<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Oscar-festen var hip, fornyet og divers som aldrig før

- så hvorfor sidder jeg alligevel tilbage med en dårlig smag i munden?

Først og fremmest et stort tillykke til Thomas Vinterberg for at modtage en Oscar for ”Druk.”

Intet er, som det var, det har vi efterhånden fundet ud af i disse coronatider. George Floyd og den efterfølgende retssag har været en del af den daglige debat her i USA, det samme har stigningen i vold mod asiatiske amerikanere – alt sammen i et år fyldt med pandemi og præsidentvalgkampagne.

Derfor var der heller ikke noget underligt i, at uddelingen af dette års Oscar-statuetter heller ikke foregik som normalt men meget symbolsk, i disse så omskiftelige tider, foregik på togstationen Union Station i Los Angeles.

Oscar-komitéen er i årevis blevet kritiseret for at favorisere film, produceret og spillet af hvide. I år var sammensætningen af prisnominerede film, aftenens værter og modtagere af den så eftertragtede gyldne statuette racemæssigt bredt repræsenteret. Der var endda blevet plads til, at få Marlee Matlin, den eneste døve skuespillerinde, der har vundet en Oscar, til at præsentere to af aftenens kategorier på tegnsprog. Og ikke nok med det, der var sågar en afroamerikansk DJ med rastahår.

Sikken de kan, når de får armen vredet om og gerne vil vise, at de skam ikke har nogen som helst bias.

So, what’s not to like?

Ja, der skulle og skal ændringer til. Selvfølgelig skal alle grupper i samfundet repræsenteres, hvad angår farve, alder, mentalt eller fysisk handicap osv.

Men til trods for de gode intentioner, så virkede aftenens underholdning og præsentationen af film og skuespillere forceret. Og det er det, der er problemet.

Hvis det ikke falder naturligt at indgå i en relation med mennesker, der ser anderledes ud end én selv, så bliver det om noget sted synligt på tv, det var der flere eksempler på ved gårsdagens arrangement.

Når forskellige kulturer ikke har lært at færdes sammen, sådan som det var tåkrummende tydeligt i går at de ikke har, så bliver det mærkeligt at se på. Også selvom der gøres et stort nummer ud af at give opmærksomhed til minoritetsgrupper. Flere gange så vi, hvordan skuespillere og instruktører omkring de små borde ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig, når afroamerikanske unge mænd giver den gas med deres testosteronfyldte, fyrige kultur, som er så langt fra den normativt hvide, vi er vant til at se, når der skal trækkes i tuxedo’en og det officielle festprogram begynder.

Det er en skam, for projektet var rosværdigt. Al begyndelse er svær, og USA er ikke just kendt for at kunne håndtere tabuer eller racemæssige temaer yndefuldt, hvilket desværre heller ikke var tilfældet i går.

Det undrer mig til stadighed, at når man møder en opførsel, der skiller sig ud fra den, man er vant til, at man så i stedet for for det første at acceptere, man føler sig ilde til mode, og for det andet ikke vil vise det, ikke blot reagerer på det, man føler – og får en debat ud af det. Det er selvfølgelig lidt svært på tv, men det er om muligt endnu mere pinagtigt at se på, hvordan folks reaktioner på hinanden signalerer det stik modsatte af det, der var hensigten – nemlig inklusion og accept. Autencitet er disse menneskers metier, det er det, de lever af at videregive til os i de fortællinger, de udødeliggør på lærredet.

Det er naturligt at føle sig ubehageligt til mode, hvis man ikke kender de koder, man bliver præsenteret for. Det ved jeg alt om. Men jeg ved også, at hvis man ikke forsøger at forstå den kultur, man ser og oplever, bliver man aldrig i stand til at forstå den sociale omgangsform og de reaktioner, der er forbundet med at kunne færdes blandt andre end ens egen klan.

Det handler ikke kun om at forstå, det handler også om at vide, hvem man selv er – og kunne stå ved det, når det er nødvendigt og være klar til at lære og flytte sig, når det er på sin plads. Uden en sådan forståelse vakler præmissen for at kunne bevæge sig ind og ud af hinandens cirkler.

Når selv de, der slår højest på tromme for inklusion og diversitet, føler sig akavede, når de ikke fuldstændigt definerer situationen, så er der altså langt igen.

Det burde ikke være en balancekunst, hverken hvem der får tildelt statuetter eller at færdes iblandt mennesker, der er anderledes end en selv. Men det er det.

Måske burde jeg vide bedre, jeg bor trods alt i USA, hvor jeg ser og hører om racemæssige forskelle hver dag.

Men Hollywood er der, hvor drømme bliver til og gjort til virkelighed, om ikke andet så i det korte glimt, en film varer. Om noget sted er det blandt drømmere og idealister, man skulle kunne tro på en lysere fremtid. Desværre kunne selv ikke skaberne af drømme leve op til deres egne idealer, da virkeligheden meldte sig.

På den måde blev Oscar-showet et tydeligt billede på, hvor meget arbejde, der stadig ligger forude – på de bonede gulve og ude i samfundet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Desiree Ohrbeck, cand.mag. I dansk og historie. Tidligere Sendelektor på University of Washington, Seattle. Sidder i Scandinavian Studies Departments Advisory Board. Prikker til den danske selvforståelse og skriver om dansk-amerikanske forhold ud fra en position med et ben i hver lejr.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
05.12.21, 09:17
To år efter virussens udbrud i Kina ser det ud til, at vi står i et paradigmeskifte, som vil gøre Europa mere kinesisk. Læs mere
Af Marie Høgh
04.12.21, 09:00
Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
03.12.21, 08:00
Arbejdsløsheden er faldet, og det samme er kriminaliteten, så selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ghettoplanen. Læs mere
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere