Med Trump kommer fascismen
Alle advarselslamperne blinker - for med Trumps ageren i Det Hvide Hus kan vi krydse af ved alle de tidlige advarselstegn på fascisme.
Da jeg fornylig var på Holocaust-museet i Washington, bemærkede jeg politologen Laurence W. Britts ’tidlige advarselstegn på fascisme’, baseret på studier af Hitler, Mussolini, Franco og Pinochet – og jeg fik kuldegysninger, fordi de minder så uhyggeligt meget om Trumps kurs:
#1: Konstant nationalisme: Trumps valgslogan ’Make America Great Again’ var en dyrkelse af nationalismen. Som han sagde i sin tiltrædelsestale: ”Fra og med i dag vil en ny vision styre dette land. Fra nu af vil det kun hedde America first, America first.”
#2: Foragt for menneskerettigheder: Trump har siden sin tiltrædelse vist, at han er flintrende ligeglad med menneskerettigheder. Tortur, waterboarding og ’det, der er helvedes værre’, går han ind for. Flygtningekonvention og FN? Det rager ham en høstblomst.
#3: Udpegning af fjender og syndebukke: Trump er en mester i dette – for hans evindelige angreb på andre end hvide og kristne (muslimer, arabere, mexicanere, handicappede) er den kraft, han næres ved.
#4: Militærets overlegenhed: Selv når andre skal spare, får militæret mere. Trump ønskede en militærparade i nordkoreansk stil ved sin indsættelse. Han vil bade sig i militærets styre. Det bliver værre og værre.
#5: Voldsom sexisme: Manden, der i valgkampen blev grebet i at sige, at han kan ’rage på’ de kvinder, han har lyst til, fortsætter sexismen. Konkret ved at omgive sig stort set kun med mænd i sin regering, og ved at forbyde ulandshjælp, som kan hjælpe abort.
#6: Kontrol over massemedier: Trump definerer medier som ’oppositionen’. Obsternasige medier lægges på is. Hans nærmeste rådgiver beder medier om ’at holde deres kæft.’ Han opfinder ’alternative fakta.’ Åbenlyst forsøger han at hæve tossede højremediers status.
#7: Besættelse af national sikkerhed: Trump maler konstant et billede af en fremmed trussel. Mest islamistisk terror i stil med den, som skete i Nice og Berlin. Kontroversielle forslag – som muslimsk indrejseforbud – begrundes i frygt.
#8: Sammenkædning af religion og regering: Trumps vicepræsident, Mike Pence, er den, som sørger for, at religion – en nærmest fundamentalistisk kristendom – uafladeligt er i centrum.
#9: Beskyttelse af store virksomheder: Trumps regering består af helt vildt mange fra erhvervslivets top, heraf personlige venner. Goldman Sachs får finansministerposten, Exxon får udenrigsministeriet, superspekulanter får kontrol med finansiel regulering.
#10: Undertrykkelse af fagforeninger: Trumps nye beskæftigelsesminister er en milliardær, som afskyr fagforeninger, arbejderes rettigheder og tilløb til at hæve den lave mindsteløn.
#11: Hån over for intellektuelle og kunstnere: De venstreorienterede, som angriber Trump, får hele armen. Meryl Streep, superstjernen, er ’overvurderet’, tweeter han, og Alec Baldwin, som parodierer ham, er ’ringe’. Plejer præsidenter at falde så lavt? Nej.
#12: Besættelse af lov og orden: Trump taler konstant om, hvordan politiet og efterretningstjenesterne skal have flere bevillinger og øgede beføjelser. Hårdere straf, inklusive dødsstraf, er hans svar på alt – fra kriminalitet i storbyer til indgreb i Mexico.
#13: Korruption: Indicierne er store. Trump har formelt, men kun formelt, overdraget kontrol med sit firma til sin familie. Hans hoteller modtager store beløb fra udlændinge. Hans ministres kommercielle interesser er enorme. Det er voldsomt.
#14: Snyd med valghandlinger: Trump undergraver USAs demokrati med sine vilde påstande om valgsvindel, når han skal forklare, hvorfor Hillary Clinton klart fik flest stemmer. Ruslands åbenlyse indblanding til fordel for ham, fejer han af banen. Det er uhyggeligt.
Kan du se sammenhængen? Det kan jeg – for med Trump kommer fascismen snigende.