<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg tog fejl

Lige nu står Europa over for de største trusler i mit voksne liv. EU, som har sikret os velstand og fred, er rystet. Nationalismen og egoismen vinder frem. Det er på tide at kæmpe for EU.

Da jeg anbefalede et nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet for et halvt år siden, var det mit håb, at et nej ville få ja-siden til at vågne op. Til at stoppe dets defensive, halvkvædede opbakning til EU. Til at tage et opgør med alle de skadelige forbehold.

Det var naivt, forkert og kortsigtet af mig. Jeg tog fejl. 

Det nej, vi fik i december, har kun styrket dem, som grundlæggende er skeptiske eller direkte imod EU. De ja-politikere, jeg havde håbet ville vågne op efter nej’et, virker ligeglade. Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen er parate til at tale EU’s sag.

Lige nu står Europa over for de største trusler i mit voksne liv:

Det EU, som har sikret os velstand og fred, er rystet. Den solidaritet, der har betydet, at rigere lande har været villige til at overføre midler til fattigere lande, er truet. De åbne grænser, den frie bevægelighed, det indre marked – unionens hjørnestene – er under pres.

Nationalismen og egoismen vinder frem på skræmmende vis:

Storbritannien, EU’s tredjestørste, vakler på kanten af udmeldelse. Frankrig, EU’s næststørste, taler åbent om udmeldelse. Polen, det vigtigste østeuropæiske land, opfører sig stadig mere udemokratisk og usolidarisk. Grækenland, demokratiets vugge, er fortsat i dyb krise.

EU’s værste ydre fjende – Rusland under Putin – godter sig. I det geopolitiske nulsumsspil, som Moskva abonnerer på – hvor den ene part kun kan vinde, hvis den anden taber – er et svagt Europa en drøm, man næsten ikke kan tro på. Det giver Kreml nye muligheder:

Ét er, at EU reelt har accepteret Ruslands invasion og overtagelse af Ukraines Krim-halvø. Noget andet er, at Ukraines drømme om et EU-medlemskab nu er dødt. Endnu værre: Flere EU-lande – mest tydeligt Ungarn – begynder nu at se Rusland som et alternativ til os.

De forløbne 70 års europæiske historie dokumenterer, hvorfor vi alle bør være forelskede i EU – for det er en lang succeshistorie:

I 1950, mens Vesteuropa fortsat var plaget af verdenskrigens efterveer, skabte statsmænd, anført af Robert Schuman, den franske udenrigsminister, Kul- og Stålunionen, hvis mål var at ’skabe fred og hindre nye krige’. Vesttyskland, som netop havde forladt nazismen, var med.

Fællesskabet blev så stor en succes, at alle ville med – og dets helt centrale krav om, at kun demokratiske lande, som overholdt menneskerettighederne, måtte være med, drev det ene land efter det andet væk fra diktaturet: Først i Sydeuropa. Siden i Østeuropa.

Da jeg blev født i 1967, var Spanien, Portugal og Grækenland diktaturer. Da jeg blev student i 1987, var Ungarn, Polen og Baltikum knuget af kommunismens åg. Da jeg blev far i 1996, var Balkan i blodig borgerkrig. Da EU’s Østudvidelse kom på plads i 2002, græd jeg af glæde.

Internationalt samarbejde handler om kompromisser. Det handler om at acceptere, at ikke alt går ens egen vej hver eneste dag – men at de fælles, solidariske løsninger, man kan opnå, er så vigtige, at man sagtens kan overleve de små tilbageskridt. Tænk på det modsatte:

Tænk på, hvordan Vesteuropa kunne se ud i dag, hvis ikke statsmænd havde indledt den store forsoning efter Anden Verdenskrig? Tænk på, hvordan Østeuropa kunne se ud nu, hvis ikke vi havde appelleret så fristende til østeuropæerne med frihed, velstand og muligheder.

EU er en den største gave, som europæerne nogensinde har fået. Jo, Platon og de øvrige græske filosoffer lærte os demokratiet. Jo, Voltaire og videnskabsfolkene førte os ind i Oplysningstiden. Men Schuman og andre fremsynede statsmænd gav os freden.

Da jeg stemte nej i december til retsforbeholdet, glemte jeg det store perspektiv. Jeg var ikke tilfreds med det ’gode’, men ville have det ’bedre’ med det samme. Det var dumt. EU er altafgørende for vores fremtid, vores velstand, vores fred. Det bør vi kæmpe for. Det vil jeg kæmpe for.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
David Trads (f. 1967) har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.20, 08:29
DFs nye forslag rummer et afgørende perspektiv for at redde et samlet Danmark Læs mere
Af Nauja Lynge
30.11.20, 07:22
Usandsynligt at Kim Kielsen fortsætter som landsstyreformand. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
29.11.20, 23:42
Hvad blev der af ansvarsfølelsen og fællesskabet, hvis det enkelte land sætter egne økonomiske interesser over Europas borgeres helbred? Læs mere
Af Mikael Jalving
29.11.20, 10:00
Den socialdemokratiske regering sniksnakker om Muhammed og overlader problemerne til næste generation. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
28.11.20, 01:48
At forlade trygge velfærdsdanmark for at tilslutte sig ISIS gør det svært at tro på, at selvsamme mennesker vil dele værdier med det velfærdssamfund, de vendte ryggen. Læs mere
Af Utku H. Güzel
27.11.20, 21:03
Hvor stiller det så os helt almindelig dødelige? Ja, vi ser vel bare pænt på, imens politikerne - altså de mennesker, som vi ikke stoler på, men som styrer landet og sætter reglerne for, hvad vi må og ikke må m.m., endnu engang udstiller deres hykleri. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.11.20, 20:17
Man bør gøre sig endog meget store anstrengelser for at lade være, fordi man ellers er uden selvkontrol. Læs mere
Af Nauja Lynge
27.11.20, 19:48
Jeg vil have demokratiet tilbage, og kampen om corona skal foregå på befolkningen præmisser. Læs mere
Af Mikael Jalving
27.11.20, 14:53
Det sværeste af alt på en sort fredag: At komme arvesynden i hu. Læs mere
Af Marie Høgh
27.11.20, 14:00
Det uhyggelige​ er ikke Mette Frederiksen, men den socialistiske tyrkertrostat som ”den gode hyrde”. Læs mere