Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

EU skal hanke op og vise sit værd i coronakrisen

Coronakrisen er et europæisk problem, og derfor skal EU også komme med løsningerne

Coronakrisen, der har ramt Danmark, har samtidig også ramt store dele af Europa hårdt. På sigt vil den angiveligt rase over hele kontinentet. Jeg føler med de lande, der er hårdt ramt lige nu, og jeg håber, at krisen ikke ender med et europæisk nedbrud, der vil koste unødige menneskeliv.

Enegangen blandt landene kan komme til at ramme hårdt

Den europæiske økonomi er over det sidste halve århundrede blevet sammentømret på en måde, der har skabt store fremskridt og muligheder. En økonomi, der er drevet af fællesskabet, og som styrker fællesskabet.

Tager man fællesskabet ud af Europa, så har det selvsagt konsekvenser. Ikke blot for den samlede europæiske økonomi, men det kan også ende med at have helt konkrete og fatale konsekvenser for de enkelte lande.

Ursula von der Leyen kom for nogle dage siden med en opfordring til EU’s lande om at være varsom med at lukke grænserne. Den europæiske infrastruktur og bevægeligheden af varer og ydelser er altafgørende i denne tid. Blandt andet i forhold til leverancer af medicinsk udstyr og opretholdelse af værdikæden i produktionen mv.

Fint med at lukke grænserne, men lad være med at stikke hovedet i busken

Polen har, ligesom en lang række andre lande, lukket grænserne i håbet om at kunne inddæmme coronavirusset. Lige nu ser man op til 30 timers lange køer ved grænseovergangene. Heriblandt er der også lastbiler, der på lovlig vis skal ind i landet med varer.

Ender Polen-eksemplet med at blive tilfældet over hele Europa, så ender det i katastrofe. Forestil dig, at en lastbil med enkeltdele til medicinsk udstyr skal fra Athen til en fabrik i Frederikshavn. Den lastbil vil passere fire grænseovergange. Hvis der er 30 timers kø ved hver overgang, så vil lastbilen være 120 timer forsinket. Det kan have fatale konsekvenser, hvis det bliver tilfældet. På tilbagevejen med det færdiglavede udstyr vil der være tilsvarende forsinkelse. Hvad der før tog timer, vil nu tage uger. Uger, som vi ikke har.

EU skal rydde vejen for industriens livsnødvendige værdikæde

Hvis grænserne skal være lukkede, så mener jeg, at det er altafgørende, at der er et overstatsligt organ, der har overblikket og samtidig sikrer, at varernes bevægelighed i Europa fortsat sker gnidningsfrit.

Det er selvsagt en opgave for EU.

Man kunne f.eks. forestille sig, at et fælles europæisk militær kunne bruges i en sammenhæng som denne. De kunne stå ved designerede grænseovergange og sikre, at køretøjer med varer kan passere frit.

Et handledygtigt EU, der er beredt på krisetider

Corona-udbruddet viser, at Europa er i samme båd. Derfor er det samtidig risikabelt, når landene går enegang. EU-systemet er ofte tungt og langsomt, og det er måske værd at kigge på, hvordan EU bliver mere handledygtigt i krisetider, når stormen er raset af.

For at EU kan være handledygtigt, så må vi leve med, at vi i nogle situationer afleverer mere indflydelse, end vi måske har det godt med. Men helt ærlig, så er jeg ligeglad med, om den midlertidige nedlukning af Danmark kommer som en ordre fra Mette Frederiksen, eller om den er udstukket fra Bruxelles. Så længe det virker.

En ting er i hvert fald sikker: Uden fælles europæiske løsninger ser tiden efter coronakrisen værre ud, end den ellers ville.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}