<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

I år bliver julen lettere for os, der har det svært med familiesammenkomster

Mange har det svært med julen og dens sociale forventninger. I år behøver vi, der tilhører denne gruppe, ikke føle os kejtede, akavede og tilovers.

Efter et mildest talt tumultarisk, angstprovokerende år er der mange, der længes efter at være sammen med deres familier i julen. Denne blog er ikke rettet mod dem, men mod alle os, der hvert år har det svært med julen og alle dens forventninger til traditioner og til, hvordan samværet med familien ”bør” føles.

Mange familier vælger i år at fejre jul alene eller med færre familiemedlemmer og uden de karakteristiske familiejulefrokoster i juledagene for at undgå at krydse baciller fra én gren af familien til en anden.

Men som min saglige mormor ville sige: ”Intet er så skidt, det ikke er godt for noget.”

Jeg er altid udfordret, når julesæsonen begynder. Jeg er ikke vokset op i en familie, der fejrede jul – jeg har aldrig lært at bage julesmåkager eller at lave en juledekoration i skolen. Det måtte vi Jehovas Vidner-børn simpelthen ikke. Jeg har ikke en pose fuld af traditioner, jeg kan hive op af, når jeg forsøger at lave hygge.

Jeg elsker idéen om julen. Varmen fra ovnen, hvor småkagerne lige har ligget og nu fylder køkkenet med sin krydrede duft, det pyntede træ med gaverne under, glæden i ungernes øjne, endeløse dage med glögg og æbleskiver, klippe-klistre-oplevelser omkring bordet med pebernødder. Sådan udformer virkeligheden sig aldrig, men tanken er smuk.

Da jeg mødte min mand, og han inviterede mig med hjem til sine forældre for at holde jul, var jeg ellevild. Nu skulle jeg endelig holde familiejul, nøjagtigt som jeg havde drømt om, siden min sidste jul som otteårig.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. Jeg følte mig helt forkert, havde svært ved at finde min plads i familiepuslespillet. Jeg følte mig akavet, samtalerne var fremmede, og dynamikken etableret igennem generationer. Jeg endte med at løbe op på det værelse, min kæreste og jeg delte, og tudbrøle. Imens sad familien måbende i sofaen og forstod ikke, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde.

Julen er svær; vi vil så gerne, men der kommer alt muligt gammelt bagage indover, der gør det vanskeligt.

Ligesom jeg kan mange i år gøre tingene, lige præcis som de synes, uden stress og pres. Det er måske lidt svært i starten; det er al begyndelse. Men når man bryder med konsensus, så opstår der en følelse af frihed.

Selv om danskerne ikke selv har valgt den situation, som denne jul stiller mange familier i, så medfører den måske en form for frihed. Pludselig er der ingen forventninger, ingen “rigtig” måde at gøre noget som helst på, der har med julen at gøre.

Julen er fyldt med store følelser i hver sin ende af det sociale spektrum. Nogle mennesker har i den grad brug for at se familien og være sammen med kære, der kender dem og favner dem. Nogle har mistet en mand, et barn eller et nært familiemedlem. Nogle er blevet skilt og skal nu finde ud af, hvordan julen skal se ud i fremtiden. Nogle bor langt væk fra det, de er vokset op med, og har brug for at føle et tilhørsforhold i vante, trygge, familiære omgivelser.

Andre har det svært med al den sociale samvær og vil egentlig helst hygge med deres partner og eventuelle børn uden at fare og flyve rundt til familier på den ene og den anden side af familien. Nogle har det svært med julen af helt andre årsager.

Men vi taler ikke om det. Der må jo være noget galt med én, hvis man af alle højtider ikke kan nyde julen og samværet med familien. Alligevel vil jeg hævde, at mange føler sig forkerte og ensomme dér midt i svigerfamiliens skød omkring kaffebordet med brunkager.

Det her er så svært at tale om, fordi der ligger en implicit afstand til dem, man burde hygge sig mest med. Hvordan sætter man ord på det uden at såre og uden at italesætte sine følelser på en måde, så man fremstår som den underligste antisociale fisk?

Det er jo ikke andres skyld, og da slet ikke min svigerfamilies, at jeg bliver underlig, når familien samles, og der ligger alt muligt i luften, jeg ikke kan finde ud af at afkode.

Samtidig nægter jeg at være hende den underlige, blot fordi jeg tør sætte ord på det, jeg fra utallige samtaler med venner og bekendte ved er følelser, jeg ikke er alene om at have.

I år tror jeg, at der er mange, uanset om de tør sige det højt eller ej, der føler en vis lettelse over ikke at skulle bruge det meste af to uger på at lægge bånd på sig selv, fare og fløjte rundt til det ene familieselskab efter det andet og sidde ved et juletildækket bord og ikke vide, hvordan de skal passe ind i selskabet, mens udmattelsen, irritationen og følelsen af utilstrækkelighed sætter ind.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten