*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Retropolitikernes nødvendighed

Jeremy Corbyns succes er demokratisk værdifuld.

Det var tankevækkende at følge kommentatorernes og de såkaldte eksperters reaktioner på Jeremy Corbyns og arbejderpartiets imponerende slutspurt i det engelske parlamentsvalg. Mønsteret spændte fra forundring til bestyrtelse over, at en "retropolitiker" kunne få en sådan medvind. 

Hvorfor blev Corbyn kaldt retropolitiker? Det gjorde han, fordi han sagde hvad han oprigtigt mente, og ikke var i lommen på spindoktorer. Og så fordi han har sagt det samme i årevis. Sådanne gedigne kvaliteter er åbenbart tilstrækkeligt til at give prædikatet "retro."

Men det virkeligt interessante og glædelige er, at det først og fremmest var unge vælgere der strømmede mod Labour. I mange tilfælde meldte sig ind i partiet, og i langt,langt flere tilfælde altså stemte på partiets kandidater, så parlamentsgruppen endte med at vokse med 30 mandater. Og det er ikke så mærkeligt, at det især er unge mennesker, der følte sig tiltrukket af den gråskæggede partileder fra Islington. I en tid, hvor den vestlige verden er gennemsyret af politikerlede og mistillid over for magtens forvaltere, er der mangel på personligheder, der er i gamet fordi de har visioner og oprigtigt kæmper for at skabe forandringer.

Retropolitikerne vinder meget sjældent i sidste ende, men de er vigtige fordi de forhindrer store dele af ungdommen i blot at vende ryggen til de fælles samfundsanliggender. Det er med Corbyn, som det i fjor i USA var med den endnu ældre Bernie Sanders. Oprøret mod den magtfulde elite fører til mobilisering af millionvis af unge mennesker - og til et valgresultat af problematisk karakter.

I USA vandt Hillary Clinton den demokratiske nominering over Sanders, men var i kampens løb blevet så svækket, at Donald Trump vandt Det hvide Hus. I England genvandt Theresa May boligretten til Downing Street 10, men blev i kampens løb så medtaget, at en tidligere konservativ minister nu kalder hende "a dead woman walking". Og i begge lande er det nu et spørgsmål, om de mange unge mennesker, der har oplevet politikkens fascinationskraft, kan fastholde viljen til at kæmpe for ændringer i samfundet og ikke synker tilbage i ligegladhed. Det spørgsmål er vigtigt for de unge menneskers livsindhold - men det er først og fremmest vigtigt for demokatiets fremtid.

Hvad der tiltrækker ungdommen er nok dybest set, at retropolitikerne har mod til at give sig i kamp mod en overmagt, som forekommer uovervindelig. Det er håbløst - og alligevel tager de fat, fordi det er det rigtige at gøre. Det bliver for alvor tydeligt, hvis man tænker tilbage på en af Sanders og Corbyns fineste forgængere. Jeg hentyder til senatoren fra Minnesota, Eugene McCarthy (1916-2005), som i 1968 gik ind og udfordrede præsident Lyndon Johnson og den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Det var nærmest en politisk selvmordsmission, McCarthy kastede sig ud i, var eksperterne enige om. Men da Johnson kun vandt årets første primærvalg i New Hampshire den 12. marts med 49% mod 42% til McCarthy og hans ungdomsbevægelse, gik der et jordskælv gennem det politiske system. Fire dage senere meddelte Robert Kennedy, at han nu også opstillede, og den 31. marts chokerede præsident Johnson alt og alle gennem sin meddelelse om, at han ikke søgte genvalg.

McCarthy og Kennedy udkæmpede et gevaldigt politisk opgør gennem et par måneder indtil den tragiske afslutning med mordet på Robert Kennedy. Og i et antiklimaks blev det så vicepræsident Hubert Humphrey der vandt den demokratiske nominering - men han tabte valget til Richard Nixon.

Også dengang var det således retropolitikerens skæbne at mobilisere ungdommen og tabe kampen om magten. McCarthy fastholdt på smuk vis sin valgkamp i bogen "The Year of the People", hvor han også holdt på, at han mobiliserede folket, men det var kynikerne og den etablerede elite, der vandt magten. 

Med sin ironiske humor og nærmest poetiske distance til omgivelserne var McCarthy ikke nogen oplagt retropolitiker. Som når han tørt fastslog, at det "at være politiker er som at være fodboldtræner. Man skal være tilstrækkelig klog til at forstå spillet og dum nok til at synes det er vigtigt." Men bag ironien var han altså den David, der turde udfordre Goliath på et tidspunkt hvor ingen af de mere kendte turde. Og et sådant mod er netop, hvad ungdommen kan forstå og har brug for. Først da McCarthy havde demonstreret, at præsident Johnson var sårbar, kom de oplagte udfordrere efterfølgende på banen.

Jovist, Jeremy Corbyns succes er demokratisk værdifuld.             

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Finn Slumstrup (f. 1941) er forfatter og foredragsholder. Han har altid været aktiv inden for folkeoplysning og var i 20 år lærer og forstander på folkehøjskoler. 1986-91 informationschef i Dansk Flygtningehjælp, ligesom han arbejdede i 16 år på DR P1, som han var chef for 1991-99. Formand for Grænseforeningen 2005-14. I september 2014 medinitiativtager til ”Oprør fra udkanten”, som fra Ærø har bredt sig til et landsdækkende netværk. Har sammen med Viggo Mortensen redigeret ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” på Forlaget Hovedland.
Seneste blogs
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de sidste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem Regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
10.12.17, 13:31
Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså. Læs mere
Af Gitte Seeberg
08.12.17, 12:55
Er det fordi, nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller er det fordi, de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares? Læs mere
Af Christel Schaldemose
08.12.17, 11:38
Dieselgate har haft store menneskelige omkostninger. Nu er der endelig EU-enighed om skrappere regler, der skal være med til at undgå en ny skandale. Læs mere
Af Louis Jacobsen
07.12.17, 17:41
Kim Simonsen påstår i deadline 6.12.17, at salget af Alka blev diskuteret på åbne hovedbestyrelsesmøder i fagbevægelsen. Det er ikke altid godt at tage uenigheder offentligt. Men den påstand der blev luftet på landsdækkende TV er, ja, noget af en påstand. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her