Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tør jeg tage springet? Tør du?

Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os?

Da jeg i oktober var ude at sejle, læste jeg en bog af den amerikanske filosof Todd May: ”A significant life: Human meaning in a silent universe”. I bogen gennemgår May forskellige filosofiske teorier om begrebet ”livsmening” og afslutter med at præsentere sin egen definition af begrebet. For May skal vi som mennesker, hvis vi skal kunne hævde, at vores liv er meningsfuldt, opfylde to betingelser: Dels skal der være en indre tilfredshed med det liv, vi lever. Dels skal vores livsførelse være defineret af en ydre værdi, som bidrager til samfundet. Det kan være, at man som menneske er en støtte, andre kan læne sig op ad; det kan være, man er en iværksætter, som skaber bevægelse. Eller noget helt tredje.

Jeg kom til at tænke på bogen, da jeg for et par dage siden spiste middag med en god ven fra Spanien. Vi kom til at tale om et fænomen, som for en spanier er mærkeligt og for en dansker fuldstændigt naturligt: Når vi, f.eks. til et middagsselskab, møder andre mennesker for første gang, er fremgangsmåden altid den samme: Vi fortæller hinanden, hvad vi hedder, og så spørger vi hinanden, hvad vi laver. Altså professionelt. Den lille øvelse fortæller, hvordan vi danskere i udpræget grad identificerer os med vores arbejde. Ofte har jeg mødt ledige, som gruer for sådanne middagsselskaber, fordi det kan skabe decideret pinlig tavshed, hvis svaret på sidemandens spørgsmål er, at man ikke har noget arbejde. Hvad skal man så tale om!?

Ikke mindst for personer, der har en offentlighed omkring sig, og som vænnes til den opmærksomhed, der følger med, er det vanskeligt at forestille sig, hvordan livet leves uden den betydning, der ligger i offentlighedens blik.

Min spanske ven Ángel er ret cool, for han siger ligeud, at han arbejder for at tjene penge til at leve det liv, han gerne vil. Ikke omvendt. Det flugter med den amerikanske journalist Hunter S. Thompson, som på et tidspunkt sagde: »Pas på med at lede efter mål: Led efter en måde at leve på. Beslut, hvordan du vil leve, og se så, hvad du kan gøre for at tjene penge inden for den måde at leve på.«

Når vi placerer så meget af vores identitet i vores arbejde, er det enormt svært at realisere, hvis vi drømmer om at gøre noget helt andet. For hvis vi ikke er den, vi er i kraft af vores arbejde – hvem er vi så? Ikke mindst for personer, der har en offentlighed omkring sig, og som vænnes til den opmærksomhed, der følger med, er det vanskeligt at forestille sig, hvordan livet leves uden den betydning, der ligger i offentlighedens blik.

Da jeg var ude at sejle, brugte jeg stort set ikke mit hoved. Jeg brugte mine hænder og min krop til at håndtere sejl og klatre i rig. Jeg var så dødtræt hver eneste aften, at jeg faldt i søvn på et splitsekund. I en hængekøje! Men trætheden sad i min krop, ikke i mit hoved. Det har fået mig til at overveje, om jeg bruger mit arbejdsliv rigtigt. Er det meningen, at jeg skal sidde indendørs det meste af dagen på en stol foran en skærm? Hvad om jeg skiftede til et arbejde, hvor jeg bruger mine hænder og min krop? Jeg kunne f.eks. blive keramiker, gartner, snedker eller Body-SDS-behandler. Ja, jeg har endda undersøgt uddannelsesmulighederne.

Jeg længes efter et liv, hvor jeg skaber noget med mine hænder. Hvor jeg går i seng hver aften med træthed i kroppen og ikke i hovedet. Med en subjektiv følelse af glæde eller tilfredshed over, hvad mit arbejde gør ved mig, og en ydre bevidsthed om, at jeg gennem mit arbejde bidrager til at skabe noget – for menneskets trivsel, for naturen, for samfundet.

Tør jeg tage springet? Tør jeg træde ud af mine vante rammer for at realisere den længsel, jeg føler? Jeg ved det ikke. Men jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, der går med overvejelserne.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen