Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

En enkelt god dansker blandt lutter onde

Danmark var en grum slavenation og kolonimagt, der smadrede kulturer i Afrika, Grønland og Caraibien. Ny film giver et mesterligt indblik i en del af historien, vi burde undskylde for.

Af David Trads

Det er en del af vores historie, som vi helst glemmer – nemlig at vi frem til begyndelsen af 1800-tallet skibede tæt ved 100.000 afrikanske slaver fra Vestafrika til Vestindien – men hold op, hvor en ny dansk film på uafrystelig vis minder os om denne modbydelige tid:

Daniel Dencik leverer i sin spillefilmsdebut – ’Guldkysten’ – en uromantisk, usentimental og sine steder ubehagelig indsigt i, hvor ondt den danske stat opførte sig, da den var kolonimagt i 1600- og 1700-tallet. Filmen, der begynder i 1836, da Wullf, en ung botaniker fra Randers ankommer, til Christiansborg, vores fort i Dansk Guinea, viser en mørk side af Danmark:

Filmen karikerer det onde og det gode – for filmens skurke, Herbst og Dall, der repræsenterer kongen, vælter sig i voldtægter, overgreb og masochisme, og filmens helt, Wullf, som har til kongeligt opdrag at lave en ’have ud af vores kirkegård’, drives begge til ekstremerne i denne syrede film, som jeg ikke kan anbefale nok.

Danmark var i 1792 de første, der forbød slavehandlen, da finansminister og plantageejer Schimmelmann skrev ’neger-forordningen’. Baggrunden var økonomisk, fordi det kostede stadig mere at drive handlen mellem Afrika og Caraibien – men den var også moralsk, idet oplysningstiden gjorde det sværere at mene, at mørke ikke var ’rigtige mennesker.’

Nede på Guldkysten tog de kongelige udsendte imidlertid ikke videre notits af de regler, der blev vedtaget i København – og da idealisten Wullf i 1836 ankom til det, der i dag er Ghana, mødtes han en ondskab, han aldrig havde troet fandtes. En middag hos den udsendte guvernør, hvor nøgne mørke kvinder serverer maden og drikkevarer, ender i et voldtægts- og voldsorgie.

Wullf, mesterligt spillet af Jakob Oftebro, er rystet i sin grundvold, men henholder sig længe til den opgave, han har fået af kongen – nemlig at etablere en kaffeplantage sammen med de lokale – men han bliver udfordret af Caroline, som er den udsendte missionærs hustru:

”De er nødt til,” formaner hun på sit dødsleje, da hun er ramt af en tropesygdom, ”at tænke ud over den opgave, der er blevet Dem pålagt… Der findes så få af Deres slags.”

Hun har ret – for alle andre, inklusive, ser det ud til, missionæren selv, vender det døve øren og blinde øje til de åbenlyse overgreb, der finder sted på denne udpost af det danske rige for mindre end 200 år siden. Da Wullf opdager, at slavehandlen – trods forordningen, der forbød det – fortsat finder sted, udvikler han sig til en helt, der ene (hvide) mand bekæmper det onde.

Jeg skal ikke afsløre mere af handlingen af denne fabelagtige fortælling, som Dencik giver os – men jeg vil gerne kalde filmen for den mest empatiske indføring i dette grumme kapitel af dansk historie, jeg nogensinde har set. Det er hjerteskærende at blive mindet om, at også os, der synes, vi er så gode, engang var så direkte onde i vores iver efter rigdom.

Danmark tager alt for let på de overgreb, vi stod for, da vi var kolonimagt. Der er intet godt at sige om den måde, som vores kongers og regeringers udsendte opførte sig på i Caraibien, Arktis og Afrika. Vores kolonialistiske fortid ødelagde lokale kulturer og kostede utallige mennesker deres liv – og vi ser den dag i dag de negative konsekvenser af vores opførsel.

Det er dejligt – ja, direkte hjertevarmende – at opleve, som vi gør i ’Guldkysten’, at en enkelt god dansker kan vise så meget godhed blandt lutter onde landsmænd. Det ville dog varme så meget mere, hvis vi i dag som et samlet folk lagde afstand til vores koloniale fortid og sagde et dybt undskyld til de folk, vi forurettede med slavehandel, slavehold og udbytning i alt, alt for lang tid.

Skynd dig i biografen og se ’Guldkysten’ – for så er jeg næsten sikker på, at du vil være enig med mig.

 

 

 

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.