<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mine børns skolegang bruges som politisk spin i USA

Mine børns helbred og skolegang er blevet et politisk statement. Jeg skal svare skolen på, om jeg vil sende mine børn tilbage, imens 150.000 amerikanere har mistet livet, pandemien er ude af kontrol, og ingen ved, hvordan smitten påvirker børn og deres familier.

Vi er blevet bedt om at tage stilling til, hvilken undervisningsform vi ønsker for vores børn til næste skoleår. Skoledistriktet, hvor vi bor i USA, har givet os og de 20.000 andre elevers forældre en frist til mandag. I alt er der 54.000 skolebørn i Seattle-området, som venter på at få at vide, hvordan de skal gå i skole til næste år.

Vores børn har ikke været i skole siden slutningen af februar, og skolerne forsøger nu i lyset af coronas uforudsigelighed at finde ud af, hvordan næste skoleår skal se ud. Vi kan vælge mellem tre modeller, vores beslutning er bindende: 1. 100 pct. undervisning på skolen, 2. en ikke nøjere specificeret hybridmodel eller 3. online skolegang hjemmefra 100 pct.

Jeg træffer min beslutning for det kommende skoleår i USA her fra Danmark. Jeg er ikke alene en halv klode væk fra mit hjem og min amerikanske hverdag, jeg er også mentalt langt fra den amerikanske hverdag, jeg nu kun ser på tv-skærmen. Her i Danmark går ingen med masker, her sidder folk på caféer, her leger børnene med hinanden. Her virker folk, som om corona ikke har noget med dem og deres liv at gøre. Sådan håber jeg, det bliver ved med at være, jeg frygter det modsatte, når danske familier vender hjem fra ferie rundt om i Europa og sender deres børn tilbage i den danske folkeskole.

Siden hvornår er børns helbred og skolegang blevet et politisk statement?

Og hvad vælger man så, i lyset af at covid-19 siden midten af maj er gået fra lidt under 90.000 dødsfald til i skrivende stund at have rundet 150.000? Hvilke overvejelser indgår i ens valg?

Der er de åbenlyse argumenter om, at børnenes sociale og mentale helbred er vigtigt. Og at det som forælder er hårdt både at være hjælpelærer og arbejdende forælder. Men der er også overvejelser om, om det mon ikke er rimeligt, at de familier, der har muligheden og ressourcerne, bør holde deres børn hjemme, så de, der ikke har muligheden – f.eks. sygeplejersker og læger – kan sende deres børn i skole. På den måde deltager vi alle solidarisk, også selv om det er på bekostning af vores egne børns sociale og mentale velfærd.

Så hvad gør man, hvis man har et barn med særlige behov? Et barn med adhd, f.eks., der har behov for skematisk forudsigelighed, som har svært ved at fokusere og lære foran en skærm? Corona er ikke godt for nogen, slet ikke for dem, der har særlige behov og brug for en hjælpende hånd med indlæring. Og hvad med overvejelsen om, hvad det er for en skoledag, børnene vender tilbage til, hvis det er dén mulighed, man vælger. Er en skolegang med masker, plexiglas mellem skolebordene, vagter, der sikrer, at man åbner og lukker dørene på den mest hygiejniske måde, vasker sine hænder efter toiletbesøg og leger alene eller med to meters afstand i skolegården, mere skadelig end gavnlig for børnenes velvære?

Samtidig med at vores guvernør, demokraten Jay Inslee, fokuserer på videnskab, tal og statistikker i sin håndtering af coronakrisen, ser vi i nyhederne, hvordan Trumps administration gør alt, hvad den kan for at politisere skoledebatten.

Ifølge dem er beslutningen om ikke at åbne skoler i f.eks. Californien en bevidst demokratisk ledet strategi for at forsøge at skade økonomien. Argumentet er, at når folk bliver hjemme, bruger de ingen penge, og så går økonomien i stå – og en dårlig økonomi har aldrig gavnet nogen siddende præsidents chance for genvalg. Jeg følger pressemøderne fra Det Hvide Hus, som Trump nu holder uden sine medicinske eksperter, med stigende undren og uro, og mit danske kompas, der ellers normalt er socialiseret til at stole på autoriteter, kan ikke finde hoved og hale i spin og oprigtighed. Derfor banker stress- og moderhjertet stadig hurtigere, alt imens jeg kæmper mellem at ville kende så mange statistikker, fakta og forskningsresultater som muligt, samtidig med at jeg har lyst til at folde armene omkring mig og mine og lukke verden uden for min dør ude.

USA er individualisternes højborg, alle har forskellige behov og en flod af spørgsmål til den situation, de nu står i i forhold til det kommende skoleår og deres poders skolegang under covid-19-pandemien.

Noget af det, jeg elsker ved USA, er muligheden for at træffe en vifte af frie, individuelle valg – også når det handler om skolevalg og ens børns uddannelse. Men i en situation som den, vi står i nu, hvor vi er nødt til at stå sammen, vende snuderne den samme vej og marchere i takt, er individualisme ikke ligefrem et landskendetegn, der arbejder i amerikanernes favør.

Og når valget står mellem frygt for en sygdom på den ene side og vores børns sundhed på den anden, så er valget let – uanset hvor politisk det end måtte være.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}