Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er det med vilje, du kun har én sok på?

Fordomme og virkelighed – en helt almindelig morgen med en adhd'er

Oktober er adhd-måned.

Der er mange fordomme om adhd. Mange tror, at det er noget med hyperaktive unger, mest drenge. At det er noget, unge med en belastet barndom har, som ender med, at de laver ballade og bliver stofafhængige. At folk med adhd ikke er så intelligente som andre.

Fordommene er mange, det samme er misforståelserne. I den senere tid er der også kommet fokus på voksne med adhd. Flere kendte danskere, blandt andet Manu Sareen og tidligere baronesse Caroline Fleming har fortalt om at leve med adhd.

Er det med vilje, du kun har én sok på, spørger min mand, inden han skal køre ungerne i skole. Sønnike balancerer på et trappetrin, mens han kigger ned på sine fødder. Nåh, ja, siger han og løber op for at tage den anden sok på.

Jeg har husket det hele, siger han. Og så gennemgår vi listen. Har du skoletasken? Er det biblioteksdag, har du husket din klarinet til band, gymnastiktasken? Har du din madkasse, din jakke, dine briller, din maske? Har du spist morgenmad, børstet tænder, givet hunden mad? Hver dag løber vi listen igennem, hver dag er der noget, han har glemt.

Hvis vi bliver irriterede, forstår han ikke, hvorfor vi er så vrede på ham. Og tonelejet skal blive i den lavere ende af skalaen, for høje lyde er ubehagelige, så det er helt udelukket at hæve stemmen. Faktisk er hans hørelse så god, at vi før covid, når vi gik i biografen, havde ørepropper med.

Han gør det jo ikke med vilje, glemmer eller ikke høre det, vi og lærerne lige har sagt. Han har simpelthen ikke hørt det. Derfor tapper jeg ham på skulderen eller klikker med neglene i bordet foran ham, spørger, om han hørte, hvad jeg sagde, beder ham gentage. Han er 11, men på nogle punkter er han meget yngre. På andre er han på niveau med en ung gymnasiedreng. Det kan være meget forvirrende at navigere i som forælder, og det kræver noget øvelse at finde ud af, hvilken aldersgruppe der matcher hvilke kompetencer.

Har du skidt i ørerne, sagde jeg ofte til min søn, inden jeg fandt ud af, at han har adhd. Han bliver simpelthen så distraheret – af en tanke i sit hoved, af en lyd i den anden ende af stuen, en sjov replik, han hørte på ”The Simpsons” i går, eller af en fugl uden for vinduet – og imens slår hans hjerne fra den samtale, jeg og andre troede, vi havde kørende.

Det er, som om der kører flere fjernsynsprogrammer på én gang, og at jeg skal følge med i dem alle sammen, har han engang forklaret. Hvis det er sådan, det er, så er jeg faktisk temmelig imponeret over, hvordan han kommer gennem hverdagene uden større knubs og halvfærdige skoleopgaver.

Undskyld, jeg hørte dig ikke, siger han tit. Det underlige er, at der er ting, han husker helt tydeligt. Og det, han husker, er det, han har en interesse for. Ungen er et ”The Simpsons”-leksikon og kan aflire matematiske formler, jeg ikke kan huske nogensinde at have lært. Men at gøre ting, han ikke har en interesse for, og som vi andre har lært at gøre pr. automatik, fordi de også er en del af at få livet til at fungere, dem kan han gøre halv- og trekvartfærdige, inden et eller andet distraherer ham og får ham til at hoppe videre til noget andet end det, han var i gang med.

Derfor troede jeg længe, han prøvede at provokere os og sine lærere, at han ikke ville på grund af dovenskab. Det var, før jeg blev klar over hans diagnose. Det viser sig, at adhd’ere har en eminent evne til at huske og fokusere, når der foregår noget omkring dem, de er interesserede i.

Det karaktertræk at kunne være så ”sjusket” og samtidig så ekstremt vidende har fået mange til at tro, at folk med adhd simpelthen ikke gider. Men det er langtfra tilfældet. De arbejder dobbelt så hårdt som andre for at opnå det præcist samme som neurotypiske børn og voksne.

Heldigvis er mennesket et tilpasningsparat væsen, så mange med adhd finder ud af at sno sig. Er de heldige at tilhøre gruppen, der har en kombination af adhd og høj intelligens, og får de den hjælp og støtte, de behøver, bliver mange fremragende forskere, ingeniører, kirurger mv.; job, der kræver en evne til at fokusere og sætte skarpt.

Så når min søn om lidt kommer hjem fra svømning uden sine klipklappere, glemmer at hænge sit våde håndklæde op og tage sin madkasse ud af skoletasken, sikkert har glemt et eller andet i skolen, inklusive sin jakke, og mens han taler om fire forskellige emner med 150 km. i timen uden sans for, om han afbryder mig midt i noget, så trækker jeg vejret. Og så breder jeg armene ud. For er der noget, mange adhd’ere er kendt for, så er det behovet for fysisk nærvær. Det nyder jeg godt af hver eneste dag, for min skønne, let distraherbare, impulsive, altid gående til grænsen, nysgerrige søn giver verdens bedste kram.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen