Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Søren Espersen i udansk knæfald for autoritære kræfter

Søren Espersens knæfald for Ungarn og Polen og deres - af Espersen - højt besungne kristne værdier er et farligt og udansk knæfald for autoritære kræfter.

Søren Espersen begavede i julen den politiske debat med en hyldest af bibelske dimensioner til Ungarn og Polen. Visegrad (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) har nu sat kursen for Europas fremtid. Intet mindre.

Af indlægget kan man konkludere, at enten bakker Espersen vitterligt op om de i tiltagende grad autoritære styrer i Ungarn og Polen, eller også har landenes kurs overfor muslimske migranter og flygtninge begejstret Espersen i en grad, så han totalt har tabt småkagerne i analysen af landenes øvrige bedrifter herunder deres langsomme men sikre opgør med demokratiske retsstatsprincipper.

Uanset kalder Espersens knæfald for autoritære kræfter på krads kritik fra demokrater fra højre til venstre.

Espersens argument for, at Visegrad-landene bør definere EU’s fremtid er, at landene med deres afvisning af muslimske flygtninge er Europas sande forsvarere af kristendommen. Derfor mener Espersen, at Danmark bør indlede et tæt, forpligtende og fortroligt samarbejde med bl.a. Polen og Ungarn imod vores traditionelle allierede i det vestlige Europa.

Der kan være god grund til at kritisere kansler Merkels zigzag-kurs i håndteringen af flygtninge- og migrantbølgen, og det bør efterhånden stå klart for de fleste, at den europæiske asylpolitik bør sigte efter at håndtere flygtninge- og migrantpresset i nærområderne fremfor at eksportere i hundredtusindvis af fortrinsvis unge fattige afrikanske mænd til Europa.

Men fra den konklusion til en hyldest af lande som Polen og Ungarn er der immervæk et stykke.

For det første er der himmelvid forskel på den reaktionære og menneskefjendske udgave af katolicismen, Espersen hylder Polen og Ungarn for at forsvare, og den sekulære protestantisme langt de fleste herhjemme i Danmark bekender sig til.

Den konservative katolske kirke har således betydelig politisk magt i både Polen og Ungarn, hvilket medfører væsentlige indgreb i homoseksuelle og kvinders frihed.

Selvom ulovlige og usikre foretagne aborter på verdensplan er en af de primære årsager til dødsfald blandt yngre kvinder, har Polen en af Europas strengeste abortlove. Ifølge Süddeutsche Zeitung får over 100.000 polske kvinder hvert år foretaget ulovlig abort.

På trods heraf foreslog Espersens helte i det regeringsbærende og stærk konservative polske Lov og Retfærdighedsparti i 2016 at kriminalisere enhver abort - selv efter incest eller voldtægt.

Heldigvis undervurderede den katolske kirke og Jaroslaw Kaczynskis tropper den liberale del af Polens befolkning, og forslaget faldt efter massive folkelige protester.

Dansk Folkeparti gør sig almindeligvis til stærke forsvarere af kvinders og pigers rettigheder, hvis truslen kommer fra nogle muslimske fædres forkvaklede og religiøst betingede undertrykkende kvindesyn. Men når den frihed DF hylder som en grundlæggende dansk værdi, trædes under fode af Kaczynskis Polen, er Espersen klar med heltekvad og oratoriske ovationer.

Der er grund til at hylde de kristne værdier, der for troende og mindre troende udgør et stærkt fundament under Danmarks succes. Den protestantiske arbejdsmoral bidrager eksempelvis til høj beskæftigelse på trods af et relativt fintmasket sikkerhedsnet, og protestantisk sekularisme - Giv Gud hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er – fastholder religion som en privatsag, der ikke underminerer eller unødigt influerer statslige love og regler.

Der er derimod ingen grund til at hylde kristendommen, som den praktiseres i brede dele af befolkningen i Polen og Ungarn.

Et andet element i Espersens rosenrøde beskrivelse af Visegradlandene vedrører deres modstand mod EU. Espersen mener, at landene som følge af mere end halvtreds års kommunistisk overherredømme, er godt og grundigt vaccineret mod enhver tænkelig form for centralstyret unionisme og meningstyranni.

Det kan i forlængelse heraf undre, at fx Ungarn og Polens fortid ikke i højere grad har givet landene en afsmag for autoritære magthavere. En pointe Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, tilsyneladende ikke tillægger nogen større betydning i de lande, han har udset sig til at forme Europas fremtid.

Der er ellers nok at tage fat på. I Polen pusler magthaverne med at fratage domstolene den sidste rest af deres uafhængighed og give regeringen den fulde kontrol med den dømmende magt. Et tiltag der har fået EU til overveje at sanktionere landet efter artikel 7, også kaldet atombomben. Det vil i givet fald være første gang, EU bruger atombomben og dermed sanktioner, som i sidste ende kan koste Polen sin stemmeret i EU.

I Ungarn har regeringschefen Viktor Orban med flere tiltag begrænset både pressefriheden og forskningsfriheden drastisk. Blandt andet blev landets største uafhængige avis, Nepszabadsag, i 2016 lukket.

Uanset om Espersens udanske opbakning til Polen og Ungarn skyldes forblindelse pga. landenes udlændingepolitik eller oprigtig opbakning til autoritære kræfter, skyder DF’s udenrigsordfører helt forbi skiven med sit indlæg.

Danmark og EU skal tage flygtningeproblematikken alvorligt, og der skal styr på EU’s ydre grænser. Det er vigtigt, at EU-landene, herunder Danmark, ikke undermineres kulturelt på grund af for mange nytilkomne og en mislykket integration.

Men grundlæggende skal vi bygge EU på ’danske værdier’ som individuel frihed, demokrati og retsstatsprincipper. I den kamp er det en ualmindelig dårlig ide som Espersen at kigge mod Polen og Ungarn efter allierede.  

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Christian Rabjerg Madsen (f. 1986), medlem af Folketinget for Socialdemokratiet valgt i den Sydjyske storkreds. Christian er miljøordfører - og interesserer sig derudover for integration, værdidebatten og for at skabe et Danmark i bedre balance. Christian er opvokset i Syddanmark, uddannet i Statskundskab fra Aarhus Universitet og har arbejdet både i den private og offentlige sektor.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.11.18, 10:38
Nye tal og undersøgelser må få herboende muslimer til at stille sig selv dette spørgsmål og forsøge at nå frem til et svar. Helst så højt, at vi alle kan blive klogere. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her