Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor vi ikke er feminister

For den almene dansker er en feminist ikke en, der går ind for kønnenes ligestilling, men en radikal feminist, der har en markant mere yderliggående dagsorden. Danskerne er om noget egalitarister -- men det er de fleste feminister faktisk også. Måske skiller ordet vandene mere end principperne.

I dag er der mange, der offentligt på Facebook erklærer sig som feminister – både som reaktion på venstremanden Jan E. Jørgensens påstand i DR Debatten, om at der mere eller mindre ingen feministiske mænd fandtes, og som en "Jeg er Spartacus" - sympatierklæring til feminister, der bliver chikaneret på internettet. De er forståeligt nok skuffede over, hvor svagt feminismen står herhjemme.

Når folk ikke vil kalde sig feminister, er det er ikke fordi de vil smide ligestillingen under bussen, men fordi feminister har meget svært ved at formidle, hvad det egentlig er, de står for. For de tre ud af fire danskere, der ikke kalder sig feminister, er ordet ikke bare en betegnelse for en person, der støtter kønnenes ligestilling, men for en rødstrømpe eller en radikal feminist. Det er røde strømper og røde faner. Hvis feministerne gerne vil have flere om bord, så skal der oplysningsarbejde til, og der skal en indsats til for at vise, at feminisme ikke bare er noget socialistisk og partisk. Feminister er ikke kun rødstrømper, og de fokuserer ikke kun på kvinders forhold, i princippet, men sådan virker det på udenforstående.

Den virker énøjet – ikke mindst på grund af selve betegnelsen. Der er mange dårligdomme, der først og fremmest rammer mænd, som stilles elendigt i forældremyndighedssager, er pålagt værnepligt og generelt har dårligere sundhed og større tendens til sociale problemer. Derfor kan det forekomme ensidigt at fokusere udelukkende på kvinders problemer. Der er masser af feministiske forfattere og aktivister, der interesserer sig dybt for mænds forhold og de former for kønsbaseret diskrimination og vold, mænd udsættes for, men de er bare ikke nær så synlige. De fremstår partiske.

Skal man finde et godt eksempel på, hvordan man ikke udbreder feminismen, kan man nærstudere de svenske debattørers optræden i den famøse debat forleden. Det er hovedrystende. At de var på udebane, er vist at sige det pænt. De var snarere helt uforberedte på mødet med en dansk virkelighed, hvor de ikke kan appellere på selvfølgelighederne.

De svenske feminister anlagde en hoverende, selvhøjtidelig og fremmedgørende tone, som har skræmt flere tilskuere væk end de første ti reaktionære borgerlige debattører formår i en livstid. Og det siger jeg som en, der egentlig gerne ville kunne lide dem. Ud fra den bredeste definition på feminisme – støtte til kønnenes ligestilling, anerkendelse af kvinders historisk svagere position – blev de eksponenter for en snæver dagsorden, som de fleste ikke kan tilslutte sig. Og når den dagsorden bliver ensbetydende med feminisme, ja, så bliver der ikke mange feminister at finde på vestre side af Øresundsbroen eller højre side af det politiske spektrum.

Ordet har bagage i den danske debat, som feminististiske debattører bliver nødt til at forholde sig til. Betegnelsen forbindes med socialisme og voldsomme indgreb i arbejdsmarkedet og andre dele af samfundslivet – alt fra kvoter i bestyrelser i aktieselskaber, tvungen barsel til svækkelse af mænds retsstilling i voldtægtssager. Røde partiers oprigtige velmenende feministiske engagement gør ikke meget for at svække det indtryk.

De fleste feminister lægger en markant bredere definition for dagen, som er meget mere inklusiv, end retorikken antyder. De afviser beskyldingen om, at de kun fokuserer på kvinders forhold eller at det er en forudsætning for at være feminist, at man skal være enig med de mest omdiskuterede politiske forslag.

For de fleste feminister er betegnelsen snarere historisk betinget, fordi den moderne feminisme er udgroet af 1800-tallets kvindesag. Kvinder stod retsligt, økonomisk, politisk og socialt dårligere. De var uden tvivl andenrangsborgere i lovens forstand, så ligestilling var ensbetydende med forbedring af kvinders lod i samfundet. Selvom de principielt allerede ér "egalitarister", holder feminister fast i betegnelsen på grund af bevægelsens historie og fordi kvinder stadigvæk, verden over, er stillet dårligere socialt.

Så selvom der ikke er mange borgerlige, der decideret er imod ligestilling, er der et meget stort flertal, der er skeptiske over for den faktisk oplevede feministiske aktivisme. Der er et stort middelsegment i debatten, som absolut støtter ligestilling og opfatter det som væsentligt, men ser selve feminismen som udtjent som bevægelse. De store slag er vundet. Lovene er ændret. Kvinderne dominerer universiteterne. Er det ikke lidt gammeldags med al den kvindekamp?

Helt omvendt mener feminister, tiden er til at tage et spadestik dybere og fjerne mere uformelle former for u-ligestilling – også i privatsfæren. De mener absolut ikke, ligestillingen er opnået, og de måler det på statistikkerne, hvor borgerlige skeler til lovene.

Kampen for ligestilling i det daglige liv er mystisk for det store flertal af danskerne, der ikke opfatter det private som politisk. Alt hvad der lugter af at være pernittengryn eller smålighed, for eksempel det meningsløse kværulanteri om hvor bredt mænd må sprede benene når de sidder ned, er kun med til at puste til ilden. Når feminister fokuserer på den slags pjat, spørger den udenforstående, er det så ikke fordi kampen er vundet og de nu bare leder efter noget at hidse sig op over?

Det indtryk er det i hvert fald nemt at få. Det kan sagtens være sociologisk interessant, men det gør ikke meget for at overbevise ikke-feminister om, at feminister har fat i den lange ende. Det har bare ikke masseappel. Ikke alle forfattere eller aktivister har mainstreamen eller mainstreammænd som deres publikum, så de kan være ligeglade, men de gør immervæk ikke meget for at vinde hearts and minds.

Så kan man være en borgerlig feminist? Ja, hvis man vurderer det på den definition, de fleste feminister bruger. Sandsynligvis er man det allerede. Det er næsten dét, feministerne burde forsøge at forklare folk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.01.18, 12:15
København skal ikke leve af statslige arbejdspladser Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
17.01.18, 08:21
Det er klynk, når Socialdemokratiets gruppeformand påstår, at politikere ikke kan komme til orde i medierne. Læs mere
Af Anders Vistisen
16.01.18, 10:25
Dansk Folkeparti har intet ansvar for regeringens liberale projekt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.01.18, 07:29
Den skærpede tiggerlov bør afskaffes, fordi den er et klassisk eksempel på en lovændring, der skulle få regeringen til at fremstå hurtig og handlekraftig, men ender med at være sjusket og straffe uskyldige mennesker. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her