<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

»Jeg tænker på Gazas mødre, og mit hjerte bløder«

»Man dukker sig, venter på, at tingene ændrer sig, vender tilbage til normalen, indtil det igen er tid til at søge dækning og vente på, at tingene går over. Ingen er interesseret i en løsning og trækker tiden i langdrag,« siger min veninde i Tel Aviv.

Jeg har en veninde, der bor i Tel Aviv. For nogle uger siden ringede jeg, da jeg på BBC World så, at der var gadekampe i Jerusalem. Dem havde hun ikke hørt om og jokede med, at det er lidt sjovt, at hendes danske veninde ringede og fortalte, hvad der foregår i hendes eget land.

»Der foregår altid et eller andet her, det skal du ikke tage så alvorligt. Medierne blæser tingene op.«

Siden da er der sket meget, kampene er taget til og har nu bredt sig til flere byer, bl.a. til Tel Aviv, hvor min veninde bor. Vi har skrevet frem og tilbage de seneste dage. Hendes sms’er er hektiske og er skrevet ind imellem, at hun render frem og tilbage med sine tre børn til sin søsters beskyttelsesrum eller søger dækning under trappen i familiens lejlighed. I dag ringede vi sammen, tonen i en stemme afslører meget hos et menneske.

»Vi kan høre raketterne og bombardementerne, og vi kan mærke den der rullende fornemmelse i kroppen efter nedslag. Sirenerne lyder som en kæmpemæssig hårtørrer i ørerne.«

Hun lød næsten som sig selv. Jeg kunne se hende for mig, ivrigt gestikulerende med sin let hæse, levende stemme og de spillende øjne. Men der var en alvor og sorg i hendes ord, jeg ikke tidligere har hørt.

»Vi har 30-40 sekunder til at komme i dækning, når sirenerne lyder. Første nat tog vi hen til min søster, der har et beskyttelsesrum. Men nu gemmer vi os under trappen i vores lejlighed.«

Hendes børn er forvirrede. Når de er online, kan de se deres idoler udtale sig negativt om Israel og støtte Palæstina og spørger deres mor, hvorfor verden hader dem.

Jeg spurgte hende, hvad hun svarer børnene – den yngste er 8, den ældste 13.

»Jeg forklarer dem, at det er okay, at deres idoler føler sympati, palæstinenserne lider også. I er børn, tænk på børnene i Gaza: They are going through hell.«

Vi taler kun overfladisk om politik og Israels historie, det er ikke det, der er meningen med samtalen. Og det er ikke det, der er meningen med denne blog. Men på et tidspunkt siger hun: »Vi er ikke uskyldige, vi deler skylden, men alt er ikke Israels skyld.« Jeg tænker, at det må være svært at holde fast i en form for anstændighed og principper om menneskers ligeværd, når man er fanget mellem to yderpoler med Hamas på den ene side og ultraortodokse jøder på den anden. Og når man tilmed er jøde, der er bosiddende i Israel. Hun siger, at de fleste i Israel har det som hun.

Det er så sørgeligt – og endnu mere sørgeligt er det, at hun ikke tror på nogen løsning. Vi har talt om det før, når jeg bekymret har spurgt, hvordan det er at leve i Israel. Igen siger hun, at det er sådan, vilkårene er, når man bor i Israel, og fortsætter: »Man dukker sig, venter på, at tingene ændrer sig, vender tilbage til normalen, indtil det igen er tid til at søge dækning og vente på, at tingene går over.«

»Ingen er interesseret i en løsning og trækker tiden i langdrag,« siger hun. Begge parter er for uvillige til at indgå kompromisser – »imens søger vi dækning«.

»Israels hær bomber like crazy,« siger hun. Hamas’ taktik er at gemme sig på hospitaler og skoler og bruger deres egen befolkning som bombeskjold, og derfor lykkes den israelske hærs knocking on roofs-strategi ikke altid. Hun forklarer mig, at Israel deler pamfletter ud, der fortæller befolkningen dato, tidspunkt og sted for det næste angreb. Hun siger, at angreb ikke kan foretages med kirurgisk præcision, og at »børn dør også der, og det er forfærdeligt«. Jeg tænker på, hvordan jeg ville forklare mine børn om empati og lidelse, hvis jeg selv var en del af situationen.

»Når man ser et barnelig med ansigtet vendt opad på en båre, også selv om barnet måske er blevet ramt af en af Hamas’ vildfarne raketter, så er det lige meget, hvem der gjorde det. Det er et palæstinensisk barn, og det vil altid få Israel til at tage sig dårligt ud. Ingen, jeg kender, er okay med, at et palæstinensisk barn bliver dræbt.«

Min veninde og jeg kommer fra helt forskellige områder i verden. Jeg kommer fra trygge Danmark, hvor vi i en menneskealder ikke har oplevet krig; hun er vokset op i et land, hvor krig er en del af hverdagen. Jeg er vokset op med en stolthed over at være dansk. Hun er stolt over at være israeler, men af frygt for sin egen sikkerhed skilter hun aldrig med sit ophav, når hun rejser.

Da vi afslutter samtalen, siger hun: »Jeg tror ikke, jeg kan retfærdiggøre, hvad der sker, ikke engang over for mig selv. Så hvordan må folk, der ikke bor her til daglig, have det?«

Og hun har jo ret. Jeg ved ikke, hvordan hun må have det, når hun søger dækning under trappen med sine børn, og jeg ved ikke, hvordan de palæstinensiske mødre har det. Jeg er vokset op i trygge Danmark, hvor jeg aldrig for alvor har fået mine eksistentielle holdninger til mennesker udfordret.

Men jeg ved, hvordan det er at være mor og forsøge at forklare sine børn, hvordan verden hænger sammen – og det er ikke altid så ligetil.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Desiree Ohrbeck, cand.mag. I dansk og historie. Tidligere Sendelektor på University of Washington, Seattle. Sidder i Scandinavian Studies Departments Advisory Board. Prikker til den danske selvforståelse og skriver om dansk-amerikanske forhold ud fra en position med et ben i hver lejr.
Seneste blogs
Af Henrik Dahl
23.06.21, 11:59
En aggressiv, hetzende, ekskluderende og antividenskabelig bevægelse som LGBT-bevægelsen bør ikke være velkommen i sportens og fodboldens verden. Det er en ekstremistisk organisation, der i så fald ville få dens farver projiceret op på Allianz Arena. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
23.06.21, 10:50
Det er skudt helt ved siden af, at Uefa ikke vil tillade, at Allianz Arena bliver oplyst med regnbuefarver. Læs mere
Af Steffen Husted Damsgaard
22.06.21, 17:41
Decentrale uddannelser er nøglen til vækst og udvikling i hele landet. For det er en kæmpe barriere, når et områdes stærkeste ressource – de unge – tvinges til at forlade det Læs mere
Af Martin Lidegaard
22.06.21, 08:30
Regeringen har ret i, at der er et skrigende behov for flere uddannelser uden for de store byer. Men det er hul i hovedet at finde pengene ved at skære på de samme uddannelsespladser i byerne. Danmark har brug for mere uddannelse, ikke mindre. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
22.06.21, 08:00
Velorkestrerede kampagner arbejder for at begrænse rettigheder for kvinder og LGBTQ. Læs mere
Af Uffe Elbæk
21.06.21, 22:14
Hvorfor er arrestationen af de 350 kommunister ikke mejslet ind i vores allesammens bevidsthed og hukommelse? Hvorfor er der ikke en historisk mindeplade på Christiansborg, der fortæller denne historie? Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.06.21, 22:11
Rigtige eliter kan noget. Men der er absolut intet elitært over kunstnerne i dag. Engang var kunstnerne uforlignelige håndværkere, der kunne vække både begejstring og alvor og minde os om livets storhed. Det er et par århundreder siden, vi havde den slags kunstnere Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.06.21, 13:30
Den eneste brugbare metode til at undersøge forskelle mellem grupper er ved at se på, hvordan de klarer sig i gennemsnit. Vel at mærke samlede grupper. Ellers får man et skævt resultat ud af sine undersøgelser, som det er tilfældet med en undersøgelse fra Kraka om integration af muslimer. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.06.21, 21:36
At det var Aaja Chemnitz Larsen, der fik Folkemødets Dialogpris, var helt passende. Det har aldrig været vigtigere med dialog i rigsfællesskabet end nu. Læs mere
Af Martin Ågerup
20.06.21, 21:12
Der er behov for et lønsystem, der i højere grad belønner dygtighed og flid. Læs mere