*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Oprigtigt glædelig forbrugsfest

Ænder, gaver, vin og pynt. Hvad er meningen i vanviddet? Det er vel vulgært frås, og selv forbrugsglade økonomer må bekymres over dødvægtstabet – alle de ressourcer der spildes på gaver, der hverken falder i god jord eller lader sig bytte. Men forbrugsfesten - som både er glædelig og anstrengende - er ikke noget fremmedelement. Dertil betyder det for meget.

I et nærmest ikonisk eksempel på det, vi antropologer kalder conspicuous consumption, forsamledes en række middelklassetyper forleden og knuste krukker på torvet. (Der var ikke nogen købmandsrappenskralder at smide visne øko-grønsager efter). De ville ’sige fra’ over for juleræset og forbrugsfesten – det var samtidig en god lejlighed til at fremvise deres personlige, moralske og finansielle overskud frem for almenheden. Win-win. Som mange pointerede, kunne de måske hellere have ofret pengene på julehjælp eller tilsvarende, men nuvel. De giver sikkert også fine gaver til familien. De lader til at have råd til det.

Hvis man tilhører et vist segment og ellers har nogen smag i livet, så siger man ’fra over for det store juleræs’, og man kan dele et opbyggeligt billede på Facebook med et stearinlys og noget tekst i tvivlsom skrifttype, der alvorlig betoner, hvor lidt julen handler om forbrug. Nærvær er den dyrebareste gave, og den koster ikke noget.

Det gør jul til gengæld. Ænder, vin, træer, pynt, gaver. Hvad er meningen i vanviddet? Det er jo vulgært frås, og selv forbrugsglade økonomer må bekymres over dødvægtstabet – alle de ressourcer der spildes på gaver, der hverken falder i god jord eller lader sig bytte. Men at julen er dyr og anstrengende er ikke et fremmedelement. Der er en del af julens kerne.

Forbruget er symbolsk. Selve udlægget har en betydning – om ikke for andre, så en selv – fordi det er dyrt at købe gaver. Helt konkret: De penge, man ofrer på det, kan man ikke bruge på sig selv. Man lider et større eller mindre afsavn for at glæde en anden. Det er også derfor det kan være pinligt, nærmest give dårlig samvittighed, at få en for stor gave. Ej, det skulle du da ikke have gjort. Det er da for meget.

Den dyre gave – en gave, altså, der er dyr for en selv – viser, at giveren er villig til at ofre sin egen privatøkonomi til gavn for den anden. Det er ikke fint at være nøjeregnende, men budgetlægning er en helt naturlig del af det sociale liv. Hvor stor en gave skal man give? Skal der være balance i det, så én søskende ikke får en meget mindre gave end den anden? Hvem er man overhovedet på gavefod med?

Der er varme følelser bag mange af de kolde økonomiske kalkuler i livet. Det er kun naturligt -  når privatøkonomien betyder så meget for vores velbefindende, så ligger der også noget i, hvor mange penge man bruger. Og fordi venner, familie, bekendte og højtider i det hele taget betyder noget, så bruger folk gerne, så meget de kan. Også selvom penge og økonomi traditionelt i borgerlige kredse ikke var noget, man talte om, men havde. Dem der mangler, ved det godt.

Gavens størrelse handler især om den anstrengelse, det er forbundet med at skaffe den. En billig gave, der har krævet stor omtanke eller indsats for at skaffe, kan være lige så 'stor' som en dyr gave. Den dyre gave kan være ligegyldig, hvis det var et greb i lommen og ingen overvejelser krævede. Også selvom man klistrer et byttemærke der hvor prisskiltet sad.

Der skal helst ikke spares på noget, fordi det at spare på pengene kan se ud som at spare på gavmildheden. Den store juleforbrugsfest er rettet mod andre; der er ikke mange, der holder jul alene, der ser noget formål med den store and eller overdådige gaver til dem selv. Hvis forbrugsfesten handlede om ren grådighed og at have nok i sig selv, så kunne vi bare sende billeder af vores dankortkvitteringer som julekort.

Det er også derfor det er så pinligt og ubehageligt, når ens økonomi ikke tillader en at give de gaver, man så gerne ville. Det er pinligt at se egoistisk ud, fordi man ikke kan bruge meget på julen. Det er pinligt at se utaknemmelig ud, fordi man ikke kan gengælde gaverne.

Det er ikke fordi de har misforstået julen, at folk med få midler skammer sig over, at de ikke kan være med i forbrugsfesten. Det gør vel også ondt, fordi det kan se ud som om man ikke gider. Det er der ikke nogen, der vil have. Jeg ved ikke, om en lektion i nøjsomhed eller belæring om materialismens ondskab er det bedste, man kan give en økonomisk trængt familie i julehjælp, men jeg tror det ikke. Der er omvendt heller ikke bare tom materialisme, når folk giver de dyre gaver – de gaver er nok også udtryk for velvilje.

Vi skal ikke komme af med forbrugerfesten, men lade flere folk få mulighed for at tage del i det. Det er ikke meningsløst at give gaver, spise juleknas, gribe dybt i lommen eller udholde Magasin lillejuleaften. Det er dejligt. Selv verdens allerfattigste gør hvad de kan for at prioritere højtiderne.

Dyb indånding - det er helt OK. Forbruget er en central del af julefejringen, på godt og ondt og både for den der har, og den der mangler. Det er måske ikke hovedformålet med julen, men julens forbrugsfest er ikke en uheldig følge af en løbsk kapitalisme eller et nødvendigt onde for at afvikle en højtid, der slet ikke burde handle om penge. Pengene er en del af julen, fordi de er en del af vores liv, og fordi det betyder noget, hvad man prioriterer.

Det væsentlige er at vi forstår, hvad forbruget symboliserer – at vi gerne vil fejre og gerne vil fejre hinanden. Så pynt pakkerne med røde bånd; pynt måske ikke kontoen med røde tal, men lad være med at have dårlig samvittighed, hvis du er fristet.

Og hav en rigtig glædelig jul.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
16.12.17, 20:09
Skal vi nu skabe et land, hvor hver enkelt skal opdrages til altid at handle for egennytte og ego, hvor det altid skal en tur igennem regnebrættet, før man kan række en hånd til nogen? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.12.17, 16:11
Embedsmændene leger politikere, og regeringen gemmer sig bag dem. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.12.17, 16:42
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
15.12.17, 14:25
Det kan være fristende, men vi skal ikke gemme den kunst væk, vi ikke kan lide. Læs mere
Af Signe Munk
14.12.17, 12:20
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
14.12.17, 11:22
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation. Læs mere
Af Naser Khader
14.12.17, 11:22
… nu begynder kampen ved forhandlingsbordet. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.12.17, 11:06
Her er det konkrete bevis på at visse borgerlige politikere igen har løjet over for befolkningen. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her