Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er en no-brainer, at skatten skal ned

Folketingsåret 2018/2019 er så småt blevet skudt i gang. Finanslovsforslaget for 2019 præsenteres inden længe, og vi går et efterår i møde, hvor valgtrommernes dybe buldren gradvist intensiveres. Statsministerkandidater er begyndt at melde sig på banen, regeringskonstellationer diskuteres, og flere partier har allerede meldt ud, hvad de vil (og ikke vil) gå til valg på. I den forgangne uge har det særligt været spørgsmålet, om man vil gå til valg på skattelettelser eller ej, der har været genstand for en del opmærksomhed.

Som liberal bør svaret være det samme, uanset om man spørger før, under eller efter et valg: Vi bør naturligvis stræbe efter at sænke skatter og fjerne afgifter. Punktum! For helt ærligt; hvis ikke vi blå partier påtager os den ambition at få skattetrykket ned, hvem skal så? De røde? De er mest optaget af at hitte på idéer til at bruge endnu flere af borgernes penge, som var de fulde sømænd på landlov. I et land, der konsekvent ligger i top i opgørelser over høje skattetryk, er det en skal-opgave altid at arbejde for at sænke skatten og samtidig være et bolværk mod lysten til at lade den meget dyre offentlige sektor vokse vildt.

Der er for mit vedkommende to grundlæggende hensyn, der er væsentlige, når man diskuterer skatter og afgifter. Det ene er et samfundsøkonomisk rationelt hensyn, og det andet er et individfunderet rimelighedshensyn, der handler om at sikre en fornuftig balance mellem arbejdsindsats og gevinst.

Det økonomisk rationelle hensyn er for mit vedkommende et hensyn til samfundets økonomiske velbefindende. Blandt økonomer er der enighed om, at skattelettelser vil have positive effekter for samfundets velstandsniveau. Den nøjagtige størrelse af skattelettelsers effekt er, sammen med de præcise tidsperspektiver, behæftet med en vis usikkerhed. Men bottom line er, at ved at sænke skatten styrker man samfundsøkonomien, og dermed sikres det økonomiske grundlag for velfærden.

Ved at sænke skatten øger man nemlig arbejdsudbuddet, fordi man derved flytter folk fra overførselsindkomster ind på arbejdsmarkedet og øger privatforbruget. Det betyder, at vi i samme ombæring endelig kan stede den komplet meningsløse ”velfærd eller skattelettelser-dikotomi” til hvile. Skattelettelser er jo derimod netop forudsætningen for velfærd.

Selvom de samfundsøkonomiske gevinster ved skattelettelser er både velkendte og veldokumenterede, synes de at være uden væsentlig interesse eller opmærksomhed fra efterhånden overraskende mange partier på Christiansborg. Årsagerne hertil er uden for min fatteevne.

For mit vedkommende er det økonomiske samfundshensyn selvfølgelig et væsentligt og tungtvejende argument for at ville lette skatten. Men det er alligevel det, som jeg vil kalde et ”rimelighedshensyn” på individniveau, der er det bærende argument for skattelettelser for mit vedkommende. På sin vis er dette hensyn af en noget mere principiel karakter og handler om at sikre en rimelig omfordeling blandt individerne i samfundet. Det er en rimelighed, hvor man på den ene side sørger for at holde hånden under dem, der ikke kan klare sig selv, men hvor man samtidig på den anden side sikrer en mærkbar gevinst for de borgere, der yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.

Det er kun rimeligt, at man som borger får mulighed for at høste frugten af sit eget arbejde. Det gør vi ikke i tilstrækkelig grad i dag, men tynges i stedet af marginalskatteprocenter på op mod 56,5% og enorme afgifter, som kvæler både initiativ og virkelyst. Det er god liberal politik at ville ændre på dette!

Siden sidste valg er der blevet taget flere opgør med ”urimeligheden”, fx ved at løse samspilsproblemet i forhold til pensionsopsparinger og ved at sænke den urimeligt høje registreringsafgift, der har givet os alle sammen råd til at købe en bedre bil. På samme måde er der blevet fjernet og sænket afgifter på en stribe varer, der var pålagt urimeligt høje afgifter.

Vi har nået meget, men der er stadig lang vej. Den rigtige balance er endnu ikke fundet, og vores høje skattetryk modvirker stadig vækst og velstand. I stedet for at spænde ben for os selv og gå glip af værdiskabelse bør vi sørge for at opmuntre til at sikre, at det kan svare sig at gøre en ekstra indsats ved at sænke skatten. Det er både rimeligt og retfærdigt for den enkelte og meningsfuldt samfundsøkonomisk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Redaktionen anbefaler
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}
Læs mere på Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her