<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Danskerne kan noget, som bringer dem sikkert igennem corona: Tro på autoriteterne

Danskerne er ikke vant til de store udsving i deres levevis. Derfor har coronaen været en rutsjebanetur – også for mig, der bor i USA

Danmark står over for store forandringer pga. høje coronatal. Tillad mig at dele mine erfaringer efter i månedsvis at have levet med coronarestriktioner i USA, hvor pandemien er ude af kontrol.

Mine unger har ikke været i skole siden sidste uge i februar. Alt tyder på, at de ikke kommer tilbage til deres skoler i dette skoleår. Min mand har arbejdet hjemmefra i samme periode, hans arbejdsplads har bedt medarbejderne om at arbejde hjemmefra på ubestemt tid, sikkert frem til sommer.

Når jeg ser nyheder fra Danmark, tænker jeg, at det ser ud til, at nye restriktioner er på vej.

Det billede, der tegner sig, når jeg læser, hører og ser folks reaktioner på corona her i USA, er, at det hårdeste er de mentale kræfter, denne krise kræver. Der er mange bekymringer. Hvad sker der, hvis vi bliver smittet? Hvor længe varer det her? Hvornår kommer børnene tilbage i skole, og hvad gør denne tid ved deres mentale helbred? Hvornår kommer der en vaccine? Hvad sker der, hvis vi mister vores arbejde? Og hvad med vores kære, hvis de bliver smittet eller sidder alene måned efter måned? Kan man stole på det, de offentlige myndigheder siger? Hvor restriktiv skal jeg være i min færden, når min nabo ikke er det?

Positiv energi i første etape af pandemien

Det har været noget af en rutsjebane at vænne sig til livet med coronakarantæne. Den første tid holdt vi os for os selv, havde ingen fysisk kontakt med venner og vi mødtes til fredagsbar online – det er sgu ikke helt det samme. Men vi havde en positiv indstilling, der var skål, smil og latter – en vilje til at få det til at lykkes.

Det lange, seje træk i anden etape af pandemien

Efter noget tid, satte jeg en læselampe og en lænestol ind i soveværelset og begravede mig under en plaid med en god bog. Jeg havde brug for en pause fra ungernes behov. Men dét går jo ikke i længden. Ungerne kom konstant brasende og forstod ikke, hvor deres stuepige var blevet af. Op af stolen måtte jeg. Der skulle stadig stå frokost og snacks klar til pauserne og de skulle have hjælp til at få deres hverdag til at fungere. En balance måtte findes, men pauser til mig måtte der til – derfor lænestolen.

Midt i sommerferien stod det klart, at ungerne ikke ville komme tilbage til deres skoler, når skoleåret begyndte. Dén besked var svær. For indtil da havde vi indstillet os på, at coronasituationen ville være under kontrol sådan cirka på samme tid, som børnenes skoleår begyndte.

Det lyder jo naivt nu, men sådan troede vi for det, der nu virker som en evighed siden. Hjernen skulle forstå, at vi måtte indstille os på det lange, seje træk.

Vores 12-årige datter var rasende over nyheden. Hun ville i skole, koste hvad det ville! I hendes verden er vi vel nærmest et nødvendigt påhæng, der belejligt nok sørger for de mest basale fornødenheder. Dér, hvor livet virkeligt udfolder sig, er i interaktionen med vennerne.

Hvad jeg har lært i de 8 måneder, corona har vendt op og ned på vores liv

Vi har alle fire været hjemme siden sidst i februar. Og her er, hvad jeg har lært: Tag det roligt. Man finder en rytme.

Men jeg har også lært, at det kræver helt utroligt mange kræfter af både børn og voksne at holde sammen på sig selv og ikke gå i panik, når der ikke er nogen forudsigelighed. Vi ved ikke, hvor længe, vi skal leve, som vi gør nu. Vi ved ikke, hvor mange menneskeliv, pandemien vil kræve.

Derfor har mit fokus ændret sig. Selvfølgelig skal ungerne lære det, de skal lære i skolen – og det tror jeg også de gør. Hvis ikke, så skal de nok indhente det forsømte. Jeg bruger mindre kræfter på at gå deres arbejde igennem og tjekke, om de nu har husket det hele og deltaget i de møder, de skal.

Vigtigere er det at forholde sig til deres fysiske og mentale helbred. Det er her, jeg lægger kræfterne i resten af pandemiens rasen.

Derfor har vi også arrangeret, at de nu tre gange om ugen går til Taekwondo. Og hvordan foregår det så i disse coronatider? Jo, to gange om ugen logger de sig på online og følger undervisningen sammen med en masse andre elever, og én gang om ugen mødes de alene med deres instruktør.

Desuden har vi købt en motionscykel. Her i Seattle regner det som bekendt en hel del, og de næste 9 måneder kan vi se frem til, at det ikke er muligt at bevæge sig udenfor i samme grad, som det har været i foråret og sommeren.

Vi har sat individuelle mål og samlede familiemål for det nye monstrum i stuen – og sørget for at lægge belønninger ind, der er attraktive for ungerne. Motion er ikke alene godt, hvis man gerne vil af med sin corona-delle, det er også godt for det mentale helbred.

Men alverdens motion gør det ikke ud for det sociale behov, som især børnene har.

Det måske vigtigste af vores tiltag er, at vi har lavet en ugentlig onlineaftale med en børnepsykolog til hvert af børnene – de har hver deres behov for hjælp og støtte. Lige så vigtigt som de ugentlige aftaler med terapeuten er det, at de ser, at de voksne, der ellers fra deres synspunkt må se ud som om, de ikke har styr på en skid i deres verden, gør hvad de kan for at hjælpe og forsøge at forstå, at det ikke er nemt at være barn i den verden, de befinder sig i lige nu.

Vores yngste søn kan ikke huske, hvordan livet var før corona. Vores ældste har brug for afstand og at finde sin egen vej – det er selvsagt umuligt i den situation, vi befinder os i. De har brug for at dele deres tanker med en professionel – det hjælper i sidste ende hele familien til at trives bedre, når de får nogle redskaber til at forstå og håndtere deres tanker følelser.

Vores coronavirkelighed lige nu

Vi har slækket på holdningen til at se venner. Vi mødes med to forskellige vennepar. Det har været helt fantastisk opløftende. I min iver for at få det her til at fungere, havde jeg glemt, hvor livgivende andre menneskers samvær kan være.

Hvert barn får nu lov at se de samme 3 børn. Stemningen herhjemme og børnenes humør er blevet markant bedre.

Vi får bragt alt fra mad, frugt og grønt til bøger og tøj til døren. Vi kommer ingen steder, hvor der er andre mennesker. Vi har ikke været ude at spise siden januar, vi går ikke i biografen, på museer eller i teatret. Der har været én børnefødselsdag, men den blev afholdt på Zoom. Når vi går nogen steder, har vi masker på overalt.

Hele tiden er corona til stede i den hverdag, der nu er blevet så almindelig, at jeg frygter for, om jeg nogensinde kan sætte mig ved et restaurantbord uden at tænke over alle de baktusser, der flyver gennem luften. Hvis alting blev åbnet i morgen, tror jeg slet ikke, jeg ville have lyst til at sætte mig ind på en bar eller en restaurant. Det er tankevækkende så hurtigt, mennesket kan vænne sig til en hverdag, der for under et år siden ville have forekommet som noget fra en dystopisk fremtidsfilm.

Opmuntrende ord til danskerne

Når jeg ser nyheder fra Danmark, så tænker jeg, at det nok er et chok for danskerne at høre, at tallene vokser for hver dag. At de jo er blevet vant til, at det der med en pandemi, der er ude af kontrol, var noget der hørte Sydeuropa og USA, Brazilien og Indien til, langt væk fra Danmarks grænser.

Hvordan mon reaktionen vil være fra danskernes side, hvis der bliver indført skrappe restriktioner – og her tænker jeg ikke de restriktioner, der må betegnes som temmelig light, som danskerne indtil nu har måttet leve med? Hvordan reagerer de, hvis de, som os her i USA, kommer til at leve med samme voldsomme indskrænkning i levevis i månedsvis?

Danskerne er ikke et folkefærd, der er vant til de store udsving. Der er ikke meget i nyere tid, de har måttet udholde.

Men danskerne har og kan noget, som andre lande ikke har og kan. Der er en tro på, at autoriteterne vil borgernes bedste, jeg ikke har set i noget andet land uden for Skandinavien. Dét, koblet med, at systemer og processer igennem årtier er blevet finjusteret, skaber grobund for et system, der kan komme igennem krisen på en bedre måde end mange andre lande.

Jeg håber, danskerne står sammen, for hvis alle gør deres del, kommer landet hurtigere tilbage til en mere normal hverdag. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal igennem de samme erfaringer, som vi har måttet gøre os her i USA. Men hvis det er tilfældet, så hold modet oppe. Der er en tålelig hverdag i det utålelige.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.