<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Endnu en kæmpe fuckfinger til EU

Hvis nogen skulle være i tvivl om, at EU-systemet er i en eksistentiel krise, så blev det onsdag endnu engang bekræftet i Holland.

EU’s tre store projekter siden murens fald, EURO’en, Schengen-samarbejdet og Østudvidelsen truer i disse år med at rive konstruktionen fra hinanden indefra i EU. Med det klare hollandske nej onsdag til EU-Ukraine associeringsaftalen, er EU’s største (og formodentligt også eneste) udenrigspolitiske sejr med ét fejet af banen.

Krisen mellem Ukraine og Rusland var første gang, det er lykkedes EU-landene at samles om en egentlig fælles front i udenrigspolitikken, der ellers oftest er strittende i alle retninger. Men hjælpen til Ukraine og handelsboykotten af Rusland var den succeshistorie, som tilhængerne af EUs-udenrigspolitik desperat har klamret sig til de sidste år. Den ”succes” led i går et grundstød, da hollænderne ved en folkeafstemning klart forkastede aftalen, der dermed ikke umiddelbart kan ratificeres i Holland og dermed formelt set ikke få virkning, da det kræver godkendelse i alle 28 medlemslande.

Og det var ikke et lille nej fra hollænderne. 61,1 % stemte nej, mens kun 38,2 % stemte ja. Det var ikke overraskende, meningsmålinger i Holland havde længe vist et massivt nej-flertal. Hollands magtelite havde derfor håbet at blive reddet af en teknikalitet i den nye lov om folkeafstemninger, der stipulerer, at hvis under 30 % af befolkningen møder op, er resultatet ikke gyldigt. Dette mislykkedes dog også, da 32,2 % mødte frem ved stemmestederne.

Konsekvenserne af det hollandske nej bliver nu genstand for forhandlinger i det krisehærgede EU og en hemmelig bagrumsløsning findes nok mellem den hollandske regering, der i øjeblikket har EU-formandsskabet, og EU-eliten, men nej’ets egentlige betydning skal hverken ses på EU´s udenrigspolitik eller i trekantsdramaet EU-Ukraine-Rusland.

Det EU-kritiske satiremagasin, Geen Peil, der udløste afstemningen ved at samle 300.000 underskrifter, har nemlig ganske ærligt gennem hele forløbet sagt, at det for dem handlede om, at få en afstemning om EU – emnet var underordnet. At det derfor blev aftalen med Ukraine havde den simple grund, at det var det første emne, man formåede at samle de 300.000 underskrifter imod.

Det hollandske nej kan derfor med rette tolkes som endnu et mistillidsvotum til EU fra dets befolkninger. Det skriver sig dermed ind i fortællingen om den store EU-skepsis som stortrives i de europæiske befolkninger, hvor det danske nej 3. december kan være det første af 3 nej’er til EU på under et år med det hollandske i går og Storbritanniens afstemning om EU-medlemskab d. 25. juni.

En af mine danske pro-europæiske kollegaer i Europa-Parlamentet udtrykte lakonisk efter det danske nej til at afskaffe retsforbeholdet, at det var underordnet hvilket EU-spørgsmål, man sendte til afstemning hos den danske befolkningen. Utilfredsheden med EU er så stor, at der vil blive stemt NEJ uanset emnet.

Om han har ret, ved jeg ikke, men det er soleklart, at der – ikke bare blandt danskerne – generelt er en kæmpe utilfredshed med EU. Men er det så overraskende?

Lad os holde fast i Holland. Hollænderne stemte sammen med franskmændene imod den famøse ”forfatningstraktat” for umiddelbart derefter at opleve, at alle de magtbeføjelser, som forfatningstraktaten havde forslået, blev gennemført alligevel i Lissabon-traktaten. Og det vel og mærke uden at befolkningerne blev spurgt igen, noget som også den danske befolkning blev snydt for.

Hollands økonomi lider under de massive hjælpeprogrammer, som de rige EURO-landene kontinuerligt har måttet sende syd på. Med lad os huske på, at ingen af EURO-landenes befolkninger er blev spurgt og har sagt ja til at være med i den fælles valuta. De eneste to lande, der har afholdt folkeafstemninger om sagen, Danmark og Sverige, har vist en stor folkelig modstand mod projektet længe før den nuværende krise indtraf.

Det grænseløse Schengen-samarbejde har vist sig at være til mere gavn for de organiserede kriminelle og terrorister end for erhvervslivet. Og den alt for hurtige øst-udvidelse giver dagligt gnidninger i forhold til social dumping og velfærdsturisme, men også i markante meningsforskelle på EU-plan. Så store, at SFs medlem af europaparlamentet, Magrete Auken, åbent taler om, at man skal ”banke” Østeuropa på plads, fordi disse lande klogeligt ikke deler hendes holdning til hel åben og fri indvandring til Europa.  

En ambition, der i øvrigt deles af EU-kommission, der handlingslammet af flygtningekrisens konsekvenser, kun kan fremlægge den samme svalesang om tvungen fordeling af asylansøgere som hovedsvar på den flygtningekrise, Angela Merkels Tyskland har kastet Europa hovedkulds ud i.

Det er derfor ganske naturligt og forventeligt, at EU’s befolkninger siger fra over for EU, hver gang de får chancen. De ved jo, at de så godt som aldrig bliver spurgt, så når man gør, må der sendes et signal. Det beskæmmende er, at det er overraskende for EU-eliten og de eurofile partier, at deres hede drømme om en europæisk forbundsstat mangler enhver folkelig forankring og accept. Det måtte de jo allerede være klar over al den stund, at de i forvejen kun tør spørge europæerne ved folkeafstemninger, når de på ingen måde kan komme uden om det.

Sådan har man gennem tiden misforvaltet det europæiske projekt væk fra et praktisk frihandels samarbejde funderet i suveræne nationalstater til et bureaukratisk selvintegrerende monster med ambitioner om en status som ny europæisk føderal supermagt i verden. Det er der ingen europæere, der har bedt om og forsvindende få, som ønsker.

Derfor er risikoen for det tredje og skelsættende NEJ fra et europæisk folk overhængende. Briterne stemmer d. 25. juni, og ingen kan fortænke dem i at se med stor skepsis på fortsat medlemskab af EU-klubben. Det er imidlertid EU´s eget ansvar, hvis det bliver en britisk udmeldelse. Få af EU´s befolkninger vil kunne støtte op det EU, vi kender i dag.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er fhv. medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Anders Vistisen er uddannet cand.jur. og bor i Herning.
Seneste blogs
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.21, 10:00
Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark? Læs mere
Af Mikael Jalving
28.11.21, 09:45
Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
27.11.21, 11:40
Hvis danske skolebørn bar masker, ville smittetallet falde i Danmark Læs mere