Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Har du nogensinde hørt om den 5.500 kvm store atombunker i Rold Skov?

Et stenkast fra den gamle hovedvej mellem Aarhus og Aalborg ligger atombunkeranlægget REGAN-Vest. Hemmeligholdt for danskerne i 44 år og gemt væk 60 meter under jorden i periferien af Rold Skov. I forrige uge havde jeg inviteret Martin Lidegaard med ud og besøge anlægget, og den oplevelse vil jeg gerne dele med jer.

På en stille grusvej ved Rebild ligger en helt almindelig villa i gul tegl med tilhørende garage. Men alt er ikke, som øjet ser. Huset fra 1960’erne blev bygget til driftmesteren af Danmarks største og dybeste hemmelighed. Garagen var heller ikke en almindelig garage. I stedet for plads til biler, så blev der etableret en stor generator, der kunne levere strøm til hemmeligheden bag huset – atombunkeranlægget REGAN-Vest (REGeringsANlæg-Vest). Et 5.500 kvm underjordisk bunkersystem, der havde som funktion at skulle huse regeringen, topembedsfolk og kongehuset i tilfældet af en atomtrussel.

Ved første øjekast kan man slet ikke forestille sig, hvad der gemmer sig få meter bag villaen, men følger man den lille, anonyme vej ved siden af garagen, så finder man en gitterport med kædelås. Det er det første tegn på, at der ligger noget inde i den 60 meter høje kalkbakke, der ikke skal være tilgængelig for den almene borger. Faktisk var det sådan, at hvis man kom for tæt på selve anlægget, så rykkede politiet omgående ud for at genne personerne væk igen. Ingen måtte vide, hvad der lå gemt i kalken.

Heldigvis havde vi direktøren for Nordjyllands Historiske Museer med, som har nøgle til både gitterport og bunker, og politiet har stoppet interessen for anlægget, efter at det blev taget ud af drift i 2012. Meningen er nemlig, at anlægget, der nu er fredet, skal åbne som museum om et par år.

Går man igennem gitterporten øjner man hurtigt en jernport, der vokser ud af den store bakke med en firkantet ramme af beton. Det er indgangen til det underjordiske anlæg. På indersiden af porten til venstre er det første checkpoint, hvor der indtil for nylig har siddet en politibetjent i døgndrift og ventet på, at telefonen ringede med beskeden “gør klar til ankomst – russerne kommer”.

Jernporten smækker med et brag. Et brag, der bare fortsætter og fortsætter. Efter 20-30 sekunder er der blot en forsigtig rest af lyden tilbage. Det er ekkoet fra den 500 meter lange tunnel, som vi står i starten af. Tunnelen havde til formål at absorbere chokket fra en atomsprængning, og den er derfor også indrettet på en helt særlig måde med både svaj og sveller.

Det er et surrealistisk syn, når man kigger ned gennem den lange, hvide og kolde tunnel, der fortsætter, så langt øjet rækker. Og vi er ikke alene hernede. Placeringen dybt under jorden, sprængt ud i kalk, kulden og roen er den perfekte kombination for flagermus. De hænger i dvale overalt som små mørke klatter lige over hovederne på os.

Midtvejs inde i tunnelen findes endnu to massive jerndøre. Bag døren til højre ligger anlæggets uafhængige forsyningsstation, hvor der er to af alt. To generatorer, to vandbehandlingsanlæg osv. To fordi, hvis der sprængte en bombe udenfor og en generator brød ned, så kunne man ikke risikere noget. Alt skulle være funktionelt til hver en tid – det handler om liv og død.

Døren til venstre er den mest interessante. Bag den ligger selve hovedanlægget bestående af to store ringe i beton i to etager sammenkoblet af en kort passage. Som det første bag døren finder man det indre checkpoint, hvor op mod 350 mennesker skulle registreres og have udleveret nøgler til deres soverum.

I selve ringene, hjertet af anlægget, er det, som om tiden har stået stille. Anlægget blev taget ud af operationel drift i 2003, hvilket betød, at man ikke længere opdaterede inventar. På trods af at vi skal helt frem til 2003, så er størstedelen af inventaret det originale fra slutningen af 1960’erne, hvor anlægget stod færdigt. Telefonerne, møblerne, tallerknerne og belysningen. Det er en tidslomme.

Går man rundt i ringene, så begynder man at forstå, hvad det er for et sted, som man er kommet til. Man har gangene i indersiden af ringene, og på ydersiden finder man en lang række kontorer og rum. Ved dørkarmene øverst oppe kan man på skilte tydeligt se, hvem der hører hjemme i rummene, hvem og hvor mange der er plads til. Her er rum til læger, en sygeafdeling og alt, hvad der ellers skal til, for at et ”samfund” kan fungere. En telefoncentral er der sågar også.

Alle ministerier har også hver deres kontorer. Når man følger gangene rundt er der skilte til miljøministeriet, forsvarsministeriet, statsministeriet osv. Ministeriet, der har det største antal kontorer, er udenrigsministeriet – forståeligt nok. I tilknytning til udenrigsministeriets lokaler står der en lyseblå telefon. Det var den direkte linje fra den danske udenrigsminister til den amerikanske. Både Martin og jeg prøvede at ringe op, men desværre kom ingen af os igennem.

Med plads til 350 personer, så er der selvfølgelig spisestue, køkken, sovekamre og opholdsrum med film og spil. Det, der skal til, så hverdagen kan fungere og ikke bliver kedelig i de to-tre uger, anlægget er bygget til at kunne virke uafhængigt af omverdenen.

Efter min mening var det mest interessante ”situationsrummet”. Et rum i tunnelens fulde bredde med diverse kort over Danmark og Europa på væggene. Her skulle regeringen sidde og drøfte, hvordan landet skulle ledes, udvikle militære strategier og diverse. I et tilsvarende rum i direkte forbindelse til situationsrummet er der et lokale næsten magen til, hvor embedsværket skulle sidde. I situationsrummet er der mikrofoner, der opfanger lyden, der så blev sendt ind i nabolokalet, så embedsfolkene prompte kunne reagere, hvis der blev truffet en beslutning. Tiden er dyrebar, når landet er i fare.

Et situationsrum er udelukkende noget, som jeg kender fra amerikanske film, og det at sidde dér, 60 meter under jordens overflade, gjorde et stort indtryk på mig. På en eller anden måde manifesterede det alvoren over stedet og tiden, som det er bygget i.

Jeg født i 1988 – et år før murens fald. Kort tid efter kom den endelige afslutning på den kolde krig, og jeg har ikke prøvet at leve med den samme frygt, som man gjorde dengang, så det at se REGAN-Vest har virkelig åbnet mine øjne. Tænk, at man dengang besluttede, at man med håndkraft og dynamit skulle bygge et anlæg svarende til 35-40 almindelige parcelhuse midt i en bakke af kridt. Det er helt utroligt og udgør for mig et kolossalt monument over den frygttilstand, som samfundet befandt sig i under den kolde krig. En tilstand, som jeg aldrig håber kommer igen. Et monument, som man ikke ved, hvad præcist har kostet, men det er nok ikke på den blege side af en-to milliarder i nutidskroner.

At besøge REGAN-Vest var en unik og overvældende oplevelse, som jeg vil opfordre alle til at give sig selv, når museet åbner om et par år.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Casper Hedegaard (f. 1988 i Aalborg) er byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune for Radikale Venstre. Privat er han bosat i Hobro og er uddannet BScB fra Handelshøjskolen i Aarhus og cand.merc international marketing fra CBS. Han beskæftiger sig hovedsageligt som selvstændig konsulent. Casper Hedegaard blogger om balancen mellem land og by, uddannelse og dansk politik.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere