Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Lad os gøre som Spanien og overvåge corona som influenza

Det værste ved, at politikerne holder fast i den nuværende heftige testning og smitteopsporing er nu ikke, at vi sidder og ryster på hovedet over, hvor skørt det føles i vores respektive hverdag.

For nylig sagde Spaniens premierminister, at Spanien fremover ønsker at håndtere corona som en influenzabølge i stedet for som en samfundskritisk sygdom. Årsagen er, at man i Spanien – som de fleste andre steder – med omikron begynder at se faldende indlæggelsestal og lavere dødelighed. Også Israel er gået samme vej og har droppet den intensive testning og smitteopsporing. Det kombineret med de data, vi fik for nylig, som viser, at omikron er meget mindre farlig end de tidligere coronavarianter, er gode grunde til at lade os inspirere af Spaniens og Israels tilgang.

Samtidig med de faldende indlæggelsestal ser vi voldsomt mange, der bliver smittet med omikron, men som enten ikke bliver syge eller meget lidt syge. Alligevel holder Danmark stadig fast i strategien om hyppige test og aktiv smitteopsporing.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har siddet rundt om et eller andet middagsbord og rystet på hovedet i enighed med de øvrige middagsgæster over, hvor absurd det virker, at vi alle bruger tid og energi på at blive testet i tide og utide, og at vi isolerer os, selv om vi ikke bliver syge eller måske allerhøjst lidt forkølede. Vi opfører os, som stod vi foran en altødelæggende orkan, mens det i virkeligheden, når vi kigger ud ad vinduet, regner en lille smule.

Det værste ved, at politikerne holder fast i den nuværende heftige testning og smitteopsporing er nu ikke, at vi sidder og ryster på hovedet over, hvor skørt det føles i vores respektive hverdag.

2 mia. kr. ​om måneden! På test og smitteopsporing af borgere, der i værste fald får en smule feber. Det er i strid med almindelig sund fornuft at forvalte samfundets sparsomme midler på den måde.

Det værste er alle de milliarder af kroner, som lige nu bliver brugt på massetestning og smitteopsporing, og som i stedet kunne bruges på at investere i vores sundhedsvæsen, så vi er bedre rustet, når vi måske til næste vinter oplever en hård influenza-epidemi eller en reminiscens af corona.

Den seneste uges tid har omkring 200.000 borgere dagligt fået en pcr-test, mens omkring 250.000 dagligt har fået en kviktest. Ifølge en artikel i Information viser et lækket notat fra Justitsministeriet til Folketinget at testindsatsen, da den var på sit højeste i foråret 2021, kostede i omegnen af 2 mia. kr. om måneden. Den nuværende testindsats – hvor den langt mindre farlige omikron er dominerende – ligger i antal test på nogenlunde samme niveau, så vi må antage, at udgiften også er omtrent den samme.

2 mia. kr. om måneden! På test og smitteopsporing af borgere, der i værste fald får en smule feber. Det er i strid med almindelig sund fornuft at forvalte samfundets sparsomme midler på den måde. Ikke mindst når vi kaster et blik på landets hospitaler, hvor ressourcerne er så knappe, at personalet enten slides ned eller flygter.

For slet ikke at tale om psykiatrien, som er kronisk underfinansieret i dette land, som bryster sig af at være så dygtig til at teste og smitteopspore. Tænk, hvis vi kanaliserede de to månedlige milliarder i retning af hospitaler og psykiatri.

At skrive disse ord føles lidt som at slå i en dyne, for det er, som om Christiansborg har lukket ørerne for sund fornuft. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der frustreret betragter, hvordan Folketinget lige nu forvalter vores fælles ressourcer på en måde, som dels er i strid med sund fornuft og dels er dybt uretfærdig over for de af vores borgere og samfundsområder, som reelt har brug for anerkendelse og en økonomisk håndsrækning fra den danske stat.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen