Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ak, hvilken lys skæbne går vi ikke i møde efter brexit?

Foreløbig aftale eller ej, jeg gruer for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså.

Blækket var dårligt tørt på den foreløbige Brexit-aftale, før EU-politikerne begyndte at geare op til en europæisk fremtid uden Storbritanniens genstridighed, som de aldrig har forstået eller respekteret. Lederen for den liberale-radikale gruppe i Europa-Parlamentet, den famøse Guy Verhofstadt, kræver, at EU bliver omdannet til en rigtig forbundsstat.

Der skal holdes folkeafstemninger over hele kontinentet, og ethvert land, der stemmer imod, meldes ud af EU. Europas forenede stater, som primært vil bestå af Luxembourg, vil rejse sig som en fugl Føniks af populismens asker. En varig og evig kamp for de mellemeuropæiske eurokrater, der har stået på, så længe fællesmarkedet har eksisteret, vil blive vundet for altid. EU-flagets stjerner vil funkle som aldrig før!

Jeg husker, dengang de franske og hollandske vælgere tillod sig at nedstemme den europæiske forfatningstraktat. Næsvist. En katastrofe for Europa, lod de ledende herrer i EU forstå. Chokstemningen var utrolig. Nu måtte finde på noget for at overbevise befolkningerne om EU’s vidundere og ustandselighed.

Blandt de mange tiltag, de fandt på for at afbløde og til sidst omgå valgnederlaget, var at indkalde til et stort europæisk ungdomstopmøde i Rom – officielt for at markere halvtredsårsdagen for Kul- og stålunionens etablering, der som bekendt fandt sted i Rom.

Foruden at propagandere for systemets fortræffeligheder i bredeste forstand, var målet også indynde sig nærmest personligt hos en generation af yngre politikere. De skulle ikke bare tro på EU – de skulle føle EU, føle det dybt inde i sjælen.

Jeg var så heldig at være en del af den danske delegation, som var blevet udvalgt af Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nu skal jeg ikke hykle, for jeg har da også spist nogle politiske pindemadder i min tid i ungdomspolitik, men 'topmødet' her overgik alle forventninger. Vi blev fløjet ned på business med fornem frokost. Indlogeret på femstjernet hotel. Middag – middage, rettere. Den ene mere overdådig og velbesøgt en den anden. Jeg var 22 og havde vist Europa-Parlamentets vicepræsident til bords.

Programmet var selvfølgelig tyndt. En anden kreds af unge håbefulde politikere med kontinental indignation og halvbillige jakkesæt fra de store og røde partier, som dominerer europæisk politik, havde forberedt en European Youth Declaration. Eller Resolution of Joint European Values of European Youth. (De hedder altid det samme). Den skulle vi alle vedtage.

Og en uendelig strøm af receptioner. Man kunne dårligt vende hovedet, uden at en høflig italiensk tjener fyldte kaffen op.

Der blev holdt de allerinderligste taler ved de allermest fornærmede europæiske personager, efterfulgt af endnu flere proseccoreceptioner. Topmødet kulminerede i en højtidelig ceremoni og et stort pressemøde på en smuk terrasse på en af Roms syv bakker. Et koryfæ lod sig interviewe i den EU-finansierede pressetjeneste. Der var blå roll-ups og modløse, indignerede ansigter overalt.

Der blev stillet ærbødige spørgsmål, mens kameraerne rullede for europæerne hjemme ved deres kakkelborde, som de nok havde forestillet sig skulle sidde og kigge med. De fremmødte fra nej-landene, som talte selveste Frankrig det år, tillod sig at stille kritiske spørgsmål. De blev ikke besvaret, og vinen holdt ikke op med at flyde.

Man kan mærke, når nogen prøver for hårdt. Jeg glemmer aldrig stemningen i de overstore konferencelokaler og de flotte roll-ups med deres vage erklæringer og opfordringer til enhed.

Da David Cameron for snart tre år siden rejste til Bruxelles for at genforhandle Englands forhold til EU, var de ikke meget for at diskutere. De tog det hele ilde op. Det var som at tale bodeling, mens man stadig er gift. De gav de indrømmelser, de kunne. Juncker kom med sine sædvanlige snalrede spydigheder. Ingen var tilfredse; skilsmissen fulgte.

Ingen ved nu, hvordan det kommer til at gå. Måske lysner det lidt med fredagens foreløbige aftale i mente. Selv undertegnede, EU-skeptiker, er dog stadig skeptisk over udsigten til en god endelig aftale, fordi kløften mellem de forhandlende parter er så stor. Jeg tror, den er mindre realpolitisk end psykologisk, men det er slemt nok. Foreløbig aftale eller ej, jeg gruer for, hvordan det udarter sig. Jeg savner den liberale euroskepticismes optimisme, savner dengang det var nemmere at håbe på et friere UK uden EU.

Det kommer nok ikke til at gå så godt, som mange – herunder mig selv – havde håbet på. Hvis jeg skal sige én pæn ting om EU-systemet, så er det dog dets hårde pragmatisme. Der er altid drama og skæbnestund, og så finder de en eller anden måde at hutle sig gennem. Traktater kan altid tolkes lidt løst, hvis det er nødvendigt. Der kan altid indkaldes til et topmøde, med eller uden ungdomspolitikere. Guy Verhofstadts, Junckers og de andre eurokraters drømme om en føderation bliver måske ikke til noget, men hvor er det utroligt at bevidne deres forsøg.

Det var svært ikke at tænke tilbage på den reception på Campidoglio, den samme trodsige, stolte og ekspansive retorik. Det var EU på slap line, og vi kommer til at se det i wagnersk skala, nu hvor den nordeuropæiske blok er blevet svækket. Jeg krydser selvfølgelig mine fingre, men måske er tiden inde til at give efter. Til at opgive håbet. Indånde duften af de nytrykte visitkort med "Europas forende stater" på, og nøjes med at længes tilbage efter en enklere tid, hvor vi brokkede os om krumme agurker, mens solen går ned over Rom.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
15.07.18, 17:11
Mener vi danskere virkelig, at enhver, der kaster med mudder og taler ned til udlændinge, skal vælges? Har vi ingen krav til politikerne om vores fremtid? Læs mere
Af Mikael Jalving
15.07.18, 10:34
Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov. Læs mere
Af Anna Thygesen
13.07.18, 15:21
Det er mig en gåde, hvorfor mange danskere opfatter enhver form for national stolthed som racistisk og udskammer og håner folk, der tillader sig at være stolte over at være danske. Læs mere
Af Susanne Westhausen
13.07.18, 10:21
Danskerne er helt vilde med delevenlige og bæredygtige løsninger. Nu må vi få øjnene op for at dele ejerskabet til virksomhederne! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
12.07.18, 22:38
Det er betegnende, at Cepos’ direktør systematisk forbigår de tal, der fortæller om konsekvenserne af den muslimske/ikkevestlige indvandring. Læs mere
Af Naser Khader
12.07.18, 14:54
Hvis de arabiske lande har et ønske om at klare sig bedre, så er der nogle ”sygdomme” på hjemmefronten, som skal behandles først. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.07.18, 13:45
Det er slut med dansk eneret over velfærdsområdet, ligesom den danske model bliver udhulet efter ny EU-indblanding Læs mere
Af Nauja Lynge
11.07.18, 19:58
Hvorfor skal vi sige ja tak til reklamer, som vi aldrig har bedt om? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
11.07.18, 14:28
Sommerferien er et nødvendigt afbræk fra den hjemlige andedam. Læs mere
Af Christina Egelund
11.07.18, 13:49
Vi hører ofte, at pengene ikke kan bruges bedre i den offentlige sektor. Ja, vi hører ofte maleriske beskrivelser af, at der ikke bare er skåret ind til benet – kniven er sågar halvvejs gennem benet. De tørre tal fortæller dog en anden historie. En helt anden historie. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her