*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er intet ophøjet over at tage terror med ro

Ida Auken slukker sit fjernsyn, når hun hører om terrorangrebet i Manchester. Så terroristerne ikke vinder. Gid de piger i Manchester kunne have lukket døren ud til Salman Abedi, så terroristen ikke vandt. Gid de familier kunne lukke deres sorg, så terroristerne ikke vandt.

Det er ikke alle nyheder, der vækker det store i en. Det ved de nødhjælpsorganisationer, som år for år forsøger at appellere til seernes samvittighed og medfølelse ved at vise billeder fra katastrofer, sult og fattigdom. Det føles fjernt, uvirkeligt. Det er ikke alt, man kan forholde sig umiddelbart til, så man læser tallene og ser et par Reuters-billeder og sætter sig ellers til rette – måske i toget, måske på vej til koncert.

Før islamisten og forbryderen Omar El-Hussein myrdede to mennesker i Danmark for to år siden, var vi med meget få undtagelser gået fri for terroren i Danmark. Der var islamistiske mordforsøg og plot - navnlig mod denne avis. Men det havde samme distance, i øvrigt, som flygtningekriser og epidemier. Fjernt. Irrelevant.

Sådan var det også for mig. Jeg er født i 1988. Da jeg var syv år gammel og gik i første klasse i New York, havde vi et minuts stilhed i skolen for ofrene for Oklahoma City-bombningen. Der havde været en børnehave der. Det gjorde indtryk.

Seks år senere, 9-11. Jeg var cyklet hjem fra skole til frokost og ringede til min far, som er amerikaner, om han havde set hvad der skete. Det havde han. Tre år senere. Madrid. Skræmt. Vred, husker jeg. 2005. London. En af mine nærmeste venner er i London, når det sker, og var minutter fra en af busserne. 2011. Utøya. Jeg sidder til ungdomspolitisk sommermøde, når en norsk veninde pludselig bliver hvid i ansigtet og holder op med at følge med i foredraget. Det kommer tættere på. Oslo boede jeg i som barn. Sommerlejr med politik. Norske socialdemokrater, som jeg kender mange af.

2010. En islamist forsøger at myrde Kurt Westergaard. Det gør mig vred, men ikke bange.

At Danmark skulle være terrormål, forekom mig meget fjernt - stadigvæk.

Første gang det overhovedet strejfer mig, at jeg kunne være et terrormål, er til en konference på Københavns Rådhus i 2013, hvor mange medlemmer af det jødiske samfund var kommet for at fortælle om den antisemitisme, de blev udsat for i København. Mange højtstående politikere, rådhuset, meget lidt sikkerhed, og der lød en alarm. Der var næppe nogen, der bemærkede noget, men tanken var der kort.

2013. En engelsk soldat bliver stukket ned af islamister på gaden i London. To måneder senere flytter jeg dertil for at arbejde. Jeg havde aldrig rejst i undergrunden før. Der sker intet. London føles tryg.

2015. Krudttønden og Krystalgade. Jeg er ikke i København. På vej hjem ser jeg antisemitisk graffiti tuschet på gebrokkent dansk på stationsbygningen, der hvor mine forældre bor, få timer efter mordene. Stadig mest vred.

2016. Bruxelles, Nice, Orlando. Det er for alvor kommet tæt på dér. Unge mænd som mig, på natklubber som dem jeg har været på. Jeg har gjort som Ida Auken og undgået nyhederne, forsøgt ikke at læse de værste nyheder, for ikke at blive for oprevet. Det lykkes ikke. Talsmanden for LGBT Danmark fortæller mig, at jeg skal besinde mig. Det gør jeg ikke. Og jeg har end ikke været i fare.

2017. Jeg er tilbage i London. En mand mejer mennesker ned på Westminster Bridge og stikker en betjent ihjel. Min sambo er fanget i Westminster, et familiemedlem er i chok efter at have været på broen. 

Her er briterne stålsatte. Parlamentet åbnede dagen efter. De er måske mere vant til det, end jeg er som dansker. Man siger meget med at komme videre og at stå sammen, men folk fortsætter bare. Carry on.

2017, igen. Manchester. Twitter flyder med billeder af mennesker, der søges. Der er video fra inde i koncerthuset. Det er så umiddelbart nærværende, det kan være, men det er stadig medier.  Der er bevæbnet politi overalt. Valgkampen sættes i bero. Theresa May sender tusinde af soldater på gaden. Jeg ser dem inde i biblioteket. Det gør indtryk. Carry on.

Man kan tolke det som et moralsk brist, at så mange mennesker ikke lader nyhederne få tag i en - men måske gerne græder til en film. Det gør jeg ikke. Man kan ikke have dyb følelsesmæssig involvering i alt, man hører om i nyhederne. 

Man kan også opfatte sin distancerethed som et hæderstegn. Tegn på sin overlegne evne til at styre egne følelser og til at se nøgtern på omstændighederne.

Der er mange, der gør sig nøgterne betragtninger om hvad andre bør gøre i kriser, eller hvorfor andre mon ikke bare kan gøre det ene eller andet. Det er afstandens privilegium. Det er nu engang nemmere at bevare det kølige overblik, når man ikke står midt i noget -- men overblik er ikke alt. Nogle ting kan bedre ses fra øjenhøjde.

Nogle nyheder må man lukke af for, ligesom Ida Auken slukker sit fjernsyn, når hun hører om terrorangrebet i Manchester. Så terroristerne ikke vinder.

Gid de piger i Manchester kunne have lukket døren ud til Salman Abedi, så terroristen ikke vandt. Gid de familier kunne lukke deres sorg, så terroristerne ikke vandt. Gid vi bare kunne take it on the chin, som briterne siger.

Jeg genkender Aukens tøven ved at læse videre, men jeg synes ikke, det er noget at skrive hjem om. Der ér et splitsekund, som læser, hvor en nyhed er på vippen til at ramme en; hvor man ved, man ikke vil kunne holde en følelse stangen – vrede, sorg, hvad det nu er – hvor man så enten må klappe computerskærmen ned eller give efter, læse, og lade sig rive med. Det økonomiserer man – forståeligt – med. Det kan rive og ruske i en at lade sig blive følelsesmæssigt påvirket af en historie.

På den måde får gerningsmændene måske noget af det, de gerne vil have. Og hvad så? Der er ikke noget ufint over at være vred, medmindre man opfatter det som totalt formålsløst, hvad det overhovedet ikke er. Vreden kræver, at der bliver gjort noget. 

Harme har en politisk kraft uden lige, og mange dårlige beslutninger er truffet i vrede. Det er ikke der, vi er lige nu. Til forskel fra hvad Auken, LGBT Danmark, Alternativet og de øvrige medlemmer af Udvalget den Passende Sorgs Fremme giver udtryk for, er den akutte fare ikke overdreven vrede, men lammelse, passivitet og accept. Accept af egen magtesløshed. 

Det er alt sammen utroligt fint at huske på briternes historiske stoicisme, modstandskraft og pragmatisme, under Blitzen først og under de seneste årtiers terrorkampagner. Det ligger dybt i store dele af den britiske offentlighed, at det er den måde, man reagerer på ting. Det er vulgært at overreagere. Der føles, kort og hjerteligt, og så bliver ærmerne ellers rullet op. Keep calm and carry on handler lige så meget om at blive ved med at tanke Lancasteren som at hælde teen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
10.12.17, 13:31
Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså. Læs mere
Af Gitte Seeberg
08.12.17, 12:55
Er det fordi, nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller er det fordi, de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares? Læs mere
Af Christel Schaldemose
08.12.17, 11:38
Dieselgate har haft store menneskelige omkostninger. Nu er der endelig EU-enighed om skrappere regler, der skal være med til at undgå en ny skandale. Læs mere
Af Louis Jacobsen
07.12.17, 17:41
Kim Simonsen påstår i deadline 6.12.17, at salget af Alka blev diskuteret på åbne hovedbestyrelsesmøder i fagbevægelsen. Det er ikke altid godt at tage uenigheder offentligt. Men den påstand der blev luftet på landsdækkende TV er, ja, noget af en påstand. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
06.12.17, 22:02
Hvordan det lykkedes islamisten Sherin Khankan at få vendt mediedanmark mod Naser Khader. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her