Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er vi på vej mod en tredje verdenskrig?

Europæerne må i uniformen og kæmpe for demokrati og frihed.

Mine neglerødder bløder, det samme gør mit hjerte. Af bar stress har jeg de seneste dage spillet ”Tetris” på telefonen til ud på de små timer, mens jeg tjekkede sidste nyt fra Ukraine.

I min studietid boede jeg et semester i Tallinn, Estlands hovedstad, hvor jeg arbejdede på Det Danske Kulturinstitut. Aldrig i mit liv har jeg oplevet kulde som der – både fysisk og mentalt.

Jeg forstod ikke esternes måde at være på, deres mangel på øjenkontakt, deres afvisende facon, der fik den danske forbeholdenhed til at fremstå som amerikansk sydstatsvarme. Derfor besluttede jeg at tage til en ny by hver weekend og komme i tale med folk, forstå deres lands og deres personlige historie.

Jeg er ked af det og bange – men jeg er også rasende. Først havde vi Trump med al den frygt for, hvad hans sindssyge tweets kunne afstedkomme på den globale scene, så kom covid og lagde verden ned, og nu trækker Putin jernhandsken på og vil indføre første etape af sit rædselsfulde drømmeimperium.

Dén beslutning ændrede mit syn på det estiske folk. Sådan er det jo gerne, når man begynder at forstå baggrunden for folks handlemåder.

For esterne har lidt. De har lidt så meget, at deres sprog bærer præg af det. Til en reception fik jeg af vide, at der kun fandtes ét ord for nødder på estisk. Det lyder måske ligegyldigt, men når fraværet af simple madvarer ikke kan udtrykkes i sproget, siger det noget om, hvilken armod og undertrykkelse et land har levet under.

Jeg hørte om familier, som Sovjetregimet havde splittet op, og som aldrig igen så hinanden. Jeg hørte om fok, der fejrede jul i hemmelighed og instruerede deres børn i aldrig at fortælle om juletræet i skolen. Jeg hørte om de lister, russerne stod og førte uden for kirkerne, når folk gik til gudstjeneste. Jeg besøgte kirkegårde for estere, der havde ladet livet i et geopolitisk spil, de aldrig havde bedt om at blive en del af. Jeg så en lejr, udarbejdet efter en grusom matematisk formel, hvor nye forsyninger af tvangsarbejdere blev bragt ind hver tredje uge, dén tid det tog at sulte og arbejde en baltisk borger til døde.

Jeg hørte om russere, der var flygtet over hals og hoved fra baser i Estland, da Sovjetunionen faldt – og om de børn, de efterlod, som ingen ville hjælpe.

I Estland er en stor del af befolkningen russisk. Sådan er det i de tidligere sovjetterritorier. Smart ikke? Når man skal indlemme, besætte, okkupere, annektere, eller hvad vi nu vælger at kalde det at overtage et andet land, er det et genialt strategisk træk at placere en enorm andel borgere fra det land, der overtager det nye territorie.

Jeg sidder med en klump i halsen og ser optagelser fra et beskyttelsesrum, hvor en række børn sidder side om side med benene dinglende ud over den øverste køjesengs kant. Blå øjne, lyst hår, vestligt tøj. Øjnene søger forældrene, der enten ser væk eller fraværende aer de små.

Jeg er ked af det og bange – men jeg er også rasende. Først havde vi Trump med al den frygt for, hvad hans sindssyge tweets kunne afstedkomme på den globale scene, så kom covid og lagde verden ned, og nu trækker Putin jernhandsken på og vil indføre første etape af sit rædselsfulde drømmeimperium.

Hvad sker der, hvis Kina beslutter sig for at lave en modvægt til Vestens sanktioner og hjælpe Rusland finansielt eller med militært isenkram?

Det er måske ikke helt så vanvittigt, som det lyder. Landene er enige om flere ting, blandt andet at Vesten er af det onde, og at tidligere territorier igen skal føres ind under de røde faner.

Det problematiske med demokratisk-sindede nationer er, at vi i Vesten mener, at forhandlinger, samtale og diskussioner er vejen frem. Den indstilling står i skærende kontrast til autoritære diktatorer med stormagtsdrømme, der stormer, skyder, bomber og besætter sig til det, de ønsker.

Europa er vant til, at USA kommer og redder dem og sender deres egne unge mænd i kampen for frihed. Men USA er træt af at sende deres unge afsted – og ikke høste andet end kritik for deres indsats. Landet har begravet i tusindvis af deres egne for Vestens frihed. Jeg bebrejder ikke Amerika, at det ønsker, at Europa trækker i uniformen og kæmper for sit territorium og de værdier, de råber så højt om at repræsentere. Men jeg håber alligevel, at USA endnu engang ender med at træde til.

Sanktioner, fordømmelse og anden modstand mod Ruslands invasion er vigtig. Men Ukraine kan ikke vente på resultaterne af disse tiltag. De har brug for boots on the ground, og dem burde Europa se at få sendt i en vældig fart.

»Den største forskel på de flygtningestrømme, jeg hidtil har set, er, at her kun er kvinder og børn,« siger journalisten ved grænsen til Polen i CNN-nyhederne. Kvinder og børn forlader Ukraine. Mændene bliver tilbage og kæmper for deres land og for deres og deres børns frihed. Lad os håbe, at næste generation af ukrainere får lov at smage den frihed, deres fædre kæmper for, og som resten af os i Vesten tager for givet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.