<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi får ikke mere demokrati af dagens afstemning

Spitzenkandidat-proces? Hvad er det? Og hvad skal det gøre godt for?

I dag stemmer vi i Europa-Parlamentet om to forslag, der har betydning for det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Dels et forslag om at etablere transnationale lister til valget i 2019, dels forslaget om at gennemføre en Spitzenkandidat-proces for valget af den kommende EU-kommissionsformand.

Begge forslag begrundes med at gøre Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen mere demokratisk og gennemsigtigt for vælgerne.

Jeg er stor tilhænger af demokrati og gennemsigtighed, men jeg er ikke nogen stor tilhænger af disse forslag.

De transnationale lister er en elendig idé, der gør afstanden mellem politiker og borger endnu større, end den i forvejen er. Det er i min optik ikke særligt demokratisk. Og så er de også et led i at gøre Europa-Parlamentet mere føderalt. Det er jeg heller ikke tilhænger af. Og derfor stemmer jeg i dag imod det.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg her på bloggen om argumenterne imod de transnationale lister, så derfor vil jeg straks gå videre til den anden proces, vi stemmer om i dag: Spitzenkandidat-processen.

Ved EP-valget i 2014 stillede hver af de europæiske partier med en kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen. De konservative (EPP) stillede med Jean-Claude Juncker. EPP blev største gruppe i Europa-Parlamentet, og Juncker blev som bekendt formand for EU-Kommissionen.

Det mente tilhængerne var et fremragende eksempel. EP-valget blev et valg mellem Juncker og det europæiske socialdemokratis spidskandidat, Martin Schulz. Men jeg er nu ret sikker på, at valget mellem de to ikke var det, som afgjorde, hvor de europæiske vælgere satte krydset.

Valgdeltagelsen til EP blev i øvrigt ikke højere af den grund, og gennemsigtigheden blev ikke større for vælgerne. Forhandlingerne om kommissionens arbejdsprogram og sammensætning blev ikke mere folkelig af den grund, selvom Europa-Parlamentet fik en mere central rolle i hele processen.

Det giver heller ikke nogen mening, at man skulle afvise en dygtig og samlende kandidat, der kommer på banen senere i processen, fordi vedkommende ikke stod i spidsen for et europæisk parti.

Men nu er vi så i gang igen. Og mit europæiske parti er igen brandvarm på idéen. Det må man give dem; de tror virkelig på, at det demokratiserer og øger gennemsigtigheden. Men jeg tror bare ikke på det. Jeg tror, at det, der skal få vælgerne til at stemme og engagere sig, er, at vi leverer løsninger på de udfordringer, som vælgerne oplever i deres hverdag.

Der er dog desværre bred opbakning i Europa-Parlamentet til, at vi til næste EP-valg skal have en Spitzenkandidat-proces igen. Og når det nok er dér, vi ender, bliver det interessant at kigge i den politiske krystalkugle for at gisne om, hvad processen vil resultere i.

Spitzenkandidat-processen kommer til at mindske den socialdemokratiske indflydelse i EU. Der er ikke en kinamands chance for, at den socialdemokratiske gruppe bliver den største gruppe ved næste valg til Europa-Parlamentet. Så skal der i hvert fald ske mirakler af den overnaturlige slags. Det eneste sandsynlige bud er, at den store konservative gruppe, EPP, bliver størst og dermed får posten endnu en gang.

Der kommer dog stadig til at være en socialdemokratisk kandidat i spil. Men de kandidater, der nævnes i spillet, er, på nær fire, ikke nogle, som borgerne i EU har hørt om. Den ene er EU’s nuværende udenrigschef. Den italienske Federica Mogherini. Hun er dygtig, hårdarbejdende og sympatisk. Men det socialdemokratiske parti i Italien står svagt forud for valget den 4. marts. Taber de valget, vil de ikke kunne udpege hende som EU-kommissær igen, og så vil socialdemokraterne i Europa næppe tage hende.

Kigger man blandt de øvrige topsocialdemokrater, springer Pierre Moscovici og Frans Timmermans i øjnene. To dygtige socialdemokrater fra henholdsvis Frankrig og Holland. Men de repræsenterer to lande, hvor socialdemokratiet er tæt på at blive opløst. Det er komplet usandsynligt, at de vil blive deres landes EU-kommissærer.

Endeligt nævnes Martin Schulz igen. Men hvor attraktivt er det at vælge sidste valgs taber som den, der skal levere en feberredning? Og som heller ikke nationalt har formået at bringe sit parti til sejr. Hans europæiske engagement er der ingen, der kan sætte en finger på, men det kommer ikke til at afgøre noget valg.

Jeg synes bestemt, at vi har brug for at tale om, hvordan vi øger gennemsigtigheden i det europæiske samarbejde, og hvordan vi styrker borgernes engagementet og stemmedeltagelse ved EP-valget. I et land som Slovakiet var valgdeltagelsen til seneste EP-valg 13 pct. 13 pct.! Der er udfordringer. Men jeg tror ikke på, at Spitzenkandidat-processen eller transnationale lister er vejen til at få flere til at stemme til EP-valgene. Det skal der helt andre midler til.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Christel Schaldemose (f. 1967) er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og har 10 års erfaring med EU-politikken. Hun er medlem af udvalget for det indre marked, miljø, fødevare og folkesundhed samt undersøgelseskomitéen, der blev oprettet i kølvandet på VW-skandalen. Fair konkurrence, flygtningepolitik og kampen mod farlige stoffer hører til hendes interesseområder.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
12.04.21, 14:05
Forleden skrev en frustreret underviser på Københavns Universitet om sine overvejelser i forbindelse med undervisning i ytringsfrihed. Problemet er efterhånden velkendt, selv i Politiken-segmentet. Svar udbedes. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.04.21, 09:44
Det gik op for mig, da danske journalister måbede over den grønlandske model, hvor man ikke på forhånd peger på en regeringsleder. Læs mere
Af Jesper Theilgaard
12.04.21, 09:20
En Kattegatforbindelse til over 110 mia. kr., der ødelægger tre værdifulde naturområder, vil kun spare bilisterne for 33 minutter Læs mere
Af Martin Lidegaard
12.04.21, 09:17
I år forventes fire ud af ti solgte biler i Danmark at være elbiler. Det er fantastisk, men det kræver altså, at regeringen vågner af sin grønne dvale og får udbygget infrastrukturen. Nu. Læs mere
Af Gitte Seeberg
11.04.21, 11:46
Men vi må simpelthen som verdenssamfund hjælpe kurderne. Også selvom vi ikke synes, at vi skylder fangerne i al-Hol noget. Men lejrene er en udklækningsanstalt for kommende terrorister. Det er simpelthen en tikkende bombe. Læs mere
Af Mikael Jalving
11.04.21, 10:00
Aldrig har den nationale narcissisme været større end i vores internationale tider. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.04.21, 15:03
Den stålsatte tro på social ingeniørkunst er så stærk som nogensinde hos socialdemokraterne. Læs mere
Af Harun Demirtas
10.04.21, 14:50
Man kan ikke bede om et menukort og vælge den, der passer én bedst. For det er ikke en ret man bestiller. Patienten er der for at få hjælp, og dette hjælp, vil vil alle glædeligt give, så længe vi kan. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
10.04.21, 09:08
Når børn får lov at tage beslutninger, som ud fra deres modenhedsmæssige perspektiv er uoverkommelige, skader man dem mere, end man gavner. Læs mere