Nu er fanden løs i Laksegade igen. Af skræk for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til de studerende, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde og transkønnede, opfordrer ledelsen på Institut for Kunst- og Kulturforståelse deres undervisere til ikke at bruge ord som han, hun, hende og ham om de studerende – og underviserne bør undlade at bruge ”kønnede” ord, som f.eks. piger, damer, drenge eller gutter.
Jeps, du læste rigtigt. Og det er ikke satire eller fake news. Det er ledelsens oversensitive måde at råde deres ansatte om, hvordan de inkluderer og respekterer studerende, der ikke føler sig som det køn, de er født med.
Hvis det er den slags opgaver, der ligger øverst i bunken på skrivebordet, når universitetets ledelse møder efter en lang sommerferie, så tænker jeg, at Undervisningsministeriet måske skal slå et smut forbi med en ny liste med nogle mere relevante opgaver.
Det må da være de studerendes egen opgave at melde ud, hvilket navn, køn eller ikke-køn de vil tiltales med. Det kan da ikke pålægges alle andre at rense deres sprog for helt almindelige ikke-nedladende ord.
Selvfølgelig skal vi respektere, at ikke alle vil tiltales som hun eller han, hvis de føler sig som noget andet. Men da min 16-årige søn startede i en ny klasse her efter sommerferien, sagde en af de nye klassekammerater, at hun var døbt Kirstine, men ikke så sig selv som pige, så hun/han/den ville gerne kaldes Bosse.
Bum, så var den ged barberet – sværere behøver det vel ikke at være.
Den her slags kønspolitiske tiltag virker enormt provokerende. Man må sgu da have større problemer på de her undervisningsinstitutioner.
Og det er jo ikke første gang. På Københavns Universitet måtte de studerende ikke lave fester med visse udklædningstemaer af skræk for at diskriminere nogen, og på CBS opfordrede en underviser til, at man ikke måtte synge ”Den danske sang er en ung, blond pige”, da hun mente, at titlen var diskriminerende.
Nogle voksne må simpelthen træde i karakter.
For 50 år siden gjorde de studerende oprør mod den forældede ledelse af universiteterne og det såkaldte professorvælde, og nu er ledelsen gået i den helt anden grøft og problematiserer alt og offergør nogle få studerende på bekostning af flertallet.
Det virker nærmest som en ”afdemokratisering” af miljøet, hvor flertallet skal indrette sig efter de få, fordi det er synd for dem, at de ikke er som de andre.
Ledelsen og underviserne skulle da hellere bede de studerende om at slappe af og opfordre til, at de kalder sig lige præcis det, de har lyst til, og identificerer sig som det køn eller ikke-køn, der nu passer dem bedst.
Der er i hvert tilfælde sket en del, siden jeg startede på Handelshøjskolen i Aarhus i 1980’erne. Jeg glemmer aldrig hvordan vi sad i auditoriet på den første undervisningsdag, og underviseren råbte alles navne op, og man rejste sig op og sagde ja, når det blev ens tur.
På grund af mit efternavn var jeg en af de sidste.
Det blev min tur, og underviseren læste op fra listen: »Anna Marie Thygesen?«
»Ja,« sagde jeg og tilføjede: »Men jeg er aldrig blevet kaldt andet end Anna, så det vil jeg gerne kaldes.«
Underviseren, en ældre mand, kiggede op fra papiret og sagde tørt: »På det her hold er der to, der hedder Anne, en Anne-Mette med bindestreg, en Annemette i et ord, en Hanne og en Annika, og dit navn ligner de navne alt for meget, så vi kalder dig Rie.«
Det hed jeg så i alle årene på Handelshøjskolen. Og jeg hadede det navn. Men ikke så meget pjat.
