”Venstres formand leger med ilden ift. Støjberg. DF har Støjbergs ryg”
Sådan skrev DF’s retsordfører, Peter Skaarup, på Twitter d. 28. december i kølvandet på balladen i Venstre om Inger Støjberg. Det kunne et bandemedlem ikke have udtrykt bedre. Og nej, Peter Skaarup er ikke medlem af nogen kriminel bande, men logikken er den samme, som vi også kender fra sicilianske himmelstrøg: nemlig den, at lov og ret tager farve af, hvem der er på anklagebænken. Fjender skal straffes, venner belønnes. Længere væk fra retsstatens logik om lighed for loven kan man ikke komme.
Dansk Folkeparti er hardlinere i retspolitikken og kendes for at kæmpe for et stærkere politi, at kriminalisere yderligere og at hæve straffene. Men når det kommer til partiets venner og politiske allierede, har den retspolitiske pibe en anden lyd. Mildest talt.
Således også i dag, hvor to uvildige advokater overfor Folketinget har klargjort, at der er et grundlag for at rejse en rigsretssag overfor Inger Støjberg i sagen om den ulovlige instruks. Under og efter mødet gik Peter Skaarup nærmest amok i vildledning og sympati-tilkendegivelser overfor Støjberg. Han er desværre hoppet med på Støjbergs spin om, at det handler om barnebrude, og kalder hele molevitten for en ”venstrefløjskommision” og en ”hetz”. Dansk Folkeparti har også i dagens anledning fået produceret nogle grafikker, der viser mellemøstligt udseende par akkompagneret af en forvisning om, at ”Vi støtter Støjberg! Der skal ikke være barnebrude i Danmark”.
Det er dybt alvorligt, at prominente folkevalgte som Peter Skaarup på den måde aktivt bidrager til en vildledning af danskerne. En ting er Nye Borgerliges mærkværdige kampagne med flybannere og halløj, men at en tidligere formand for Folketingets retsudvalg ville hoppe med på den fup-bølge, havde jeg ikke troet. Det har desværre vist sig naivt.
Fake news, vildledning, manipulation og et lemfældigt forhold til lov og ret har nu med Trump i spidsen været dagens ret i USA i fem år. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti viser med deres ageren i denne sag, at de fører trumpismen ind i Danmark. For uanset hvor mange gange de lader som om, at det handler om barnebrude, så har disse instanser slået fast, at der er foregået noget ulovligt i sagen: Ombudsmanden, Københavns Byret, Instrukskommisionen og nu to uvildige advokater. Det er rystende, at trumpisterne trækker på skuldrene af så mange juridiske instansers vurderinger.
Forsøg på at manipulere sagens kerne er ren trumpisme og hører ikke hjemme i en retsstat. Derfor skal min opfordring til Skaarup, Vermund og co. Lyde: det er aldrig fr sent at indrømme, at I har taget fejl. Det kan endda være ærefuldt.Meld jer nu ind på retsstatens side og stop jeres vildledende spin.
I har også et ansvar for landets tilstand.