Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Har EU været tæt på at sejre sig ihjel?

Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden var situationen en helt anden, hvor opbakningen vaklede, og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkeligheden stået i EU’s midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt?
EU

EU har sejret ad helvedes til.

Så meget, at der har været fred og fordragelig på det europæiske kontinent længere end nogensinde før, og samtidig er meningsmålingerne EU-positive som aldrig før. Vi har velstand, tryghed og frihed, og vi har næsten opfyldt alle de forhåbninger, der var, da man underskrev den første traktat i 1958. Men hvor vi egentlig hele tiden burde have jublet over vores europæiske union, så har det indtil for nylig virket som om, at der er i samfundsdebatten har været en konstant lyst til at minimere det europæiske projekt. Frigøre os fra alt det, som har skabt den fantastiske verden, vi lever i. Og hvorfor om jeg må spørge? Målet er jo nået og har været det længe.

Europa er mere end et praktisk foretagende – det er en del af vores fundament og identitet. I mine nu 30 år har jeg boet i både Paris og London og fællesnævneren, der fik mig til at føle mig tryg og velkommen, var det blå flag med gule stjerne. Lige meget, hvor alene jeg har følt mig, eller hvor skræmmende det kunne være at flytte til udlandet som 19-årig, så blev følelsen af ensomhed nulstillet, når jeg så det europæiske flag. Det var nemlig symbolet på, at jeg utvetydigt var en naturlig del af fællesskabet, hvor jeg var, og den følelse kan ikke uden videre erstattes. Følelsen af at være hjemme. Også når jeg i dag rejser rundt i Europa, så har flaget stadig den samme værdi. Det er et kvalitetsstempel, hvor jeg ved, at jeg både har rettigheder og er i sikkerhed.

Har vi stået midt i EU’s ”7 års krise”?

De fleste parforhold når ofte til et stadie, hvor hverdagens rutiner gør, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om forholdet i virkeligheden er godt nok. Om det er spændende nok.

Med EU’s 60 år på bagen, er det så her, vi befundet os? I en eller anden form for eksistentiel krise, hvor vi instinktivt har haft lyst til at lave en lille smule ballade, på trods af at vi har været tilfredse med det, vi havde, når det kom til stykket. Måske var det hele ved at blive for kedeligt og fremtidsudsigterne ikke nervepirrende nok. Måske har vi troet, at græsset er grønnere på den anden side.

I Storbritannien, græsplænernes højborg, har de taget konsekvensen og bedt om skilsmisse i forventningen om, at livet er bedre alene. Dog tror jeg, at Storbritannien har overvurderet sig selv, og skilsmissen ender i ruin. Spændingen kan man roligt sige, at de formår at efterleve, men når det hele har lagt sig, så tror jeg, at Storbritannien ville have haft mere gavn af en omgang parterapi end løsrivelse.

Personligt mener jeg, at det er farligt at insistere på, at græsset altid er grønnere på den anden side. For er det ikke også blot sådan, at græsset er altid grønnest, hvor man vander det selv?
Vi skal pleje vores EU-forhold i stedet for at tage det for givet og hovedløst kaste os ud i en selvopdigtet paneuropæisk midtlivskrise.

EU har aldrig været problemet

Selvfølgelig er der plads til forbedringer i vores europæiske demokrati, men løsningen bliver aldrig at melde sig ud og vende ryggen til det, der ganske enkelt sikrer, at vi kan leve i fred, fordragelighed og med velstand i vores hverdag.

Og nej, alt er skam ikke fryd og gammen i EU. Jeg så gerne, at vi var mere ambitiøse med at få etableret en effektiv indvandringspolitik, så Europa og landene imellem ikke bliver udfordret, som vi har set siden 2015. Eller en mere ambitiøs europæisk klima- og energipolitik, så vi hurtigere kan få en grøn energiforsyning på tværs af Europa, hvor vi udnytter medlemslandenes individuelle ressourcer. Og hvordan har jeg tænkt mig det?

Svaret er meget enkelt – jeg stemmer derefter.

Heldigvis, så er EU en demokratisk forening, hvor vi alle har lige meget at skulle have sagt – sådan cirka i hvert fald. Derfor stemmer jeg på det parti og de politikere, jeg mener kan levere de resultater, jeg ønsker for Europa. Fuldstændig på samme måde, som det foregår til folketingsvalg og kommunalvalg. På trods af de oplagte muligheder der er for at påvirke europæisk politik, så ender EP-valg ofte ud i, at vi debatterer standpunktet ”for” eller ”imod” EU. Tænk, hvis det også var praksis til kommunalvalg. Forstil dig, at jeg til et kommunalvalg stiller mig op foran rådhuset i Hobro med et skilt, hvorpå der står ”Ud af Mariagerfjord”, blot fordi jeg mener, at der kan ske forbedringer i min kommune. Det ville jo være både absurd og dumt. Ikke mindst fordi jeg selv er valgt her.

Hvis man mener, at der er problemer med EU, så burde man kigge indad i stedet for at pege fingre og insistere på opløsning af fællesskabet. Vi ER nemlig EU og derfor, så er vi også en del af løsningerne på de problemerne. De skal løses ved at tage sin stemmeret i brug og vælge politikere, der vil gå konstruktivt til værks. Og så samtidig tage valget til Europa-Parlamentet mere seriøst, i stedet for at det kommende valg igen ender ud i en debat om ”for” eller ”mod” EU.

EU er og bliver en kæmpe succes, og det gør ikke noget, at hverdagen med EU bliver lidt kedelig og triviel. Når det handler om vores sikkerhed, trivsel og velstand, så er det netop forudsigeligheden og det kedelige, der er de bedste tegn på, at EU er lige så relevant nu som aldrig før.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Casper Hedegaard (f. 1988 i Aalborg) er byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune for Radikale Venstre. Privat er han bosat i Hobro og er uddannet BScB fra Handelshøjskolen i Aarhus og cand.merc international marketing fra CBS. Han beskæftiger sig hovedsageligt som selvstændig konsulent. Casper Hedegaard blogger om balancen mellem land og by, uddannelse og dansk politik.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Denne krig handler ikke om vestlige værdier, men udstiller endnu en gang Vestens hykleri og dobbeltmoralske politik. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.20, 10:30
Dannelse skal hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det. Læs mere
Af Martin Ågerup
22.02.20, 00:34
Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Den danske fregats deltagelse i den franske hangarskibsgruppe vil blive opfattet som dansk forståelse for den nye franske strategi. Og det kræver, at den danske politik i relation til det arktiske råd revideres. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere