Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

EU skal sikre, at der er råd til socialpolitik - ikke lave den

Det er medlemslandenes egen opgave at lave socialpolitik. Det skal EU ikke. EU skal derimod sikre økonomien til et socialt Europa.

Om tre uger afholder EU topmøde i svenske Gøteborg. Et socialt topmøde. EU’s ledere skal vedtage en erklæring om 20 sociale principper. Den såkaldte sociale søjle.

I søjlen indgår en række socialdemokratiske kerneværdier: Lige muligheder for uddannelse, ligestilling mellem kønnene, sikker og fleksibel beskæftigelse, rimelige lønninger og et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Jeg tvivler ikke på de 20 sociale principper. For vi har brug for et mere socialt Europa. Et Europa for folket. Men jeg tvivler på den sociale søjle som midlet til at opnå det Europa, vi gerne vil have. De sociale udfordringer skal EU løse på en helt anden måde.

Det sociale Europa skabes ved at sikre, at hvert medlemsland har råd til at tage sig af de sociale udfordringer. Derfor er indsatsen mod skatteunddragelse og skattely langt vigtigere og mere central i kampen om et socialt Europa end at etablere en søjle af sociale rettigheder. For hvad er en rettighed værd, hvis ikke der er penge til at levere på den?

EU-søjlen beskriver principper for social beskyttelse og inklusion. Det er helt fint. Og ønskerne om at alle har ret til sundhedsydelser, bolig, langtidspleje eller ret til en alderspension er en beskyttelse, ethvert samfund burde give til sine borgere. Men den opgave magter alle lande ikke. Og så opstår problemet, når EU i stedet begynder at beskrive disse principper. For hvem skal så levere lovgivning? Hvem skal sikre, at de sociale forpligtelser bliver opfyldt? Og hvem skal finansiere det hele? I følge den sociale søjle er svaret det samme på alle tre spørgsmål: EU.

Men det skal EU altså ikke!

Det er, og skal forblive, en national opgave at håndtere dette. Det er klart, at jo bedre for eksempel Rumænien bliver til at sikre sine egne borgere, jo færre hjemløse og socialt udsatte rumænere vil vandre til andre EU-lande for at tigge eller samle flasker. Og jeg under virkelig disse borgere en bedre tilværelse. Men jeg mener ikke, at det er EU’s opgave at lave socialpolitik. Det er en national opgave.

Den franske præsident Macron nævnte i sin store Sorbonne-tale for en måned siden, at han mener, at EU’s medlemslande skal til at begynde harmoniseringen af socialsystemerne. Nej tak, siger jeg.

Som nogen udlægger den sociale søjle, frygter jeg, at vi reelt har taget et skridt i retning af Macrons ønske. For nogle medlemslande er det en kæmpe fordel, hvis det foregår via EU, og det er forståeligt fristende for de lande, der ikke har styr på eller vilje til at tage sig af egne borgere, at overlade det hårde arbejde OG betalingen til EU-fællesskabet. Men det er en helt forkert vej at gå.

Når medlemslandene koordinerer socialsystemerne i dag, er det for at sikre, at man ikke mister rettigheder, ved at rejse til andre lande for at arbejde. Men med den sociale søjle risikerer vi, at det udvikler sig til, at man får nye sociale rettigheder ved at rejse ud. Og at EU samtidig giver en flere sociale rettigheder hjemme. Misforstå mig ikke. Jeg er ikke imod sociale rettigheder. De er kerne-socialdemokratiske. Men jeg er imod, at det er EU, der indretter medlemslandenes socialsystemer.

Men hvad kan vi så egentlig bruge den sociale søjle til? De 20 principper udstikker en politisk vision for, hvilken retning Europa skal udvikle sig i. Og er der én ting som europæerne har efterspurgt, så er det politiske visioner, der sætter borgerne tilbage i centrum. Så hvis den sociale søjle bliver en rettesnor som sikrer, at EU’s medlemsstater ikke glemmer indsatsen for deres egne borgere, så er det fint med mig. Men det er vigtigt, at den forbliver en rettesnor, og ikke en ”one-size-fits-all”-model som gennem EU-lovgivning bliver presset ned over alle lande i EU.

De enkelte lande må selv finde ud af, hvordan deres socialpolitik skal hænge sammen. Og uanset om den skal hænge sammen i Danmark, Portugal eller Rumænien, så bliver opgaven lettere, hvis der er penge til det. Derfor skal vores fokus i EU være på, at skrabe de cirka 7.500 milliarder kroner sammen, som medlemslandene hvert år går glip af i skatteindtægter på grund af skattesnyd og en negativ spiral af skattekonkurrence. Disse penge skal ned i medlemslandenes skattekasser, for så kan landene virkelig levere social beskyttelse.

En del af vejen dertil er, at sikre lovgivning der stopper skattekonkurrence, og sikrer at de multinationale selskaber betaler skat, der hvor fortjenesten er skabt. Det skaber et socialt Europa.

Og så skabes det sociale Europa selvfølgelig også ved at forhindre, at dårligt arbejdsmiljø og dårlige lønninger er et konkurrenceparameter. Jeg har noteret mig, at arbejdsgiverne er imod den sociale søjle. De kunne jo tage handsken op og begynde at levere fair konkurrence rundt om i EU ved at bekæmpe social dumping og ved at beskytte deres ansatte bedre. Så bliver der også mindre basis for at indføre sociale søjler i EU.

Så lad os nu stoppe snakken om sociale søjler og i stedet begynde at levere på fair skat og ordentlige arbejdsforhold i stedet. Det er både den rigtige og den hurtigste vej til at sikre et socialt Europa for folket.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Christel Schaldemose (f. 1967) er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og har 10 års erfaring med EU-politikken. Hun er medlem af udvalget for det indre marked, miljø, fødevare og folkesundhed samt undersøgelseskomitéen, der blev oprettet i kølvandet på VW-skandalen. Fair konkurrence, flygtningepolitik og kampen mod farlige stoffer hører til hendes interesseområder.
Seneste blogs
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.01.18, 12:15
København skal ikke leve af statslige arbejdspladser Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her