såre, så hold op. Nu."

Det er ærlig talt ikke meget anderledes, end hvis en person tager navneforandring. Det kan man privat forholde sig til, som man nu ønsker. Jeg lever i evig fare for at rulle øjenene i stykker, når jeg tænker på folk, der skifter navn af numerologiske årsager. Men selv i et så outreret tilfælde ville der ikke være noget som helst andet for end at tage navneskiftet til efterretning.

At bede om at få ændret en betegnelse, folk bruger om en, er så lille en ting, at det nærmest skriger på motivanalyse, når folk ikke vil imødekomme det. Det er småligt, og det er lavt at gøre en sag ud af. Og hvis ikke denne debat var blevet ført i pressen og via de sociale medier - behageligt isoleret fra dem, der faktisk bliver stødt over det, var det aldrig blevet til en debat. Det var blevet til en konstatering og revurdering af ordet. Færdig.

Måske er jeg uendeligt godtroende, men jeg har svært ved at forestille mig en social eller arbejdsmæssig situation, hvor en Søren Espersen eller Esben Lunde Larsen udbrød: ”Nej – ved du hvad, du er sgu en neger. Det har du bare at kalde dig." Det lyder lidt mærkeligt. Så hellere en god gang kvalmende politisk korrekthed, Sverige, meningstyranni, hysteri, eller hvad det ellers hedder.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere
Af Henrik Dahl
11.05.21, 13:30
Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Læs mere
Af Utku H. Güzel
11.05.21, 12:45
Der eksisterer en ulmende utilfredshed i alle lande, og så længe uligheden vil vokse, og historier om grådighed vil fortsætte, ja, så vil der mangle brød til de fattige, men også mangle fred for de rige. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
11.05.21, 08:00
Når vi lader som om, vi er ubekymrede over for terrorangreb, så har vi allerede tabt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.05.21, 21:34
Den livsild, der brændte så stærkt, er slukket. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.05.21, 19:37
Når socialdemokratier fedter for indvandrere og woke typer, så går det galt. Læs mere
Af Marie Høgh
10.05.21, 14:30
Ansvaret for Henrik Sass Larsens datter ligger ikke hos medierne, men hos hendes far, de børn, der mobbede hende, deres forældre og skolen. Læs mere
Af Martin Lidegaard
10.05.21, 13:15
Danmark kan høste store og tiltrængte udenrigspolitiske gevinster, hvis vi bruger vores afviste vacciner i et aktivt vaccinediplomati. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
09.05.21, 13:49
Godt naboskab skal plejes og det forsømmer regeringen Læs mere
Af Mikael Jalving
09.05.21, 10:00
Skynd dig ind og se de to tyske ekspressionister Nolde og Kirchner på Statens Museum for Kunst i København. Det bliver formentlig sidste gang, de udstilles i Danmark. Fremover vil deres malerier være tabu. Læs mere