3 ud af 4 der tages i at snyde sig til højere SU, er ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det er en rystende og massiv overrepræsentation. Særligt fordi ikke-vestlige indvandrere og efterkommere alene udgør 10 pct. af SU-modtagerne.
Snyderiet foregår som følger: En unge bor hjemme hos sine forældre, og er kun berettiget til hjemmeboende SU -max 2.625 kr. om måneden. Den unge skaffer sig så en C/O-adresse hos en ven, så den unge kan få udeboende SU på 6.090 kr. om måneden, og dermed mere end fordoblet sin SU. Uberettiget og ulovligt.
Tallenene understreger behovet for et opgør med mentaliteten, kulturen og værdierne i de parallelsamfund, som desværre findes i udsatte boligområder, og som er en væsentlig bagvedliggende forklaring på, hvorfor ikke-vestlige indvandrere og efterkommere gang på gang ender i de forkerte statistikker.
Oplysningerne om den etniske sammensætning i gruppen af SU-fuskere stammer fra et folketingssvar på et spørgsmål, jeg stillede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind før jul. Historien startede i Berlingske, men har i løbet af i dag spredt sig til de fleste medier. I virkeligheden er historien ingen nyhed.
Læser man bogen Sort Land, Ahmad Mahmouds beskrivelse af livet og mentaliteten i det udsatte boligområde Askerød, eller Yahya Hassans beskrivelse af sin opvækst i Gellerup, er systematiseret snyd med sociale ydelser som SU velbeskrevet af de to førstehåndsvidner. Lignende fortælling kan genfindes i Morten Papes kraftpræstation af en roman, Planen, om forfatterens opvækst i Urbanplanen på Amager.
At vi i dag lader generationer af socialt udsatte børn og unge vokse op i parallelmiljøer, der socialiserer til socialt bedrageri, er et utilgiveligt svigt. Intet menneske fødes med et sæt værdier. Værdier og kultur er noget man lærer af sine omgivelser. Derfor svigter vi de børn, som fødes ind i miljøer, som Yahya Hassan beskriver med ordene:
Børn der vokser op under de vilkår, frarøves reelt chancen for at klare sig i voksenlivet.
Yahya Hassans beskrivelse af Danmarks parallelsamfund og udsatte boligområder hører formentlig til blandt de mere kategoriske. Men at affeje digterens beskrivelse af hverdagen i Gellerup som letsindig omgang med erindringer, kan man ikke finde belæg for hos fx Morten Pape, Ahmad Mahmoud eller andre af parallelsamfundenes stærke stemmer.
Det er på høje tid, at de efterhånden mange vidnesbyrd om livet i udsatte boligområder belønnes med lige dele politisk handling og litterær hæder – indtil videre er det primært blevet til bogpriser og taletid i Deadline.
Når der skal findes løsninger, dur det ikke, at vi begrænser debatten om SU-fusk til et spørgsmål om strengere straffe og øget kontrol. Det er kun delvist svaret. Vi skal have indsatsen mod de værdier, der fremmer snyd, med.
Opgaven er at flytte parallelsamfundene mentalt og fysisk tættere på og ind i det danske – heldigvis ganske mangfoldige - fællesskab. Vi skal have integrationen til at lykkes i hele Danmark.
Socialdemokratiet har bl.a. foreslået, at vi skaber bedre muligheder for fritidsaktiviteter og fritidsjob i udsatte boligområder, at opskrivningen til vuggestuer sker automatisk, så flere familier bygger et stærkt bånd til det danske samfund tidligt i børnenes opvækst og vi har ligesom regeringen understreget behovet for at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder. Blandt andet ved at rive udvalgte boligblokke ned, som det socialdemokratiske bystyre har succes med i omdannelsen af Gellerup-parken i Aarhus.
De børn som i øjeblikket vokser op i udsatte boligområder har brug for, at vi på Christiansborg omsætter alle gode viljer til politisk handling på tværs af blokkene.
De grupper og partier, der til daglig er de varmeste fortalere for velfærdsstaten, bør også være de hårdeste kritikere, når velfærdsstatens fundament af tillid undermineres af snyd.
Velfærdsstaten er ikke økonomisk truet af snyd med SU. Problemet er, at vores velfungerende gensidige forsikringssystem eroderer, hvis vi får mistanke om, at nogle grupper alene modtager ydelser uden at løfte fællesskabets forpligtelser - eller endnu værre snyder sig til ydelser.
Derfor er parallelsamfund præget af socialt bedrageri en farlig cocktail for velfærdssystemer bygget på tillid.
