<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Langsomt vågner verden op igen her i USA – og det føles mærkeligt

Jeg fortæller mig selv, at det er livet før corona, der er det normale.

Det har været nogle vilde uger her lidt uden for Seattle. I hvert fald hvis man tænker på, hvordan vi har levet det sidste næsten 1 ½ år. For vildskab i disse tider, skal måles på andet end den skala, vi normalt bruger, når vi måler livsændrende adfærd.

For et par uger siden sagde vores guvernør, Jay Inslee, at man nu ikke længere behøvede at bære maske udendørs, hvis man var fuldt vaccineret. Det har ellers været et krav, og det er det stadig, hvis man befinder sig i et tætbefolket område uden for. Strategien har været en anden end i Danmark, f.eks. har det ikke været almindelig praksis at lade sig kvikteste.

Det var stadig et krav at bære maske inden for, når man havde gæster, som man i øvrigt kun måtte have få af.

Forleden sagde Inslee så, at man ikke længere behøvede at bære maske inden døre, hvis alle var fuldt vaccinerede. 60 pct. af de voksne i USA har fået mindst ét vaccinationsstik.

Det føltes næsten som for meget, og vores lokale radiokanal har brugt de sidste dage på at interviewe alt fra ganske almindelige borgere til epidemieksperter om deres holdninger til dette. Vi har levet så isoleret siden sidst i februar 2020, ungerne undervises stadig online, at det er blevet det nye normale at leve et liv med restriktioner.

Måske er det at sammenligne æbler og pærer, men forstå mig ret. Jeg har tænkt på, om det er sådan fængselsindsatte mon har det? Først bliver de frarøvet deres frihed, og det skal de vænne sig til. Når de så har udstået deres straf, så skal de udsluses i samfundet igen og lære at begå sig på ny.

Min pointe er, at vi nu skal til at leve normalt igen. Men vi skal gøre det, efter at vi har vænnet os til at leve et liv med et hav af restriktioner, der for kort tid siden ville virke fuldstændigt utænkeligt.

Helt konkret, så tror jeg, at der skal en gradvis tilvænning til for manges vedkommende, mit eget inklusive.

I går kom vores elektriker for at ordne noget, for nu skal der følges op på de projekter, der har ventet, mens USA har ligget i dvale. Jeg stod på altanen, og han stod i indkørslen, mens vi fik udvekslet opdateringer på vores liv det sidste års tid. Vores elektriker er fuldt vaccineret, og det samme er de voksne her i huset, så vi besluttede, at vi ville prøve de nye guidelines, som var kommet dagen før og lade ham arbejde inde i huset uden maske.

Jeg må indrømme, at det i begyndelsen føltes noget underligt at have en fremmed i huset, der ikke bar maske. Men det er jo det, der er normalen. Og det er den nye normal med masker, håndsprit, ingen sociale aktiviteter, online skolegang eller kulturarrangementer, der er det unormale, må jeg minde mig selv om.

Senere på dagen gik jeg en tur med min datter og vores lille hund, Coco. Midt på fortovet stod en ældre dame uden maske. Hun spurgte: ”Må jeg give jeres hund en godbid? – jeg har både tørret kalkun, oksekød og lam og også hundesmåkager.” Hun viste os sit sirligt ordnede udvalg og begyndte at fortælle os om sig selv og sit liv. Hun var 91, hendes mand 98, de havde haft dobermans hele deres liv, ”men nu har vi kun den der,” sagde hun og pegede på sin forhave, hvor en keramik-doberman stod og passede på huset. Under samtalen var jeg hele tiden opmærksom på, at ingen af os bar maske, hvornår mon den følelse går væk?

Lidt efter sagde hun: Så! Der kommer en anden hund,” og jeg forstod på tonefaldet, at det var tid til at spadsere videre og lade hende hilse på en ny hund.

Disse anekdoter lyder måske trivielle. Men forestil dig, at du er en gammel dame, måske bor dine børn flere timers flyvetur væk, hvilket ofte er tilfældet i dette enorme land. Du har været inden døre i over et år og nu, endelig, åbner verden op. Og hvis der var nogen, der var klar til det, så er det de ældre som f.eks. denne dame, bevæbnet med diverse hundegodbidder og en lyst til at klappe pelsdyr og tale med mennesker efter et liv i isolation.

Marge, som kvinden hedder, er selvfølgelig ikke den eneste. Overalt her i mit nabolag, vågner området op igen. Bilerne står ikke længere i indkørslerne, børnene løber og cykler i området, og i forgårs fik min datter på 13 sit første vaccinationsstik. Nu kan hun snart få et normalt teenageliv med venner og veninder.

Efter hendes vaccination, fejrede vi ved at gå rundt i det indkøbscenter, hvor hun fik sin vaccination. Det lyder måske banalt, men det er første gang i over 1 ½ år at vi har været ude i et indkøbscenter i USA. Igen føltes det underligt at gå tæt forbi fremmede mennesker og færdes inden døre i en bygning, der ikke er mit hjem. Min datter havde det på samme måde, men var sprudlende glad. Jeg glædede mig over det glimt af den boblende livsgejst, der ligger klar lige under overfladen. Vi havde masker på, men langsomt, skridt for skridt bliver vi sluset ud i samfundet igen og vænner os til en hverdag uden begrænsninger.

Det samme er langt fra tilfældet med de millioner af ældre amerikanere, hvor hver eneste dag er dyrebar. Livets timeglas rinder ud for dem, et år er lang tid for den ældre generation.

Derfor var det så helt igennem livsbekræftende at møde Marge uden for sit hus med sine hundegodbidder – hun og hendes mand, og med dem millioner af ældre borgere, behøver nu ikke længere at sidde i deres huse af frygt for en sygdom, der hærger men kan igen bevæge sig ud og klappe alle de hunde, de kan komme i nærheden af, tale med deres naboer og nyde deres otium. Jeg lader mig inspirere af Marge, livet ligger lige derude, foran min hoveddør.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten