<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tre oplevelser har lært mig, at det ikke er altid nemt at træffe det ansvarlige corona-valg

Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven?

»Jeg ringer, fordi din søn er sløj, så du må gerne komme og hente ham.«

Sådan lød telefonsvarerbeskeden fra min søns SFO i går.

Det går godt i lille Danmark, der har løftet alle coronarestriktioner, ikke har haft det frygtede pres på sundhedsvæsenet og har en pragmatisk indstilling til vacciner. Sådan er det desværre langt fra ude i verden.

Jeg sad i bilen på vej til et udendørs-bbq-arrangement, da jeg fik beskeden om min søn. Arrangementet skulle markere begyndelsen på vores første fysiske møde i halvandet år for medlemmerne af den Advisory Committee, jeg sidder på for Scandinavian Studies Department på University of Washington i Seattle. Jeg havde glædet mig, friskfanget Alaska-laks på grillen, et køligt glas i hånden og at gense medlemmer, der som jeg brænder for at fremme Skandinavien i vores nordvestlige hjørne af USA. Arrangementet skulle afholdes udendørs, og det var et krav, at alle var vaccinerede.

»Du må hente og tage ham direkte til et test,« sagde jeg til min mand. »Så forsøger jeg at finde lyntests imens.«

Det viste sig hurtigt at være ganske umuligt at opdrive en pakke lyntests, efter fire forsøg gav jeg op. Min online bestilling kommer med posten inden for de næste to dage. Min søns corona-svar kommer inden for 15-48 timer. Der er meget i forhold til corona-testning, der er anderledes her end i Danmark…

Måske er min søn bare sløj, fordi han ikke har været i nærheden af andre børn i mere end et år og nu samler baktusser op. Måske er det bare meget at begynde i skole og institution efter at have siddet i et hus med sine forældre så længe uden anden social stimulans. Måske er han corona-positiv. Måske, måske.

Så hvad gør man? Melder man afbud til det arrangement, der begynder om mindre end en time, eller tager man chancen og satser på, at testen kommer tilbage negativ?

For nogle uger siden tog jeg mod til mig og bookede en tid hos en frisør. Men ikke en hvilken som helst frisør. Jeg spurgte min sygeplejerskeveninde, der er superopmærksom på coronatal, hygiejne osv., hvilken frisør hun gik til. Da jeg ankom, stod damen iført maske og sprittede af efter den sidste kunde. »Godt tegn,« tænkte jeg. Vi faldt i snak, som man nu gør hos frisøren, og jeg spurgte hende, om hun var vaccineret. »Nej,« lød svaret til min store overraskelse. Og det havde hun heller ikke tænkt sig at blive foreløbigt. »I’m sorry, jeg vil gerne støtte en selvstændig kvindelig forretningsdrivende,« sagde jeg, »men jeg føler mig ikke tryg ved det her.« I den situation var valget jo ikke så svært. Det er bare hår, det kan sættes op i en knold, så jeg næsten glemmer, at lokkerne trænger til en omgang.

I sidste uge skulle jeg have taget blodprøver. Igen faldt jeg i snak med den maske- og handskebeklædte kvinde, jeg var i rum med. Mens hun gjorde kanyle og slange klar, spurgte jeg til hendes vaccinationsstatus. Det skulle jeg ikke have gjort, for mens jeg sad der og så nålen gå ind, svarede hun, at hun var bange for at vaccinen ville påvirke hendes dna. Hun var ikke og skulle ikke vaccineres. Jeg var chokeret. At møde konspirationsteorier i en lægeklinik i en by, hvor mere end 80% er vaccineret, var jeg temmelig uforberedt på.

Jeg havde lyst til at flå armen til mig og styrte ud af klinikken. Men jeg blev siddende. Og så tog jeg vaccinationssnakken helt stille og roligt, men uden at give efter for den fuldstændigt langt ude indoktrinering, det viste sig, at hendes kæreste havde fodret hende med. »Det kan være svært at træffe et andet valg, hvis det skaber konflikter derhjemme og går imod opfattelsen i de sociale cirkler, man færdes i,« sagde jeg, og hun nikkede.

I delstaten Idaho, der grænser op til min delstat Washington her i det nordvestlige hjørne af USA, har de lige meldt ud, at de for første gang nogensinde er nødsaget til at vælge, hvilke corona-patienter, de vælger at behandle. Hospitalerne har ikke mere kapacitet, flere patienter er allerede blevet sendt til vores delstat. Sundhedspersonalet er nu tvunget til at vælge kun at hjælpe de borgere, der har størst mulighed for at overleve.

De borgere her i USA, der er hårdest ramt, er de ikke-vaccinerede. Det er børn under 12, dem, der af forskellige helbredsmæssige årsager ikke kan tåle at blive vaccineret og så den sidste gruppe – nemlig vaccinationsmodstandere. 1 ud af 500 er døde i USA – af en sygdom, der kunne forebygges med to små prik i overarmen.

Men virkeligheden er sådan, at hver enkelt borger hver dag må træffe personlige valg, der vejer risiko, fordele og ulemper i deres daglige gøren og laden. I det regnestykke kan man potentielt komme til at have et andet menneskes liv på samvittigheden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten