Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ak, hvilken lys skæbne går vi ikke i møde efter Brexit

Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså.

Blækket var dårligt tørt på den foreløbig Brexit-aftale, før EU-politikerne begyndte at geare op til en europæisk fremtid uden Storbritanniens genstridighed, som de aldrig har forstået eller respekteret. Lederen for den liberale-radikale gruppe i Europa-Parlamentet, den famøse Guy Verhofstadt, kræver, at EU bliver omdannet til en rigtig forbundsstat. 

Derskal holdes folkeafstemninger over hele kontinentet, og et hvert land, der stemmer imod, meldes ud af EU. Europas forenede stater, som primært vil bestå af Luxembourg, vil rejse sig som en fugl føniks af populismens asker. En varig og evig kamp for de mellemeuropæiske eurokrater, der har stået på, så længe fællesmarkedet har eksisteret, vil blive vundet for altid. EU-flagets stjerner vil funkle som aldrig før!

Jeg husker den gang, de franske og hollandske vælgere tillod sig at nedstemme den europæiske forfatningstraktat. Næsvist. En katastrofe for Europa, lod de ledende herrer i EU forstå. Chokstemningen var i utrolig. Nu måtte finde på noget for at overbevise befolkningerne om EUs vidundre og ustandselighed. 

Blandt de mange tiltag, de fandt på for at afbløde og til sidst omgå valgnederlaget, var at indkalde til et stort europæisk ungdomstopmøde i Rom – officielt for at markere halvtredsårsdagen for Kul- og stålunionens etablering, der som bekendt blev fandt sted i Rom.

Foruden at propagandere for systemets fortræffeligheder i bredeste forstand, var målet også indynde sig nærmerst personligt hos en generation af yngre politikere. De skulle ikke bare tro på EU - de skulle føle EU, føle det dybt inde i sjælen. 

Jeg var så heldig at være en del af den danske delegation, som var blevet udvalgt af Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nu skal jeg ikke hykle, for jeg har da også spist nogle politiske pindemadder i min tid i ungdomspolitik, men 'topmødet' her overgik alle forventninger. Vi blev fløjet ned på business, med fornem frokost. Indlogeret på femstjernet hotel. Middag - middage, rettere. Den ene mere overdådig og velbesøgt en den anden. Jeg var 22, og havde vist Europa-Parlamentets vicepræsident til bords.

Programmet var selvfølgelig tyndt. En anden kreds af unge håbefulde politikere med kontinental indignation og halvbillige jakkesæt fra de store og røde partier, som dominerer europæisk politik, havde forberedt en European Youth Declaration. Eller Resolution of Joint European Values of European Youth. (De hedder altid det samme.) Den skulle vi alle vedtage.

Og en uendelig strøm af receptioner. Man kunne dårligt vende hovedet, uden at en høflig italiensk tjener fyldte kaffen op. 

Der blev holdt de allerinderligste taler ved de allermest fornærmede europæiske personager, efterfulgt af endnu flere prosecco-receptioner. Topmødet kulminerede i en højtidelig ceremoni og et stort pressemøde på en smuk terrasse på en af Roms syv bakker. Et koryfæ lod sig interviewe i den EU-finansierede pressetjeneste. Der var blå roll-ups og modløse, indignerede ansigter overalt. 

Der blev stillet ærbødige spørgsmål, mens kameraerne rullede for europæerne hjemme ved deres kakkelborde, som de nok havde forestillet sig, skulle sidde og kigge med. De fremmødte fra nej-landene, som talte selveste Frankrig det år, tillod sig at stille kritiske spørgsmål. De blev ikke besvaret, og vinen holdt ikke op med at flyde. 

Man kan mærke, når nogen prøver for hårdt. Jeg glemmer aldrig stemningen i de overstore konferencelokaler og de flottede roll-ups med deres vage erklæringer og opfordringer til enhed. 

Da David Cameron for snart tre år siden rejste til Bruxelles for at genforhandle Englands forhold til EU, var de ikke meget for at diskutere. De tog det hele ilde op. Det var som at tale bodeling, mens man stadig er gift. De gav de indrømmelser, de kunne. Juncker kom med sine sædvanlige snalrede spydigheder. Ingen var tilfredse; skilsmissen fulgte.

Ingen ved nu, hvordan det kommer til at gå. Måske lysner det lidt, med fredagens foreløbige aftale i mente. Selv undertegnede, EU-skeptiker, er dog stadig skeptisk over udsigten til en god endelig aftale, fordi kløften mellem de forhandlende parter er så stor. Jeg tror den er mindre realpolitisk end psykologisk, men det er slemt nok. Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for hvordan det udarter sig. Jeg savner den liberale euroskepticismes optimisme, savner dengang det var nemmere at håbe på et friere UK uden EU.

Det kommer nok ikke til at gå så godt, som mange – herunder mig selv – havde håbet på. Hvis jeg skal sige én pæn ting om EU-systemet, så er det dog dets hårde pragmatisme. Der er altid drama og skæbnestund, og så finder de en eller anden måde at hutle sig gennem. Traktater kan altid tolkes lidt løst, hvis det er nødvendigt. Der kan altid indkaldes til et topmøde, med eller uden ungdomspolitikere. Guy Verhofstadts, Junckers og de andre eurokraters drømme om en føderation bliver måske ikke til noget, men hvor er det utroligt at bevidne deres forsøg. 

Det var svært ikke at tænke tilbage på den reception på Campidoglio, den samme trodsige, stolte og ekspansive retorik. Det var EU på slap line, og vi kommer til at se det i wagnersk skala nu, hvor den nordeuropæiske blok er blevet svækket. Jeg krydser selvfølgelig mine fingre, men måske er tiden inde til at give efter. Til at opgive håbet. Indånde duften af de nytrykte visitkort med "Europas forende stater" på, og nøjes med at længes tilbage efter en enklere tid, hvor vi brokkede os om krumme agurker, mens solen går ned over Rom.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
21.01.18, 21:32
Sverige er på vej til et nyt stadie. Læs mere
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her