<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Folks nerver sidder uden på tøjet. Jeg har købt stort ind og holder mig inden døre her i Seattle den næste uges tid

Uanset hvem der vinder, er der udsigt til uro i gaderne efter valgstederne lukker i morgen.

USA har flere våben end indbyggere. I weekenden købte jeg stort ind. Jeg skal ikke risikere at stå ved kassen og betale for en liter mælk, mens en eller anden galning går amok med sit automatvåben.

Stemningen her i USA er afventende intens. Begge sider af det politiske spektrum forventer, at der kommer til at være en eller anden form for uro, vold, demonstrationer. Nogle frygter ligefrem lommer af borgerkrigslignende tilstande i forskellige dele af landet.

USA har en præsident, der puster til hadet, både hos sine støtter og hos sine modstandere. Og når han har fået de reaktioner, man kunne forvente, når man bruger en retorik som hans, i form af vold, bølleoptøjer og demonstrationer, så går han offentligt ud og drejer på knappen, der får hadet til at blusse endnu mere op.

Hvor meget der ligger og ulmer under overfladen i dette så ellers helt fantastiske land fuld af uendeligt potentiale, har vi set det i de fire år, Trump har siddet i Det Hvide Hus. Og vi har især set det efter mordet på George Floyd i maj måned.

USA er modsætningernes land. Det kræver en leder, der kan samle og se styrkerne i forskelle snarere end at opildne til en os-og-dem-retorik. At samle landet kræver en leder med format; Trump har for længst dumpet dén test.

Trump råber og skriger sit had, sine løgne og sine konspirationsteorier ud ved hver en lejlighed, han får. Han vender sandheden og manipulerer sine disciple. Det er uendeligt farligt, og det ved han godt. Men vi har set det igennem hele hans præsidentperiode: Hvis han skal ned, så trækker han alle dem, han kan komme til, ned med sig, om det så betyder, at han efterlader sig et land, der står i sit livs demokratiske krise.

I går gentog han på sine fem rallys, at det er uhørt, at stemmer bliver talt op efter selve valgdagen. Men sådan har det altid været. Forskellen er, at der i år er rekordmange, der brevstemmer, fordi coronapandemien er ude af kontrol, og folk ikke føler sig trygge ved at møde op til valgstederne for at stemme.

Trump ved selvfølgelig godt, at de, der stemmer ved valgstederne, primært er Republikanerne. Han ved også godt, at brevstemmerne kommer ind til optælling senere end normalt, fordi Trump tilbage i august gjorde, hvad han kunne, for at forsinke procedurerne, der får posten ud. Og sidst men ikke mindst, så ved han godt, at hvis brevstemmerne tælles med, så er han efter alt at dømme færdig som præsident. Derfor gør han alt, hvad han kan, for at sabotere den demokratiske proces og tilskynder sine følgere til at udøve vælgerundertrykkelse og intimidering.

Så når Trump allerede nu går ud og siger, at det er helt uhyrligt, at brevstemmer skal tælles med, efter at valgstederne lukker på valgdagen, så opildner han de militser, der står klar til at indføre gadens parlament med automatvåben over skuldrene.

Hvis Trump går ud og erklærer sig selv som vinder og på sin sædvanlige måde via bøllemetoder får tiltusket sig magten uretmæssigt, så står den modsatte fløj klar til demonstrationer og optøjer i gaderne.

For dem af os, der blot vil have en demokratisk proces, der fungerer og respekteres, er begge reaktioner skræmmende og uacceptable.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten