<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

I går fik jeg de gyldne dråber. Takket være frivillige ildsjæle ser fremtiden lysere ud

3 millioner amerikanere vaccineres om dagen takket være frivillige hjælpere. Stemningen er præget af optimisme og en "vi ændrer det her – sammen"-indstilling.

”Der er overskydende vacciner, der skal bruges i dag, inden de udløber. De modtager alle, der kommer,” skrev min veninde og medsendte et link, hvor man kunne vælge, hvilket tidspunkt på dagen, man ville have sin Moderna-vaccine. Jeg var ellevild og skyndte mig at booke en tid til mig og min mand.

Her kører vaccinationerne efter et ”honorsystem”, hvor man skal være i en bestemt aldersgruppe og med bestemte helbredsmæssige forudsætninger for at være i den gruppe, der har ret til en vaccination. Kommer man igennem spørgeskemaet uden problemer, kan man booke en tid. Ens oplysninger bliver ikke tjekket, når man møder op for at få sin vaccine.

Da vi parkerede bilen og tog hele to masker på, sådan som dr. Fauci anbefaler, kunne vi allerede ved køen uden for den enorme bygning mærke stemningen. Forventningen sitrede fra folk, der søgte øjenkontakt, en anledning til at begynde en samtale. Smilene kan normalt være svære at aflæse pga. maskerne, men her var de tydelige at aflæse i folks spændte øjne.

Inden vi overhovedet var kommet ind i bygningen, havde tre forskellige frivillige i orange veste modtaget os og sørget for, at vi blev opdelt i dem, der på forhånd havde udfyldt papirarbejdet, og dem, der ikke havde. Så blev vi ledt igennem en lang køslange, som man kender det fra lufthavnen eller i forlystelsesparker. Folk nærmest løb igennem, for at så mange som muligt kunne komme igennem så hurtigt som muligt. Og måske også for selv at få det så eftertragtede stik i overarmen.

Jeg fik en klump i halsen. Foran mig sad række efter række af folk i de orange veste bag borde, parate til at hjælpe næste led igennem vaccinationsprocessen. Der blev arbejdet på livet løs, et helt maskineri kørte som smurt. Da jeg var gået op og ned i den slangesnoede gang og nåede til enden, hvorfra vi skulle fordeles videre til borde, spurgte en kvinde: ”Er du spændt?” Med skælvende stemme fik jeg svaret, at jeg var så rørt og lettet og takkede hende for, hvad hun gjorde.

Jeg blev guidet hen til et bord, hvor både jeg og min mand blev bedt om at tage plads. Kvinden med de sydamerikanske aner tog vores navne og kontaktinformationer og stillede et par spørgsmål, inden vi blev sendt videre til et nyt bord. Her sad en storsmilende afroamerikansk kvinde og stillede flere spørgsmål, mens hun kommenterede det klistermærke, jeg har på min telefon, som min BTS-elskende datter har givet mig som en kærlighedsgave. En hvid mand i sort uniform gik med et glimp i øjet frem og tilbage mellem mig og min mand og tørrede vores overarme rene i en nonchelant, nærmest doven bevægelse. Jeg fik indtrykket af, at han havde stukket i tusindvis af arme, det her var blot endnu en person på samlebåndet.

Jeg kiggede på hans lilla silikonehandskebeklædte hånd, da han førte den til min overarm og på få sekunder trykkede sprøjtens indhold ind i min arm. I et snuptag satte han et plaster på min arm, deponerede sprøjten i en plasticbeholder og vendte sig væk, klar til at tage imod næste overarm. ”Tak, du har måske lige reddet mit liv,” sagde jeg rørstrømsk.

Han smilede og sagde: ”Velbekomme,” inden en en asiatisk udseende frivillig hurtigt ledte os ned til det område, hvor man skal vente i mindst 15 minutter for at se, om man har en reaktion på vaccinationen. En-to-tre, så var stolene klar til de næste to overarme, to stole ved et bord ud af én lang række tilsvarende siddepladser med andre sprøjter klar til at gøre underværker i alverdens arme.

På vej til venteområdet brummede min telefon, og et link til at få næste og sidste covid-vaccination poppede op. Om 28 dage venter næste vaccination, og kort tid derefter en verdensradius, der forhåbentlig betyder en tilbagevenden til et liv med større bevægelsesfrihed, fysisk og socialt.

Da vi var blevet fulgt hen til stolene, faldt jeg min mand om halsen; det hurtige, men intense forløb føltes som kulminationen på et meget langt og udfordrende år. Vi kender alle følelsen efterhånden. Jeg har under hele forløbet forsøgt at følge med, ikke lade mig slå ud, tage den ene nyhed efter den anden i stiv arm, få familien til at fungere. Nu gav jeg slip, lod tårerne falde.

Endnu en kvinde, denne gang en sort kvinde med grånende hår, kom hen og spurgte, om vi havde spørgsmål og sidst men ikke mindst, kom endnu en kvinde hen med informationsmateriale, og vi blev igen spurgt, om vi havde spørgsmål eller kommentarer. Jeg spurgte dem, hvordan det føltes at være en del af noget så stort, at have del i at hjælpe hele nationen? De smilede bare, fejede det nærmest af og sagde, at de var glade for at kunne hjælpe.

Mens jeg var i den store hal, var alle indtryk halvmørke, og det gik op for mig, at jeg i min befippelse over hele forløbet havde glemt at tage mine solbriller af. Alligevel stod det lysende klart for mig, at USA ikke kunne være, hvor de er uden den hær af frivillige, som jeg så et lille udsnit af i går.

Er der noget, USA kan, så er det at deltage og engagere sig i frivilligt arbejde. Jeg ser det på mikroplan, når jeg møder andre forældre, der melder sig som frivillige på børnenes skoler, jeg ser det, når det er Thanksgiving, og vi deler måltider ud til familier i nød, jeg ser det på organisationsniveau, og jeg ser, når enkeltpersoner, som det f.eks. er tilfældet på tests- og vaccinationssites, donerer deres tid frivilligt. Fordi de synes, det er det rigtige at gøre. Fordi det ligger i deres dna, at hvis man kan, så skal man hjælpe der, hvor der er behov.

Men selvfølgelig også, fordi de ikke er flasket op med, at staten hjælper i det nødvendige omfang. Den amerikanske drøm og individets frihed har en pris; det har amerikanerne om nogen erfaret det sidste år.

Sammen kan vi komme igennem den her pandemi. Vi er mange, der deler de samme værdier, drømme og frustrationer. At ønsket om et fælles bedste ikke har noget at gøre med race eller alder, men om ens værdier, integritet og hjerte. Og at det kun er, når mange står sammen og yder en indsats, hvor lille den end måtte være, at vi kan ændre situationen til det bedre – ikke kun for os selv men for hele samfundet.

”Hav en skøn dag,” siger pigen med det lange mørke hennafarvede hår, mens hun står og flirter med den unge sorte mand med bandana og rastahår helt ned til lænden, og vi hånd i hånd forlader bygningen med ømme skuldre men taknemmelige hjerter.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Desiree Ohrbeck, cand.mag. I dansk og historie. Tidligere Sendelektor på University of Washington, Seattle. Sidder i Scandinavian Studies Departments Advisory Board. Prikker til den danske selvforståelse og skriver om dansk-amerikanske forhold ud fra en position med et ben i hver lejr.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.21, 10:00
Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark? Læs mere
Af Mikael Jalving
28.11.21, 09:45
Mennesket er mere og andet end sin seksualitet, men denne erkendelse kniber det med i en seksualiseret tid. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
27.11.21, 11:40
Hvis danske skolebørn bar masker, ville smittetallet falde i Danmark Læs mere
Af Marie Høgh
26.11.21, 17:00
Hold nu op med den automatforargelse over den prøve – hvor værdispørgsmålene tydeligt afslører, hvem man går efter. Læs mere