Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Over en million er døde af corona i USA – men amerikanerne er ligeglade

Metaltræthed præger coronadebatten, selv om hospitalsindlæggelserne igen stiger.

Klokken er kvart i seks onsdag morgen, og jeg famler efter min mobiltelefon. En tekst med rød lyser op på skærmen: »Du har været i nær kontakt med en, der er testet positiv for covid.« Det er første gang, jeg modtager en sådan besked, men jeg kom hjem fra Danmark for tre dage siden, så beskeden overrasker mig ikke.

I Danmark er tilliden til offentlige myndigheder og sundhedseksperter heldigvis langt større, hvilket har betydet, at den danske befolkning ikke har oplevet de samme hjerteskærende konsekvenser, som vi ser i USA, hvor folk reagerer på covid, som var den en politisk sygdom.

Da jeg ankom til Danmark for første gang i næsten to år, var der på flyet fra Seattle til Island ikke mange, der bar masker. Fra Island til København var jeg én maskebærer af en håndfuld, og i metroen på vej til min veninde skilte jeg mig så meget ud med min sorte KN95-maske, at jeg fik et svar på engelsk, da jeg på danske spurgte en dansk medpassager om vej.

»Forbered jer på flere virusbølger,« siger de i Det Hvide Hus, mens jeg foran min tv-skærm blinker sløvt og ikke ser nogen nævneværdig reaktion fra journalisterne i lokalet over opdateringen.

De seneste tre måneder er 100.000 amerikanere døde af corona, og i disse dage taler medierne om, at virus har kostet over en million amerikanere livet. Sandheden er dog, at tallet ifølge University of Washington allerede blev passeret sidste år, hvis man medregner direkte og indirekte sygdomsforløb som følge af coronavirus.

Én af 330 amerikanere er døde, alle kender eller har hørt om en, der har haft sygdommen tæt inde på livet. Langtidseffekterne af covid har ramt tusindvis af mennesker, der kæmper for at holde sammen på deres liv i et land, hvor angsten for og visheden om, at man kan miste alt i et splitsekund, altid lurer lige under overfladen. Det er fuldstændigt vanvittigt, at så mange er døde i verdens rigeste land, hvor alle over 12 har adgang til vaccinen.

Mere end 300.000 amerikanere behøvede ikke at have betalt den ultimative pris, hvis de havde taget imod vaccinen. Men når der går politik i folkesundhed, bliver vacciner og masker et udtryk for politisk ståsted.

I Danmark er tilliden til offentlige myndigheder og sundhedseksperter heldigvis langt større, hvilket har betydet, at den danske befolkning ikke har oplevet de samme hjerteskærende konsekvenser, som vi ser i USA, hvor folk reagerer på covid, som var den en politisk sygdom snarere end et folkesundhedsspørgsmål.

I de 10 dage, jeg gik rundt i Københavns og Aarhus’ gader, sad i metro og bus, på caféer, restauranter og barer, hørte covid fortiden til i bybilledet. Danskerne trækker på skuldrene, de er vaccinerede og ved, at hvis de bliver smittet, er det overvejende sandsynligt, at sygdomsforløbet bliver mildt.

Joe Biden har ry for at være empatisk, når han taler om at miste. Han ved om nogen, hvad tab gør ved et menneske, og har oplevet dyb sorg adskillige gange. Alligevel lyder selv hans budskab indøvet og træt: »Vi må ikke blive følelsesløse over for tab.«

Men vi er blevet følelsesløse. Chokket fra begyndelsen af pandemien har lagt sig. Forfærdelsen over dødstallene fra lande som Brasilien, Italien, England og USA, hvor vi så hurtigt opførte telte med folk ligge på rad og række i slå ud-senge i uens sengetøj, lyden af pumpende maskiner, host og raspende stemmer, har lagt sig.

Nyhederne viser ikke længere sådanne billeder, men rapporterer tørt om millioner i isolation i kinesiske byer, om ikke-vaccinerede i Nordkorea, hvor over en million er smittede, og om en ny virusbølge i Sydafrika med en ny variant, det er umulig at huske navnet på. Og imens ryster jeg rapporternes ord af mig, fokuserer på Ukraine og debatten om abort – og bevæger mig ud i verden. Også selv om smittetallene er højere, end de har været i månedsvis.

I dag havde min søn fødselsdag. Så jeg lagde telefonen væk og dækkede bord med danske flag og blomster ved hans tallerken. Da han løb afsted til skolebussen, fandt jeg en hjemmetest – som med én streg viste sig at være negativ. En eller anden dag vil der være to streger, der fortæller mig, at jeg er testet positiv. Men indtil da vælger jeg at lade den danske side af min hjerne bestemme og tage lidt lettere på livet, end jeg har gjort de seneste par år.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.