STOP!
Det var min første tanke, da jeg her til morgen lyttede til P1. Et længere tema handlede om sorgbearbejdelse, og at nogen mener, vi som samfund nu skal til at diagnosticere sorg. Hvis man stadig sørger seks måneder efter at have mistet en af sine nærmeste, skal man have diagnosen ’sørgende’.
Men hvorfor? Det er jo helt galt.
Selvfølgelig skal det være muligt at få hjælp fra for eksempel en psykolog, hvis man er i dyb sorg og selv har svært ved at komme videre. Og det burde også kunne lade sig gøre med det velfærdssamfund, vi har i dag. Men at systematisere det, sygeliggøre det, sætte sorgbearbejdelse på en formel, er en helt forkert vej at gå. Det er curlingstaten, når den er værst. Når systemet tror, det kan fjerne alle problemer, feje dem væk – og vupti, alle er glade. Sådan da.
For det samfund findes ikke, og det er en gigantisk fejl, hvis vi tror, vi skal skabe det. Sorg er et livsvilkår. Vi vil alle undervejs i livet miste nogen, vi holder af. Miste nogen, vi elsker. Og ja, det kan gøre pisse hamrende ondt. Det kan føles helt urimeligt, og man kan miste modet. Sågar miste lysten til livet. Savnet kan sidde i hjertet og maven resten af livet. Pointen er, at det er en naturlig følelse. Det er ikke sygt at have det sådan. Det det kan ikke fikses med en pille eller en diagnose, hvor belejligt det end ville være.
Det får mig endnu engang til at tænke på, hvor grel curlingstaten er blevet. Bare det at have den tanke, at mennesker i sorg skal puttes i endnu en kasse, som vi så kan administrere, måle på og evaluere siger meget om den organiseringsmani, der hersker.
Vi liberale bliver ofte kritiseret for at ville udlicitere velfærdsydelser. Give private mulighed for at levere et alternativ til den offentlige sektor. Det ironiske er, at vi er blevet helt blinde overfor, hvor mange opgaver vi danskere udliciterer til curlingstaten.
Curlingstaten kan nu engang ikke feje alle problemer og udfordringer her i livet bort. Livet kan og skal mærkes – på både godt og ondt. I stedet for at sygeliggøre sorg burde vi hellere arbejde på at få nærværet og samtalen tilbage blandt danskerne. At vi hver for sig og sammen tager ansvar for, at vi trives og taler om de udfordringer, vi måtte opleve. Også når vi mister en af vores nærmeste og har brug for en, der lytter. Følelser skal ikke sættes på en formel, som curlingstaten så udsteder et quick-fix til at kurere.
For nej, sorg er ikke en sygdom! Sorg skal bearbejdes – med hjælp fra andre. Lad os få samtalen tilbage.
