*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvis man ikke vil have på munden, så må man lukke den 

Hverken homoseksuelle til priden, politiske aktivister eller provokunstnere skal undskylde for at have behov for politibeskyttelse.

Der er få naturlove i samfundsdebatten, men én kan man dog identificere. Hver eneste gang en person, der skiller sig bare lidt fra mængden, udsættes for overfald, så er der nyttige idioter, der føler sig kaldet til at nuancere, perspektivere og bortforklare situationen på gerningsmandens vegne. Formen varierer næsten uudtømmeligt, men budskabet består:

Hvis man ikke vil have på munden, så må man lukke den. Man burde have vidst, at der ville komme en reaktion. Det fortsætter: Hvis man ikke vil udsættes for vold, må man lade være med at gå alene hjemme om natten. Hvis man ikke vil udsættes for indbrud, må man bo mere beskedent. Hvis man ikke retter ind, er man selv ude om det. Man burde vide, hvad man risikerer – og tage ved lære, forstås.

Når Copenhagen Pride kræver øget politiopbud, fordi homoseksuelle og queer-personer bliver overfaldet, tæsket af lømler, så er det åbenbart deltagernes egen skyld: De vil ikke drage konsekvensen af deres anderledeshed, som en Torben Plesberg skrev:

“Mig forekommer det, at de, der er "anderledes" end det gennemsnitlige, ikke er rede til at drage konsekvenserne af deres anderledeshed. (…) Jeg spørger bare, er det virkelig fornuftigt at bruge så mange ressourcer på noget, som næppe fremmer den almene accept af anderledesheden?

Priden er vel det som de antikke grækere betegnede som hybris.”

Til det spørger jeg: Er det homofobiske voldsmænd, der skal sætte rammerne for, hvordan man må være? For at fortsætte tråden til de gamle grækere kunne man betegne Plesbergs vision som et kakistokrati: de værstes vælde. Måske med Prokrustes som overhoved. Jeg ville gerne høre, hvad han mener om politibevogtningen af synagogen i Krystalgade. 

Der er mange debatter, hvor det er vigtigt at indtage en nuanceret holdning. Dette er ikke en af dem.

Faktisk er det ganske sort-hvidt: Folk skal holde op med at begå vold. Man skal ikke bare acceptere urimeligheder, men stå fast på sin ret.

Da Moses Hansen i tidernes morgen ville gennem Nørrebro med sit kors på ryggen, var det samme historie. Når ustyrlige mennesker går amok over Muhammed-tegninger, er det ikke tegnerens ansvar.

Jeg er ikke normalt meget for at bruge privilegie-retorikken, men der er få mere klare eksempler, end når folk der er så fjernt fra situationen selv, intet har på spil og intet har i klemme, mener at vide, hvad andre bare kan gøre, uden øje for de omkostninger det har for de truede parter at dukke nakken. 

Det minder mig om en episode for et par år siden, hvor den daværende næstformand for Liberal Alliances Ungdom blev overfaldet på Christiansborg slotsplads, fordi han tillod sig at stille sig med en plakat.

Historien om overfaldet var som fluepapir for de mest anløbne hooliganer. De skrev hånlige kommentarer, mæskede sig i skadefryd, fremkom med vamle chauvinistiske angreb og truende forhåbninger om varige mén. Desværre var deres groteske udfald, som alle offentlige debattører kender, kun den mest åbenlyse eksempel på et større problem. 

Måske er fernissen lidt tykkere over folks klandring af Pride-deltageres for forbrydelserne imod dem selv. Logikken underneden er så udbredt, at det man må græmmes.

Til forskel fra de ublu voldsforherligende, gemmer de mere reflekterede typer sig bag forsikringer om, at de er skam imod vold, umiddelbart før de giver sig til at tilsmudse ofrene og opfordre til forståelse for gerningsmændene. Han har været presset.

De rituelt mumlede forbehold er tiltænkt som figenblade, men de henleder opmærksomheden på det egentlige budskab: Stik piben ind.

Det er folk, som tillægger uregerlige elementers følelsesliv større vægt end andres fysiske sikkerhed. Det er næsten ikke til at sige, hvilken blanding af kynisk skadefryd og næsegrus defaitisme der motiverer dem, men deres manglende sympati for offeret er ikke til at tage fejl af. Den kan ikke skjules bag pop-psykologiske udredninger og ansvarsfraskrivelser eller nogen de andre påskud, folk har brugt.

Hvis formålet ikke er at implicere offeret i den forbrydelse, de er blevet udsat for, hvorfor skulle man så flytte fokus over på dem?

I den engelsktalende verden taler meget om klandring af ofre, victimblaiming. Aktivister er ikke dem, der rammes mest, men de rammes synligt. Ved victim blaming skubber man ansvaret for repressalierne over på offeret. Det er noget så perverst som en omvendt ansvarsbyrde.

Og hvad værre er: adfærdsbyrden. Efter den opfattelse er det offeret, som burde være mere forsigtigt. Det er offeret, der skal kende sin plads. Victim blaming frikender gerningsmænd; det gør deres voldelige udfald til naturlige modsvar på provokerende adfærd. Det er mest tåkrummende tydeligt ved seksuelt motiverede forbrydelser. Det er måske ved at ændre sig, takket være en indsats fra feminister, som længe har påpeget, at hverken udfordrende påklædning eller fremtoning kan ophæve ens rettigheder. 

Når folk skriver, at kun er naturligt, at Oster, Moses Hansen, Pride-gængere, aktivister, debattører “selv bliver mødt af et eller andet modspil,” legitimerer de vold. Hele formålet med at have en retsorden er, at folk ikke skal forvente den slags ”modspil”.

Lad os nu endeligslå fast: Enhver kan tage sig forholdsregler, men når man ikke tør publicere sit blogindlæg, holder sig væk fra visse nabolag, ikke går alene hjem, ikke tør være med til en demonstration, ikke kan være i fred, så lider man allerede under voldens konsekvenser. Den private rædsel har ramt; hobens terror. 

Man har måttet give afkald på sig selv. Det er slemt nok. Når andre så opfordrer en til at lade sig kue, så gør de voldsmændenes arbejde for dem. 

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.12.17, 15:32
Hvis ikke en skole må understrege, at julen udspringer af det kristne budskab, så er vi ude på det værdirelativistiske overdrev. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.12.17, 12:29
Drengebørn tager skade, hvis deres mødre har været udsat for ftalater under graviditeten. Alligevel har regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti fjernet afgiften på de skadelige ftalater. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere
Af Siddik Lausten
12.12.17, 18:30
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd? Læs mere
Af Anders Vistisen
12.12.17, 10:54
I denne juletid bør der i en verden, som plages af nød, elendighed, vold og terror, også være plads til at sætte fokus på lyspunkterne. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for selv at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her