Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Betal for din egen behandling på hospitalet, hvis du ikke er vaccineret og får brug for behandling

Lev med konsekvenserne, hvis du har vist så lidt respekt for det omgivende samfund.

Smittetallene stiger og stiger i Danmark. Hele verden ser til, mens Danmark som et af de første lande er tvunget til at forholde sig til den nye covid-variant. Også England og Norge har høje omikrontal.

Nye smittetalsrekorder slås jævnligt i Danmark. Eksperter forudsiger, at varianten bliver den dominerende i denne uge. Den er med andre ord helt utrolig smitsom.

Her gik man ellers og troede, at bøtten ville vende, især efter at covid for få måneder siden blev erklæret en ikke-samfundskritisk sygdom. Både BBC og CNN havde historien fra lille Danmark. Et håb spirede, var det her begyndelsen til enden for denne rædselsfulde virus?

Men man fik gjort regning for tidligt. Danske politikere og eksperter er nu nervøse for, om sundhedsvæsenet kan klare presset de kommende måneder. Man er ved at løbe tør for senge på intensivafdelingerne, og selv om man kunne åbne flere afsnit, så mangler der hænder.

Danskerne har haft mulighed for at lade sig vaccinere. Vaccinerne er tilmed gratis. Der har været nem og fri adgang til at blive stukket i overarmen, hvilket står i skærende kontrast til situationen i mange andre dele af verden.

Er du ikke vaccineret, har du truffet et aktivt valg. Og lad mig i parentes bemærke, at jeg her ikke peger på de borgere, der af den ene eller den anden helbredsmæssige årsag ikke kan lade sig vaccinere, men er afhængige af, at vi andre smøger ærmet op.

Næh, jeg tænker på dig, der uden nogen fornuftig grund træffer det helt utroligt egoistiske valg, at du ikke vil vaccineres – bare fordi. Måske er du konspirationsfanatiker, måske har du bare ikke lige fået det gjort. Uanset hvad din på dette tidspunkt af pandemien temmelig dårlige undskyldning er, så synes jeg, du skal leve med konsekvenserne – og blive væk fra hospitalet, hvis du bliver syg med covid og får brug for behandling. Og hvis du ikke vil det, er det kun rimeligt, at du selv betaler for din covid-relaterede behandling – en behandling, der alt andet lige med al sandsynlighed kunne have været undgået, hvis du havde haft en smule respekt for dine medmennesker.

Jeg taler ikke kun om danskerne. Vi har det samme problem med folk, der ikke vil lade sig vaccinere her i USA. Flere steder er operationer udskudt, fordi hospitalerne er fulde af ikkevaccinerede covid-patienter. Min holdning gælder alle, der har haft adgang til at lade sig vaccinere, men som ikke har villet.

I den vestlige del af verden bør vi have så meget respekt for vores medborgere og for de mennesker i andre dele af verden, der ikke har den samme frie adgang til at lade sig vaccinere, at vi pakker vores vrangvillighed og kontrære teenageoprør mod autoriteter væk. Du kan protestere og demonstrere alt det, du vil, men gør det, efter at du har ladet dig vaccinere. Og tag så lige en maske på, nu du er i gang.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Bliver du syg med covid, og får du brug for sygehusbehandling, og har du truffet et bevidst valg om ikke at ville lade dig vaccinere, så må du selv betale – eller ideelt set holde dig væk.

Du overbebyrder sundhedsvæsenet, hvor der mangler hænder. Du tager i princippet pladsen fra en anden, der har brug for den. Andre patienter risikerer at dø af cancer, af følgerne efter et trafikuheld eller noget helt tredje, fordi de ikke kan få adgang til en sygehusseng. Alt sammen på grund af dit tåbelige valg.

Og ja, jeg har godt læst, at man når folk ved at række en forstående hånd ud og ikke ved at skælde ud – men snart to år henne i pandemiens rædselsfulde restriktionshverdag og stigende dødstal er det altså så som så med min tålmodighed.

Jovist, du har retten til at træffe et personligt valg om ikke at lade dig vaccinere. Men så bør du også have samfundssind nok til at tage konsekvensen, når hosten melder sig, og du ender med at ligge og gispe efter vejret.

For du kunne jo have valgt anderledes – til gavn for resten af Danmark og til gavn for dine medmennesker. Hvis du med åben pande kan leve med livstruende konsekvenser for dine medmennesker, fordi du ikke lod dig vaccinere, så kan du vel også leve med livstruende konsekvenser for dig selv?



Andre læser

Mest læste

Del artiklen