Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hov, vi kunne jo selv lave mad til de gamle

Ikke alt er ’kommunens skyld’. Noget et faktisk din og min egen skyld. Noget, vi kan gøre noget ved. Er vi utilfredse med kommunens ældremad, så lad os dog lave den selv.

Der er mange – helt vildt mange – som er blevet voldsomt forarget over den mad, som en 92-årig kvinde fik leveret Nytårsaften:

En rynket kålpølse. En halv skive tør hambrugerryg. To kogte kartofler. En brunet kartoffel. En portion grønlangkål. Alt sammen placeret i en sort plasticbakke med cellofan henover:

”Gribskov kommunes udbragte nytårsmenu til de ældre… Velbekomme,” skrev Jette Schnack Petersen, den ældre kvindes datter, i et opslag på Facebook.

Helvede brød løs på de sociale medier: Hundeæde! Klamt! Det kan vi ikke være bekendt! Politikerne vågnede op: Flere penge til de gamle! Flere penge til ordentlig mad! Ældresagen sang med i koret. Kun en enkelt holdt sin mund: Ældreminister Thyra Frank.

Medierne rullede det tunge skyts ud: Ældre bliver spist af med mad fra madfabrikker! Direktøren for Det Danske Madhus, der leverer mad til ældre i ni ud ti danske kommuner, blev henrettet for åben skærm. Der er noget om det – for den mad, der serveres, ser ikke god ud.

Men selv tænkte jeg tilbage på midten af 1980erne, da jeg i tre somre og mange weekender var sygehjælpervikar på et plejehjem. Vi havde selvfølgelig vores eget køkken – og ved fødselsdage og højtider lavede pårørende ofte mad der.

Ældres børn, børnebørn, naboer, venner og gamle kolleger kom forbi. De tog mad med hjemmefra – eller de lavede den ældres beboers livretter på stedet: Flæskesteg, medisterpølse, frikadeller, kalvesteg, brun sovs, kartofler, asier, hele molevitten.

Jeg tænker også på alle de søndage og festdage, hvor min farmor, da hun til sidst ikke selv havde kræfterne til at lave mad, fik hjælp fra hendes tre børn. Ikke hver dag, men ofte. Vi boede alle inden for 30 kilometer, så det var ikke så svært. Sådan gjorde de fleste.

Dengang – er jeg ret sikker på – ville forargelsen ikke have været rettet mod kommunen, hvis en gammel fik en trist menu leveret Nytårsaften. Næh, vi ville have rettet den mod familien – for hvordan i alverden kunne den få sig selv til at lade bedstefar eller bedstemor i stikken?

Det kaldes at tage ansvar. Personligt ansvar. Ikke alt er ’kommunens skyld’. Ikke alt er ’andres skyld’. Ikke alt er noget, hvor ’politikerne bør gribe ind’. Ikke alt, der går galt, kan afhjælpes med et ’like på facebook.’ Noget et faktisk din egen skyld. Noget, du og jeg kan gøre noget ved.

Jeg har et simpelt spørgsmål til Jette Schnack Petersen, der blev så vred over den mad, som kommunen leverede: Hvorfor i alverden lavede du ikke selv nytårsmenu til din gamle mor?

Er det et helt urimeligt spørgsmål? Det synes jeg faktisk ikke – for ifølge et interview med datteren i BT, så besøger hun angiveligt sin mor hver dag – også den famøse Nytårsaften – og vidste altså godt, hvilken slags mad, der normalt kommer på bordet:

”Jeg ser jo madpakkerne hver dag, og det er altså ikke noget, der vækker ens appetit,” siger hun og tilføjer, at ”nu er min mor jo i den heldige situation, at hun har mig, men der sidder garanteret mange andre enlige, som ikke har en omsorgsfuld datter til at råbe op.”

Jeg ønsker ikke at jage datteren. Hun er bare et symbol på, hvad mange af os gør. Det er os alle sammen, jeg skyder på – givet også mig selv – for hvis vi både ved, at den leverede mad er trist, og kalder os selv omsorgsfulde, så lad os dog gøre noget. Bare engang imellem:

Spørg din gamle mor eller far, hvis de ikke længere selv magter at lave mad, hvad deres livret er? Hvad vil de gerne have Nytårsaften? Eller en anden festaften? Kogt torsk, hvide kartofler, sennepssovs? Wienerschnitzler, citron, peberrod, ansjos, brasede kartofler, ærter?

Køb ind, tag dig tiden, lav maden, helst hjemme hos den gamle. Glem kommunen. Afbestil den planlagte madleverance. Gør den gamle glad. Gør dig selv glad. Vi kan faktisk gøre det bedre.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.