Kan man være en tænketank uden at tænke tanken til ende?

Kraka – er det en tænketank, der ikke kan eller tør tænke?

Sådan måtte jeg tænke, da jeg læste Kraka-direktørens forslag til at imødekomme erhvervslivets behov for mere arbejdskraft – bistået af Deloitte i Politiken den 6. marts.

De ekstra forslag, der fremsættes, vil for det første kun have minimal betydning og tage meget lang tid, inden virkningerne viser sig. For det andet vedrører disse forslag kun udbudssiden, mens efterspørgselssiden totalt ignoreres.

Det foreslås for det første at styrke skoleelevers indlæring ved en klassekammerateffekt. Midlerne hertil skulle være byplanlægning, skoledistriktsomlægninger og klassesammensætning. For det andet foreslås det at justere efteruddannelsessystemet med mere fokus på omstilling. For det tredje forslås det, at fagene matematik, teknologi og videnskab får større vægt i grundskolen.

Alt sammen i givet fald fint. Men dette vil tage år – og hvor stor vil effekten blive? Og hvad må ofres?

Derudover foreslås afbureaukratisering – og det er vel altid relevant.

En ting er i hvert fald sikkert. Dette vil kun kunne få minimal betydning for at afhjælpe erhvervslivets mangel på arbejdskraft de første mange år. Og der siges ikke noget om manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor!

Det mest tankevækkende er dog nok, hvad man ikke kommer ind på: nemlig veje til at reducere efterspørgslen efter arbejdskraft.

Det traditionelle middel hertil er en stramning af finanspolitikken enten via skattestigninger eller udgiftsreduktioner. Skattestigninger er normalt ikke populære. Offentlige udgiftsreduktioner i den nuværende situation med pres på offentlige ydelser og behov for grøn omstilling, som fordrer store offentlige investeringer, hvis omstillingen – som ønskes – skal gå hurtigt, er givetvis også blokeret.

Men heldigvis er der en tredje udvej, som Kraka åbenbart ikke tør nævne: nemlig en revaluering. Der har vel nemlig ingensinde været en så oplagt situation som nu, hvor det var relevant at bruge dette værktøj. I de seneste fem år har vi i gennemsnit således haft et årligt betalingsbalanceoverskud på 185 mia. kr., svarende til 8 pct. af bruttonationalproduktet. Altså hver dag, også medregnet lørdage, søndage og helligdage, har vi i de seneste fem år i gennemsnit haft et dagligt overskud på betalingsbalancen på mere end 500 mio. kr.!

Med et uholdbart stort overskud på betalingsbalancen, med stor mangel på arbejdskraft, med udsigt til stigende inflation og rente samt også stigende lønninger ville en revaluering på f.eks. 3-5 pct. med ét hug skabe en helt ny og mere balanceret situation.

Noget af – men langtfra hele - det store betalingsbalanceoverskud ville forsvinde, idet – alt andet lige - eksporten vil falde og importen stige, hvorfor den hjemlige arbejdskraftefterspørgsel også vil falde, så balancen på arbejdsmarkedet lettere kan genoprettes. Lønmodtagere vil endvidere få øget reallønnen ved de lavere priser, der vil følge af en revaluering, og rentestigninger undgås eller reduceres.

Danmark har nu muligheden for at følge det hovedspor i den økonomiske politik, som Vesttyskland med stor succes fulgte før genforeningen, og før D-marken blev erstattet af euroen: opskrivning af valutaen i en ustabil omverden. Men Kraka er – som mange andre – tavs om denne mulighed, selv om der er ytringsfrihed.