<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Er Europa ved at blive som USA, der lader lobbyister knægte frihedsrettigheder?

Velorkestrerede kampagner arbejder for at begrænse rettigheder for kvinder og LGBTQ.

I går bankede det på min dør. Udenfor stod en mand, der fortalte, at han var vokset op i vores hus, som hans far havde bygget, da han var dreng. Vi inviterede ham ind og viste ham rundt. Det blev en meget rørende og følelsesladet rundvisning – for ham, men også for mig.

Jeg har mødt hans far flere gange. Han er af den gamle skole – republikaner, stemte passioneret på Trump, mener, at kvinder hører til i hjemmet, at det er deres fornemste job at passe børn. Dét diskuterede vi, dengang vi købte huset.

Nu stod sønnen i vores stue. Tårerne flød, mens minderne skyllede ind over ham. Han fortalte om sin barndom, som havde været god og tryg. Men han fortalte også om en far, der aldrig havde accepteret ham. Sønnen var gymnasielærer, noget, hans ingeniørfar bestemt ikke fandt passende. Og manden i min stue havde heller aldrig fået sin fars accept, når det kom til den mand, han elskede.

Jeg bliver så vred. Vred på denne mands vegne, vred på mine egne, vred på de forældre, der ikke kan finde ud af at elske det barn, de får, men kun kan acceptere deres barn, hvis det passer i en kasse, de kan forstå.

Her stod en mand, der var noget af det mest følsomme, reflekterede og behagelige. Og stadig forfulgte hans opvækst og samfundets fordomme ham.

Jeg kender det jo godt, jeg er selv opvokset i en familie, der ikke kunne acceptere den, jeg var, og de valg, jeg traf. Og jeg kender også til, hvordan det nok altid vil sidde i en, selv når man har fundet en form for fred med familieforholdene.

Her i USA er det ikke alle områder, det er lige nemt at bo i, hvis man tilhører et mindretal. Eksempelvis er det nemmere at tilhøre LGBTQ-samfundet i de større byer i min delstat, Washington, vores nabostat Oregon og selvfølgelig i Californien, end det er i nogle af de delstater, der ligger længere sydpå.

Der er steder, hvor det er decideret farligt at tilhøre LGBTQ-samfundet. Og der er steder, hvor det er decideret farligt at være kvinde, hvis du skulle ønske en abort. Der er mange, der ønsker at knægte kvinder og minoriteters rettigheder.

Men hvorfor fortæller jeg nu det? Kan Europa ikke være totalt ligeglade med, hvad der foregår her i USA i forhold til kvinders og LGBTQ-rettigheder? Ikke helt. For måske er Europa på vej i samme retning.

EU er fyldt med interessegrupper og lobbyister, der forsøger at fremme deres egen dagsorden. Det er for så vidt fint, en del af den demokratiske proces. Men nu viser rapporten ”Tip of the Iceberg”, der beskriver perioden 2009-2018, at der er to områder, som velorganiserede interesseorganisationer er gået sammen for at fremme – nemlig abortmodstand og modstand mod LGBTQ-rettigheder.

Jeg får ofte fornemmelsen af, at der i Danmark er en tro på, at kampen for rettigheder for kvinder og seksuelle mindretal for længst er slut. Det er jo ganske fint, at det i de fleste kredse i Danmark forholder sig sådan. Men det er bare sådan, at Danmark for det første er et uendeligt lille land og for det andet er en del af EU.

Abortmodstand, antifeminisme, anti-immigration, anti-LGBTQ, antisekularisering. Grupperne, der arbejder for den slags hulemandsmentalitet bliver stærkere og stærkere. Som i USA benytter de sig af tilforladelige navne, der indeholder ord som ”familie”, ”frihed”, ”værdighed” og ”menneskerettigheder”. Samfundssynet er dog, at LGBTQ-rettigheder og abortmodstand er deres centrale omdrejningspunkt.

Her i USA er retten til abort under pres flere steder og i flere stater, bl.a. i delstaten Texas er det nærmest umuligt at få en abort, for hvor mange ved, at de er gravide, før man kan høre hjertelyd? Unge kvinder er skrækslagne for at blive gravide, mændene er der som sædvanlig ingen, der tager sig af. Selv hvis graviditeten skyldes incest eller voldtægt, er der ingen pardon. Igen og igen og igen føres der retssager for at fremme en dagsorden, der gør det sværere for kvinder og for mindretal at træffe frie valg. Måske er EU på samme kurs?

Niveauet af vores rettigheder kan aflæses i, hvordan kvinder og seksuelle minoriteter behandles. Rettighederne er ikke sikrede, de er hele tiden under pres, og vi skal være stærke, når det kommer til at forsvare det, vi står for.

Karen Melchior, medlem af EU-Parlamentet for Radikale Venstre, blev på P1’s ”Orientering” den 20. juni interviewet om det her emne. Hun peger på, at situationen kalder på handling, på, at vi reagerer, inden rettighederne krænkes, sådan som vi ser forsøg på i blandt andet Polen.

Det er egentlig helt enkelt. Som Melchior sagde i programmet: »Det her er ikke noget, vi kan se igennem fingre med, eller noget, der går over af sig selv. Hvis vi mener, der skal være lige rettigheder, uanset hvem man elsker, eller hvem man er, at kvinder skal have lov til at bestemme over deres egen krop, så er det noget, vi bliver nødt til at kæmpe for.«

De narrativer, der støttes i disse kampagner, er direkte hentet fra den retorik, vi kender her i USA. De er ikke opstået spontant i den religiøse afdeling i EU. Det er naivt at tro, at lobbyismen er et udtryk for kulturelle forskelle i Europa. Tværtimod er der tale om en velorganiseret kampagne. Det kræver en modkampagne.

Lad det aldrig blive sådan, at der om 50 år står en mand i min stue og græder, fordi han har måttet kæmpe en kamp for at være den, han er, og elske den, han gør. Og lad det aldrig blive sådan, at kvinders hårdt tilkæmpede rettigheder trædes under fode med det påskud, at færre rettigheder har bund i en kulturreligiøs kontekst og derfor skal respekteres i overensstemmelse med et ideologisk kvindeligt mørkesyn.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Desiree Ohrbeck, cand.mag. I dansk og historie. Tidligere Sendelektor på University of Washington, Seattle. Sidder i Scandinavian Studies Departments Advisory Board. Prikker til den danske selvforståelse og skriver om dansk-amerikanske forhold ud fra en position med et ben i hver lejr.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.21, 13:00
Han ville få min stemme, hvis jeg var fransk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.10.21, 08:18
Helle Thorning-Schmidts nye bog er værd at læse. Den er som at høre hende tale. Og fuld af selverkendelse. Læs mere
Af Louis Jacobsen
14.10.21, 08:15
Det burde være ligetil at boykotte VM i Qatar. Men vi har syltet beslutningen, og nu har fodboldlandsholdet tilmed klaret sig suverænt godt. Læs mere