<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Regeringens korstog mod privat velfærd skaber dårligere børneliv

Det gode børneliv trives i frihed. Derfor er frie skoler og private dagtilbud populære. Til stor ærgrelse hos venstrefløjen, som ofte glemmer børnene.

Mens medierne berettiget er fyldt med corona og mink, er regeringen og støttepartierne i færd med at undergrave det gode børneliv.

Alle sejl sættes ind i den ideologiske kamp for at hindre frie daginstitutioner og skoler i at arbejde og skabe gode rammer for børnene.

I den seneste finanslov står der ligefrem, at de private dagtilbud skal afvikles. Det er en uhørt grad af socialisme.

Og det er simpelthen så ironisk. Vi har en statsminister, der kalder sig ”Børnenes statsminister” og en politisk ordfører fra SF, der taler længe og langt om omsorg for børn og unge.

Virkeligheden er bare en anden.

Her spiller den indebrændte, mistænksomme klassiske venstrefløjstankegang stadig førsteviolin. Hvis en institution eller skole sejler under frihedsflag, kan de ikke vide sig sikre.

Regeringen og støttepartierne har lige rundbarberet de frie skoler for 1,5 % af deres støtte. Det på trods af, at de frie skoler kun modtager 76 % af det beløb, ethvert folkeskolebarn modtager. Resten klarer forældrene, selvom de betaler det samme i skat som folkeskoleforældrene. Hvorfor denne forskelsbehandling? Næsten 2 af 10 børn går i en fri skole, og disse skoler klarer sig generelt godt. Økonomien i folkeskoler og frie skoler er bundet sammen. Når økonomien går op i folkeskolen, gør den det også i de frie skoler. Og omvendt. Det princip brydes nu - af helt principielle årsager. Ikke et kvæk om børnene.

Samtidig træder regering og støttepartier hårdt på bremsen for frie daginstitutioner. Der må ikke bygges nye. Hvorfor? Til gavn for hvem? De røde partier taler meget om det gode børneliv, men når det kommer til stykket, er parolerne vigtigere. Det er simpelthen så sørgeligt. For børnene.

Socialdemokratiet stod ved roret, da folkeskolereformen blev indført i 2013. SF var støtteparti. I ved, den reform, der gjorde dagene lange, detailstyrede lærerne og som nu kan måles - med et mærkbart negativt resultat i faget matematik. Der tales rigtig meget om børn, men de røde partier har ikke lært af deres erfaringer. Det er ikke fjernstyring, der skaber den gode skole, den gode daginstitution og det gode børneliv. Det gør derimod faglighed, dannelse og frihed.

I Liberal Alliance vil vi en helt anden vej. Dygtige fagpersoner og forældre, der ønsker at starte en daginstitution eller en skole, skal have lov at gøre det. Det kommer der bedre børneliv ud af.

Og de, der allerede har startet frie skoler eller daginstitutioner, skal selvfølgelig bare fortsætte.

Vi vil også have mere frihed til forældrene. Mere frit valg. Mere gennemskuelighed i forhold til hvad de forskellige daginstitutioner og skoler kan og gør.

Det gode børneliv trives også i frihed. Regeringens kamp mod friheden har børnene som gidsler.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.