Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Så længe amerikanerne elsker deres våben højere end deres børn, vil vi se skoleskyderier. Igen og igen og igen

En 18-årig købte automatvåben på sin fødselsdag og skød derefter 19 børn og to lærere.

»Det er med tungt hjerte, jeg modtager nyheden om skoleskyderiet i Uvalde, Texas.«

Sådan begynder e-mailen fra skoleinspektøren på min datters skole. Jeg så godt overskriften, da e-mailen tikkede ind for nogle timer siden. »Uvalde, Texas School Shooting«, stod der i emnefeltet.

Men jeg åbnede ikke mailen, kunne ikke, måtte vente nogle timer, før mit indre var i stand til at læse. Til sidst kunne jeg ikke udskyde det længere. For der kunne stå noget, jeg var nødt til at vide – af hensyn til mine egne børn.

Kort tid efter at vores familie ankom til USA, fandt et skoleskyderi sted på en skole for elever fra 0.-5. klasse. 20 børn og seks voksne blev mejet ned af en mand med et automatvåben. Skolens interne system annoncerede hurtigt, at der var en »active shooter« på skolen, og lærerne fulgte de sikkerhedsforanstaltninger, ansatte og børn her jævnligt øver, og gemte sig i skabe, barrikaderede døre til klasseværelser og holdt sig fra vinduer og døre.

Lige netop dét skoleskyderi husker jeg tydeligere end andre. Dels fordi der var tale om meget små børn, dels fordi dén dag ændrede noget fundamentalt i mig, der havde at gøre med en sorg og vrede over, hvad der definerer, hvordan amerikanerne forholder sig til principrytteri og sund fornuft.

I dag er jeg igen i chok og overvældet af sorg. Det er noget andet at opleve nyhederne, når man bor her i USA og har børn, der går på en tilsvarende skole som den, tv-skærmen igen og igen viser, og at sidde på den anden side af kloden og læse om et uforståeligt amerikansk system, der gør sådanne tragedier mulige.

Jeg troede i lang tid, at jeg havde så svært ved at forstå forholdet til våben her i USA, fordi jeg var dansker. Men mange amerikanere deler min afsky for en hardcore, antikveret cowboytilgang til det, der her hedder ”The Second Amendment”, der handler om amerikaneres ret til at bære våben. Den fanatisk religiøse tilgang til ordlyden i forfatningen er kvalmende – og sætter politikere støttet af våbenlobbyen og våbenproducenter højere end børn og borgeres liv.

Hvis du tror, at tragedier som den, amerikanerne gennemlever hver eneste uge, får amerikanere til at købe færre våben, tager du fejl. Hver gang et skyderi finder vej til medierne, og folk er bange for, at der kommer reguleringer i retten til at bære våben, er der kø foran våbenforretningerne.

Og hvad sker der så nu? Ikke en skid, naturligvis. Joe Biden har fordømt ugerningen, spurgt amerikanerne, hvornår nok er nok. Men han har ingen reel magt til at gøre noget. Texas’ guvernør og fremtrædende Texas-politikere såsom Ted Cruz gentager de gamle paroler om individets ret, og at det ikke er vejen frem at lave forbud mod at bære og købe våben. Måske signalerer han til landets største våbenlobby, NRA (National Riffel Association), at alt fortsætter som planlagt, når de i den kommende weekend samles til konference – i Texas.

Den mand, der i går gennemførte sit vanvidsskydetogt, var 18 år. I fødselsdagsgave gav han sig selv diverse våben, blandt andet et automatvåben med tilhørende ammunition. Men masseskyderiet i går er langtfra det eneste, der har fundet sted i USA i år. I det her land hører vi ikke om alle de masseskyderier, der finder sted, så kunne medierne ikke rapportere om andet. Kun få bryder igennem mediernes lydmur, men alene i år, ikke engang halvvejs inde i 2022, har mere end 200 masseskyderier fundet sted i Amerika.

Skoleskyderier, der involverer små børn, får dog plads på mediernes flader. Det er det samme hver gang: Nyhedsværter, der med dybe stemmer interviewer grædende pårørende, mobillydoptagelser med skrig og skud, billeder af børn, der løber skræmte fra bygninger i forhold til de øvelser, de har lært, og politikere, der siger, at de beder for ofrene og deres familier. Republikanere, der ikke vil ændre lovgivningen og indføre strengere våbenkontrol. Demokrater, der fremhæver USA’s blodige og sygelige forhold til en lovgivning, der giver amerikanerne retten til at bære våben i et land, der har flere våben end indbyggere.

Og imens udføres der på mine børns skoler hver måned en eller anden form for katastrofeøvelse. Øvelser, der lærer dem, hvad de skal gøre ved et jordskælv, eller hvordan de skal forholde sig, hvis der er en bjørn i området. De øvelser har jeg det fint med. Men samme dag som skoleskyderiet i Texas havde min datter en ”active threat drill”, som handler om, hvordan eleverne skal forholde sig, hvis der er et skoleskyderi på skolen. De øvelser har jeg endnu ikke lært at forholde mig nuanceret til.

Og hvis du tror, at tragedier som den, amerikanerne gennemlever hver eneste uge, får amerikanere til at købe færre våben, tager du fejl. Hver gang et skyderi finder vej til medierne, og folk er bange for, at der kommer reguleringer i retten til at bære våben, er der kø foran våbenforretningerne. Salget stiger, flere dødbringende våben finder vej til amerikanske hænder.

Og hvad gør man efter at have læst e-mailen fra skoleinspektøren? Man taler med sine børn. Hvis de da vil. For da jeg lempeligt fortalte min datter, at der måske var nogle på hendes skole, der ville nævne et skoleskyderi, lod hun mig med sit korte »okay« vide, at dét havde hun ikke lyst til at tale om. Jeg stikker endnu en finger i jorden. »Okay,« siger hun igen med samme affejende toneleje. Og sådan kan man også reagere. Med at lukke af. For det er hendes hverdag. Hun må altid være i alarmberedskab, lære at navigere i et univers, hvor hun ved, at et skoleskyderi er en mulighed på hendes skole. Jeg forstår hende godt. Hun er magtesløs over for de voksnes hovedløst uforståelige prioriteringer. For så længe amerikanerne elsker deres ret til at bære våben højere end deres børns sikkerhed, vil skoleskyderier finde sted – igen og igen og igen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.