Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Søren Espersen i udansk knæfald for autoritære kræfter

Søren Espersens knæfald for Ungarn og Polen og deres - af Espersen - højt besungne kristne værdier er et farligt og udansk knæfald for autoritære kræfter.

Søren Espersen begavede i julen den politiske debat med en hyldest af bibelske dimensioner til Ungarn og Polen. Visegrad (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) har nu sat kursen for Europas fremtid. Intet mindre.

Af indlægget kan man konkludere, at enten bakker Espersen vitterligt op om de i tiltagende grad autoritære styrer i Ungarn og Polen, eller også har landenes kurs overfor muslimske migranter og flygtninge begejstret Espersen i en grad, så han totalt har tabt småkagerne i analysen af landenes øvrige bedrifter herunder deres langsomme men sikre opgør med demokratiske retsstatsprincipper.

Uanset kalder Espersens knæfald for autoritære kræfter på krads kritik fra demokrater fra højre til venstre.

Espersens argument for, at Visegrad-landene bør definere EU’s fremtid er, at landene med deres afvisning af muslimske flygtninge er Europas sande forsvarere af kristendommen. Derfor mener Espersen, at Danmark bør indlede et tæt, forpligtende og fortroligt samarbejde med bl.a. Polen og Ungarn imod vores traditionelle allierede i det vestlige Europa.

Der kan være god grund til at kritisere kansler Merkels zigzag-kurs i håndteringen af flygtninge- og migrantbølgen, og det bør efterhånden stå klart for de fleste, at den europæiske asylpolitik bør sigte efter at håndtere flygtninge- og migrantpresset i nærområderne fremfor at eksportere i hundredtusindvis af fortrinsvis unge fattige afrikanske mænd til Europa.

Men fra den konklusion til en hyldest af lande som Polen og Ungarn er der immervæk et stykke.

For det første er der himmelvid forskel på den reaktionære og menneskefjendske udgave af katolicismen, Espersen hylder Polen og Ungarn for at forsvare, og den sekulære protestantisme langt de fleste herhjemme i Danmark bekender sig til.

Den konservative katolske kirke har således betydelig politisk magt i både Polen og Ungarn, hvilket medfører væsentlige indgreb i homoseksuelle og kvinders frihed.

Selvom ulovlige og usikre foretagne aborter på verdensplan er en af de primære årsager til dødsfald blandt yngre kvinder, har Polen en af Europas strengeste abortlove. Ifølge Süddeutsche Zeitung får over 100.000 polske kvinder hvert år foretaget ulovlig abort.

På trods heraf foreslog Espersens helte i det regeringsbærende og stærk konservative polske Lov og Retfærdighedsparti i 2016 at kriminalisere enhver abort - selv efter incest eller voldtægt.

Heldigvis undervurderede den katolske kirke og Jaroslaw Kaczynskis tropper den liberale del af Polens befolkning, og forslaget faldt efter massive folkelige protester.

Dansk Folkeparti gør sig almindeligvis til stærke forsvarere af kvinders og pigers rettigheder, hvis truslen kommer fra nogle muslimske fædres forkvaklede og religiøst betingede undertrykkende kvindesyn. Men når den frihed DF hylder som en grundlæggende dansk værdi, trædes under fode af Kaczynskis Polen, er Espersen klar med heltekvad og oratoriske ovationer.

Der er grund til at hylde de kristne værdier, der for troende og mindre troende udgør et stærkt fundament under Danmarks succes. Den protestantiske arbejdsmoral bidrager eksempelvis til høj beskæftigelse på trods af et relativt fintmasket sikkerhedsnet, og protestantisk sekularisme - Giv Gud hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er – fastholder religion som en privatsag, der ikke underminerer eller unødigt influerer statslige love og regler.

Der er derimod ingen grund til at hylde kristendommen, som den praktiseres i brede dele af befolkningen i Polen og Ungarn.

Et andet element i Espersens rosenrøde beskrivelse af Visegradlandene vedrører deres modstand mod EU. Espersen mener, at landene som følge af mere end halvtreds års kommunistisk overherredømme, er godt og grundigt vaccineret mod enhver tænkelig form for centralstyret unionisme og meningstyranni.

Det kan i forlængelse heraf undre, at fx Ungarn og Polens fortid ikke i højere grad har givet landene en afsmag for autoritære magthavere. En pointe Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, tilsyneladende ikke tillægger nogen større betydning i de lande, han har udset sig til at forme Europas fremtid.

Der er ellers nok at tage fat på. I Polen pusler magthaverne med at fratage domstolene den sidste rest af deres uafhængighed og give regeringen den fulde kontrol med den dømmende magt. Et tiltag der har fået EU til overveje at sanktionere landet efter artikel 7, også kaldet atombomben. Det vil i givet fald være første gang, EU bruger atombomben og dermed sanktioner, som i sidste ende kan koste Polen sin stemmeret i EU.

I Ungarn har regeringschefen Viktor Orban med flere tiltag begrænset både pressefriheden og forskningsfriheden drastisk. Blandt andet blev landets største uafhængige avis, Nepszabadsag, i 2016 lukket.

Uanset om Espersens udanske opbakning til Polen og Ungarn skyldes forblindelse pga. landenes udlændingepolitik eller oprigtig opbakning til autoritære kræfter, skyder DF’s udenrigsordfører helt forbi skiven med sit indlæg.

Danmark og EU skal tage flygtningeproblematikken alvorligt, og der skal styr på EU’s ydre grænser. Det er vigtigt, at EU-landene, herunder Danmark, ikke undermineres kulturelt på grund af for mange nytilkomne og en mislykket integration.

Men grundlæggende skal vi bygge EU på ’danske værdier’ som individuel frihed, demokrati og retsstatsprincipper. I den kamp er det en ualmindelig dårlig ide som Espersen at kigge mod Polen og Ungarn efter allierede.  

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Christian Rabjerg Madsen (f. 1986), medlem af Folketinget for Socialdemokratiet valgt i den Sydjyske storkreds. Christian er miljøordfører - og interesserer sig derudover for integration, værdidebatten og for at skabe et Danmark i bedre balance. Christian er opvokset i Syddanmark, uddannet i Statskundskab fra Aarhus Universitet og har arbejdet både i den private og offentlige sektor.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
15.10.19, 00:26
Omsider bliver det for første gang muligt siden 1983, at den udøvende magt kan handle uden om domstolene i et afgørende udlændingespørgsmål. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.10.19, 20:20
På skjulte pladser og ved store klassikere mødes mennesker om at opleve arkitekturen. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.10.19, 06:02
Først kæmpede venstrefløjen for økonomisk socialisme, derpå for multikulti. Nu gælder det klimakampen, den nye religionserstatning. Læs mere
Af Harun Demirtas
12.10.19, 16:22
Jeg føler mig dansk, du føler dig dansk! Hvorfor føles det altid nemmere at bede et menneske, der har udenlandske rødder at forlade Danmark, til trods for at vedkommende har et hjerte, der slår kun for Danmark? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
11.10.19, 12:14
Privatskoler er for alle – ikke kun de rige Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
11.10.19, 11:05
Statsministeren tør slet ikke være realist. I stedet sætter hun sin lid til, at forskerne ad åre kommer med idéer til løsninger. Ansvaret væltes over på forskerne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.10.19, 17:09
Og rådgiver for Enhedslisten forsvarer politisk motiveret hærværk, hvis det tjener et højere formål, defineret af venstreekstremister. Læs mere
Af Signe Munk
10.10.19, 14:30
Regningen for klimaets fremtid skal fordeles ligeligt. Læs mere
Af Søren Gade
10.10.19, 13:52
Tyrkiets militære offensiv mod Syrien udstiller ikke kun, at landet ingen midler skyr i denne sag og blæser højt på alliancen mellem Natos lande. Den udstiller også EU’s magtesløshed over for Tyrkiet Læs mere
Af Gitte Seeberg
10.10.19, 13:15
Svaret på at bekæmpe kriminalitet er ikke, at vi undergraver de frihedsrettigheder, vi har. De tiltag, der iværksættes for at bekæmpe kriminalitet, må og skal være proportionale i forhold til de problemer, vi som samfund står overfor. Læs mere