Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den ”øde ø” har kun til formål at fodre den indre svinehund

I kampen om at fremstå ”stram” flytter man, med forslaget om Lindholm, blot problemet i stedet for løse det

Den foreslåede ”øde ø” til lidt under en milliard, der skal huse udvisningsdømte udlændinge, er intet mindre end et symbolpolitisk tiltag, der på ingen måder løser problemet. Det eneste, øen har til formål, er at få lov til at være så modbydelig som muligt inden for grundlovens rammer. Eller at skabe en så utålelig tilværelse som muligt, som Inger Støjberg selv siger, med stolthed i stemmen.

Ingen tvivl om, at de udviste skal sendes ud, så snart det er muligt

Jeg har ikke meget tilovers for den kriminalitet, der har gjort, at de pågældende personer er blevet udvist af Danmark. Jeg ønsker også, at de rejser hjem, lige så hurtigt det bliver vurderet muligt fra styrelsens side. Problemet er blot, at disse personer, det handler om, ikke kan sendes ud af landet. Det er netop derfor, at de er på tålt ophold.

Jeg ved godt, at mange er ligeglade med, hvor de tidligere straffede udviste personer tager hen, men det er et risikabelt spil. Lad os antage, at de udvisningsdømte rejser til Tyskland. Betyder det så, at Danmark fremover skal tage imod Tysklands udvisningsdømte? Der bliver jo nødt til at være en balance, og jeg ville personligt være træt af, hvis Danmark skulle tage imod Tysklands udviste personer.

Hvad sker der, når man sætter 70 tidligere dømte kriminelle under samme tag?

Jeg har svært ved at forestille mig, at man får mindre kriminalitet ved at samle alle disse personer ét sted, kun med mad og vand og ingen fremtidsudsigter. Tværtimod tror jeg, at man skaber markant mere kriminalitet. Det kender man også fra Kærshovedgård, hvor lokalsamfundet har oplevet en stor stigning af kriminalitet efter centerets åbning i 2012.

Det efterlader jo angiveligt et indtryk af, at regeringen ikke kan lide Sydsjælland, eftersom man blot flytter problemet til Kalvehave. I stedet burde de komme frem med en løsning, der sikrer mindre kriminalitet og samtidig sikrer forhold for de udvisningsdømte, så de er motiverede til at rejse, når vi, som nu, ikke kan sende dem ud af landet. Men det er man åbenbart ikke interesseret i – man er blot interesseret i at pleje den indre svinehund og kunne stå med et stykke papir til valget, hvor der står “STRAM”.

Spred udvisningsdømte over hele landet med politistationen som nabo

Skulle jeg komme med en alternativ løsning, der opfylder alle de interesser, vi har i forhold til at mindske kriminalitet, og samtidig motivere de udvisningsdømte til at rejse ved første mulige lejlighed uden at finde det værste frem i os selv, kunne den indeholde følgende

  • Fjern udvisningsdømte på tålt ophold fra Kærshovedgård

Tidligere dømte voldtægtsforbrydere med videre skal under INGEN omstændigheder bo sammen med kvinder og børn på det samme udrejsecenter.

  • Placer de udvisningsdømte jævnt over hele landet

Det er dybt usolidarisk, at vi lader enkelte områder stå med byrden alene. Det er en opgave, vi alle skal tage ansvaret for.

  • Indkvarter udvisningsdømte i naboejendomme til hver af vores 50 politistationer

Ved at de udvisningsdømte bliver indkvarteret ved siden af politiet, er det nemmere at holde øje med personerne, samtidig med at det er meget synligt for den udviste, at det skal overvejes kraftigt, inden yderligere kriminalitet begås. Det drejer sig om 1,4 personer i gennemsnit pr. station.

  • Meldepligt morgen og aften på politistationen

Det gør det (tæt på) umuligt for den udviste at rejse langt, og derved mindsker man risikoen for, at personerne falder tilbage i kriminelle grupperinger.

  • Mulighed for at blive anvist et job

De udvisningsdømte skal kunne tjene deres egne penge, indtil de bliver sendt ud af landet. Uden udsigt til andet end mad og vand vil man højst sandsynligt ty til kriminalitet, hvilket ikke tjener samfundets andre borgere. Ved at få anvist f.eks. et nyttejob hos kommunen har vi derved samtidig styr på, hvor de er. Jobbet skal ikke være obligatorisk, men derimod et tilvalg.

Det gode ved en løsning som den ovenstående er, at man får løst problemet meget bedre, ved at man får mindre kriminalitet, at den enkelte er stærkt motiveret til at rejse, og at vi er sammen om at løfte byrden i hele landet.

En anden konsekvens er, at vi vil kunne se os selv i øjnene, når det om nogle år går op for os, at de udvisningsdømte også er mennesker.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Redaktionen anbefaler
Mere
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}