<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Når selv skolepsykologen er ved at bryde sammen, ved man, at nationen har nået en grænse for, hvad den kan holde til

USA har i over en uge registreret mere end 100.000 Coronasmittede om dagen. Fredag lå tallet på over 180.000. Flere delstater indfører nu voldsomme restriktioner for deres befolkninger.

Søndag eftermiddag gik jeg og familien en tur i vores nabolag. Her mødte vi faren til et barn, vores børn i normale tider dyrker sport med. Faren er til daglig skolepsykolog på et lokalt gymnasium, men skolerne her har været lukket siden begyndelsen af marts, så han har arbejdet hjemmefra i snart 7 måneder.

Efter de indledende høfligheder, sagde han: ”Undskyld, men jeg har lige hørt udmeldingen fra guvernøren, og jeg er vred. Har I et nedsat immunsystem? – det har jeg! Jeg har diabetes, men jeg ville gå tilbage på jobbet i morgen. Og nu kan vi ikke samles til Thanksgiving! De gamle må selv træffe deres valg, det kan ikke være rigtigt, at de mange skal lide for de få.” Det var tydeligt, at han var oprørt. Vi talte lidt og skiltes så.

Da jeg kom hjem, tjekkede jeg, hvilke restriktioner, guvernøren her i delstaten Washington har pålagt os.

Fra i morgen og fire uger frem må man ikke ses med folk, der ikke bor på samme adresse som en selv, medmindre de har været i karantæne. Restauranter og barer må ikke have indendørs servering, udendørs servering må højst gælde for 5 personer. Dagligvareforretninger og andre forretninger må operere på 25% kapacitet, fitnesscentre, museer og biografer skal holde lukket.

I mangel på føderal styring fra Trump og hans Corona Task Force, har guvernørerne i de enkelte delstater været nødt til at tage håndteringen af Coronakrisen i deres egne hænder. Det betyder, at håndteringen har været meget forskelligt i de enkelte delstater.

Befolkningen er tyndslidt, nerverne sidder udenpå tøjet. Det er hårdt for børnene, der går i skole hjemmefra, de unge, der ikke kan se deres venner, forældre, der skal have en hjemmearbejdsdag til at fungere samtidig med at de skal hjælpe ungerne med skolegang og madpakker, gamle, der savner deres børn og børnebørn og singler, der måned efter måned sidder alene derhjemme. Men det er naturligvis hårdest for de tusindvis af amerikanere, der har mistet deres arbejde eller familievirksomhed og ikke ved, hvordan de skal betale husleje og få mad på bordet og risikerer at måtte gå fra hus og hjem.

Alle betaler hver især en høj pris, og det faktum, at der ikke er udsigt til nogen bedring de næste mange måneder, tærer på psyken. Samtalen med min normalt glade og imødekommende nabo viser de sprækker, der begynder at vise sig i det amerikanske samfund.

Men samtalen viser mere end den pris, den enkelte borger betaler rent psykisk. Den repræsenterer også den splittelse, USA står midt i.

Præsidentvalget i USA for næsten 2 uger siden, stod mellem mange yderpunkter. Blandt andet repræsenterede det en fundamental forskel på, hvordan den enkelte borger ser på individet og samfundet og deres roller i forhold til hinanden.

Groft sagt illustrerer samtalen to holdninger. Den ene argumenterer for, at det enkelte individs behov står over fællesskabets. Den anden det modsatte. Præsidentkandidaterne blev personificeringen af disse yderpunkter.

Hvordan skal individet kunne trives, hvis samfundet som hele ikke gør det? Amerikanernes tro på egen individuel styrke og evne til selv at træffe afgørende valg, der har betydning for samfundet, overrasker mig til stadighed.

Når jeg ser og hører nyheder fra Danmark, ser jeg sprækker, der minder om det, der her er blevet til store kratre af uenighed og splittelse. Jeg håber Danmark kan stå sammen og ikke træffer valg, der opdeler befolkningen, sådan som det er sket her. Det verden ser på her i USA er bestemt ikke et eksempel til efterfølgelse.

Jeg forstår min nabos frustration. Han var grædefærdig, vred og frustreret – og han er endda professionelt trænet til at hjælpe unge, der er i krise, hvordan mon ikke helt almindelige amerikanere må have det? Forhåbentlig får vi den 20. januar en ny administration i det hvide hus, der også på dette punkt har en stor opgave foran sig i forhold til at samle nationen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu