Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vestens ansvar for Helvedet i Aleppo

Der går nemlig en lige linje fra den ulyksalige krig mod Irak, der blev indledt i 2003, og så den forbrydelse mod menneskeheden, som foregår netop nu i Syrien.

Ja, jeg ved godt, at det er Syriens Bashar al-Assad, Irans Hassan Rouhani og Ruslands Vladimir Putin, som konkret står bag den tragedie, der i disse timer udspiller sig i Aleppo.

Men disse tre modbydelige mænd udnytter i virkeligheden den endeløse række af fejl, som Vestens ledere har begået i de 15 år, som er gået siden terrorangrebet på New York og Washington den 11. september 2001.

Det begyndte med alle de katastrofer, som præsident George W. Bush kastede over os:

Den ulovlige Irak-krig med hundredtusinder af dræbte og sårede. De ulovlige indespærringer i Guantanamo, Abu Ghraib og Bagram. Torturen i de hemmelige CIA-fængsler. Hykleriet, når han det ene øjeblik hyldede demokratiet, og det næste allierede sig intimt med diktatorer.

Det blev ved, da præsident Barack Obama alt for tøvende lod situationen glide ud af kontrol:

Den alt for hurtige exit fra Irak, som efterlod kaos. Den vanvittige optrapning af drone-angreb på uskyldige. Ligegyldigheden under Det Arabiske Forår. Ydmygelsen, da han bare lod Assad krydse den røde linje, han selv havde opsat. Passiviteten over for Rusland.

Danske regeringer har i øvrigt konsekvent stået på den forkerte side:

Da Bush var præsident, var Anders Fogh Rasmussen hans logrende puddelhund, der bakkede op om det hele – og da Obama tog over, var Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen lige så meget heppekor. Aldrig har vores regeringer sagt fra. Aldrig.

Da jeg i dag så Samantha Power, USA's FN-ambassadør, aflevere sit – på overfladen – stærke, rørende og barske udfald i Sikkerhedsrådet mod Syriens, Irans og Ruslands igangværende massakre i Aleppo, havde jeg alle de fejl, som Bush og Obama har begået, i baghovedet:

”I burde skamme jer. I stedet ser det ud til, at det motiverer jer. Er I ude af stand til at skamme jer? Er der ingen barbarisk handling mod civile, ingen henrettelse af børn, som går ind under huden på jer? Er der ingenting, som I ikke vil lyve om. Eller retfærdiggøre?”

Hun har jo ret, USA's FN-ambassadør, men det er svært at tage hende helt alvorligt – for det er jo ærligt talt ikke kun Syrien, Iran og Rusland, der bør skamme sig. Det er i den grad også USA, Vesten, og, ja, Danmark, der bør dukke hovedet.

Der går nemlig en lige linje fra den ulyksalige krig mod Irak, der blev indledt i 2003, og så den forbrydelse mod menneskeheden, som foregår netop nu i Syrien – for uden krigen i Irak er der grund til at tro, at vi kunne have undgået det helvede, vi er vidner til i dag.

Da Vesten, anført af USA, indså, at vi aldrig kunne vinde krigen i Irak, stak vi af. Det fik enorm betydning for såvel os som dem:

Vi, der gik hjem, blev bange for at blande os igen. Vi var simpelthen krigstrætte. Den halvhjertede intervention i Libyen, hvor vi igen begik alle tænkelige fejl, stadfæstede pointen. Obamas signal er soleklart – nemlig at USA's militær behøver man ikke være bange for.

De, som bor i regionen, kunne ikke slippe fri. Ud af asken rejste Islamisk Stat sig – først i det nordlige Irak, siden i det nordlige Syrien. I Damaskus testede diktator Assad, om Vesten virkelig var impotent. Det var den. Så massakrerede han løs. Rusland hjalp til.

Lige nu betaler vi alle prisen for de aktive handlinger, som Bush begik, og for den passive ageren, som Obama har stået for. De børn, voksne og gamle, der slås brutalt ihjel, lider selvsagt størst – men også os, der hjælpeløst ser på, lider, fordi vi intet kan gøre.

Vi kigger på Aleppo. Vi ser historien gentage sig:

Guernica, 1937. Warszawa, 1943. My Lai, 1968. Rwanda, 1994. Srebrenica, 1995. Grosnyj, 2000.

Vi troede, vi havde lært af fortiden. Det havde vi ikke.

Endnu engang lader vi bare massakren foregå lige foran os.

Det er simpelthen ikke til at holde ud.

 

 

 

 

Del artiklen