<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Trumps Amerika: udmattelsen har sat sig hos de fleste… desværre også hos mig

Da chokket havde lagt sig efter sidste præsidentsvalg i USA og Trump var valgt, var der gang i den politiske debat i USA. Nu holder republikanere og demokrater sig hver for sig, naboer tør ikke længere tale sammen. Min egen nysgerrighed har også ændret sig, en udmattende træthed har desværre overtaget en sprudlende nysgerrighed.

I går mødte jeg mormoren til en af mine børns venner på min eftermiddagsgåtur. Vi fik os en lang snak om det kommende præsidentvalg og hendes frustration over, hvordan den politiske situation er i USA lige nu. Hun fortalte om de unge mennesker, der bor på den anden side af vejen overfor hendes hus. De kører rundt med et blafrende amerikansk flag fra bagagerummet af den truck, der er oversået med budskaber som ”tag ikke mine rettigheder fra mig!” – en hentydning til, at de ikke vil have våbenlovgivning - og ”Trump 2020”. ”De er unge, de har ikke set det, vi ældre har set. De mangler indhold i deres liv. Jeg har besluttet mig for at møde dem med venlighed og kærlighed,” sagde hun. ”Men jeg er bange for, at vi ender med en diktator i det hvide hus, alle tegnene er der. Mit mantra for tiden er: stem, brug for alt i verden din demokratiske ret.”

Og så er der den håndværker, der for tiden arbejder i mit hus. I morges talte jeg med ham og spurgte, om han havde stemt til primærvalget, der lige er blevet afholdt her i delstaten Washington. Jeg fortalte ham, at jeg er interesseret i, hvordan folk ser på det at brevstemme, at processen her er så meget anderledes end i Danmark. Til min overraskelse svarede han, at han ikke stemte. ”Min stemme betyder ikke noget her i Washington. Jeg er konservativ, altså jeg er ikke helt vildt højreorienteret, jeg tilhører bare mere den konservative fløj end den, det demokratiske parti står for. Vi bor i en blå stat, så det er lige meget at stemme.” Jeg spurgte ham, hvordan han havde det med at bo i en delstat, hvor han ikke følte, han havde nogen indflydelse på beslutningsprocessen. Og så sagde han noget, jeg tror er meget sigende for, hvordan folk håndterer forskelligheder her – politiske, kulturelle, religiøse osv.: ”jeg omgiver mig med folk, der har de samme værdier som mig.”

Lige præcis dét er problemet lige nu. Uanset, om man er politisk enig med den mormor, jeg mødte på min spadseretur eller med min håndværker, så er det et enormt demokratisk problem, at folk ikke føler sig hørt politisk. Her er det republikanerne, der ikke har en stemme, i mange stater sydpå gælder det samme bare med omvendt fortegn for de, der stemmer på det demokratiske parti.

Hvad med nysgerrigheden over for det anderledes?

Den måde, det amerikanske valgsystem er sat sammen på, er om noget med til at splitte USA og dets befolkning, og det bliver bestemt ikke mindre af den nuværende politisk ophedede situation vi befinder os i med Coronapandemi, militær i gaderne og konstante diverse politiske kriser, som Trump har været så dygtig til at igangsætte, puste til og udnytte.

Jeg mærker ændringen i atmosfæren på min egen indstilling. Jeg er blevet mere kynisk. Da vi kom hertil, var jeg interesseret i at høre så mange forskellige menneskers holdninger som muligt. Jeg fandt det eksotisk at høre om religiøse ideologier, om synet på det offentliges rolle i den enkeltes liv, om holdningen til det at eje og bære våben, ja til alt, der var anderledes end det, jeg kom fra – min nysgerrighed rummede en åbenhed og imødekommenhed i forhold til det enkelte menneske. Nu gør jeg ikke længere det, jeg ved ankomsten til USA var overbevist om ville få mig til at vokse som menneske, som jeg var ivrigt, imødekommende sikker på, ville åbne min horisont.

For jeg rækker ikke længere hånden ud og inviterer så forskellige mennesker som muligt til middag i mit hjem – i mit privatliv gør jeg nøjagtigt som min håndværker Charlie, der lige nu går og bakser med at få underetagen på mit hus gjort klar til ungernes onlinebaserede hjemmeskoling efter sommerferien - jeg omgiver mig med dem, der deler mine holdninger. Jeg er stadig interesseret i andre menneskers meninger, det pirrer mig at møde folk, der har helt forskellige indgangsvinkler til livet, end jeg selv har. Og nuancer fungerer fint i middagsselskabsøjemed, Jeg orker bare ikke diskussionerne omkring middagsbordet med folk, der er har fundamentalt anderledes holdninger og værdier, end jeg selv har.

I tiden lige efter valget af Trump, efter at chokket over at han var blevet valgt havde lagt sig, blev der livligt diskuteret politik på gader og stræder, på restauranter og i stort set alle sociale sammenhænge. Sådan er det ikke længere. Folk undgår omhyggeligt emnet, det er for ømtåleligt, og man risikerer at blive uvenner med sin nabo. Trumps tid i det hvide hus har ikke gavnet samtalen mellem forskelligt tænkende eller den demokratiske samtale.

For hvor langt skal man gå, når man giver sig i kast med at diskutere politik, religion og kultur med mennesker? Hvornår krydses grænsen for, hvornår noget er interessant, fremmed, bevidsthedsudvidende, og hvornår det er decideret misinformation, uvidenhed og konspirationsteoripræget? Dét er der mange svar på, afhængigt af, hvem man får i tale på sin daglige gåtur rundt i nabolaget.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}