<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Går danskerne ind for ligestilling? Ikke, hvis man skal tro debatterne om sports-bh'er og barsel

Danskerne går baglæns i ligestillingsdebatten – hvorfor går de ellers ind for, at kvinder skal pakkes ind, og er imod tvungen barsel til mændene?

Lad os begynde med det fitnesscenter i Odense, der vil forbyde kvinder at træne i sports-bh’er. For mig er der to ting, der er problematiske i fitnesscenterets argument for indførelse af deres nye regel.

For det første, så får argumentationen for reglen adskillige røde lamper til at blinke for mit indre blik. Begrundelsen er nemlig, at reglen er indført af »respekt for kulturelle forskelle«. Det ved vi jo alle sammen godt, hvad betyder. Det betyder nemlig, at en helt bestemt gruppe unge muslimske mænd har et problem med at befinde sig i umiddelbar nærhed af frie kvinder, der klæder sig, som de har lyst. Og nej, jeg mener dermed ikke, at piger og kvinder skal rende rundt på skoler og arbejdspladser i meget korte toppe. Men i en sammenhæng, hvor kroppens udfoldelser er i højsæde, sådan som det er tilfældet i et fitnesscenter, og fokus ikke er på intellektuel og professionel performance, stiller sagen sig noget anderledes.

Hvis man giver efter for den slags kvindehad, som påbuddet ret beset er et udtryk for, er der skabt mulighed for en lavine af restriktioner, der har til formål at få kvinder til at optage mindre plads med deres tilstedeværelse i det offentlige rum.

At der for det andet er tale om et fitnesscenter, der hører under SDU (Syddansk Universitet), fører blot til min beskæmmende pointe. Af alle burde lige præcis universiteter være opmærksomme på, hvilke signaler de sender, og med hvilke begrundelser. Det er de måske også, men de går absolut ikke et dansksindet, ligestillingsbaseret ærinde.

”Hov, vent!”, sidder der måske én og anden og tænker. Var det ikke dig selv, der sagde, at vi ikke måtte synge den der Shu-bi-dua-sang? Nej, jeg har aldrig sagt, hvad man må og ikke må. Til gengæld sagde jeg dengang, at når folk først er i landet, så skal man tale ordentligt til hinanden og være inkluderende. Det er det stik modsatte, der foregår, når man er intolerant og fremmer ulighed mellem kønnene.

Den anden debat, der i denne uge foregår i de danske medier, handler om barsel. Mange danskere er helt oppe i det røde felt, fordi nye regler sikrer, at faren skal tage mere barsel, hvis moren vil have ret til at modtage barsel ud over et vist antal uger.

Der er mange aspekter i spil i debatten, bl.a. nogle, der har at gøre med EU, ligesom regnbuefamilier nærmest helt udelades i debatten. Og inden forkælede danskere, der end ikke tænker på barslen som et ufatteligt velfærdsgode, fornærmet lægger armene over kors, skal det måske også lige siges, at folk altid har retten til at gøre, som de vil – men at det så bliver uden statens betaling.

Set udefra forekommer det mig ganske urimeligt at brokke sig over det generøse velfærdsgode, en lang dansk barsel er.

Jeg har utallige veninder her i USA, der efter få uger har måttet vende tilbage til deres arbejdsplads eller simpelthen har set sig nødsaget til at opsige deres job.

For mit eget vedkommende som ansat på University of Washington, stod der i min kontrakt, at jeg som ansat ville have ret til det, der her betragtes som en god ordning, nemlig 12 ugers barsel.

Hverken en kort barsel eller at kvinder vælger at blive hjemmegående, gavner familielivet eller kvinders ligestilling. Hvorfor slår danskerne sig i tøjret over en regelændring, der alt andet lige vil skabe bedre vilkår for familiens trivsel og for kvinders ligestilling?

I Danmark er der ikke tale om at fratage nogen noget, men tværtimod om at støtte kvinders karrieremuligheder, fædres tilknytning til deres barn og ligestillingen mellem kønnene generelt.

Det har altid været sådan, at hvis kvinder ville have samme rettigheder som mænd, så skulle armen vrides om på mændene. Udvikling hen imod ligestilling sker ikke af sig selv, den skal desværre indføres ved lov. Sådan har det været med stemmeret, retten til abort osv., osv., og sådan er det også, hvis vi skal have et familieliv, hvor mor og far i barnets første måneder er ligeværdige i forældretilknytningen.

Vil Danmark virkelig gå baglæns i forhold til kvinders ligestilling, når det handler om bart maveskind og barsel?


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Desiree Ohrbeck, cand.mag. I dansk og historie. Tidligere Sendelektor på University of Washington, Seattle. Sidder i Scandinavian Studies Departments Advisory Board. Prikker til den danske selvforståelse og skriver om dansk-amerikanske forhold ud fra en position med et ben i hver lejr.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.10.21, 08:18
Helle Thorning-Schmidts nye bog er værd at læse. Den er som at høre hende tale. Og fuld af selverkendelse. Læs mere
Af Louis Jacobsen
14.10.21, 08:15
Det burde være ligetil at boykotte VM i Qatar. Men vi har syltet beslutningen, og nu har fodboldlandsholdet tilmed klaret sig suverænt godt. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
13.10.21, 13:45
Lad os nu sige det, som det er. En baby i folketingssalen er et mediestunt. Og medierne bakker op. Læs mere
Af Martin Ågerup
12.10.21, 11:00
I den seneste omgang er det blevet til 10 års bloggeri på JP. Nu er det farvel og tak for denne gang. Læs mere