FE-sag kan kun ende som tabersag for alle

Politik er det muliges kunst, sagde Otto von Bismarck i 1867. Men i forhold til FE-skandalen får man efterhånden indtryk af, at sagen er et resultat af de umuliges kunst, og den kun kan ende som en tabersag for alle parter.

Først og fremmest er sagen vanskeliggjort af, at arbejdet med efterretningsvæsenet og samarbejde med andre lande er omgærdet af stor fortrolighed. Det illustreres ved et besøg på de to seneste kommissioners hjemmesider, Minkkommissionen og FE-kommissionen. På minkkommissionen.dk kan man læse om alle de mennesker, som kommissionen har afhørt. Det samme er ikke tilfældet på hjemmesiden for undersøgelseskommissionen for Forsvarets Efterretningstjeneste, feuk.dk. Her fremgår til gengæld at »møder i undersøgelseskommissionen foregår for lukkede døre. Der er således ikke offentlig adgang til kommissionens eventuelle afhøringer«.

Det lyder lukket, nogle mener måske også for lukket og mørklagt. Men sådan må det være – ellers kan man ikke have funktionsdygtige efterretningstjenester. Og de kan slet ikke samarbejde med andre landes ditto. Et samarbejde, som er helt nødvendigt for mindre lande. Men lukkethed og demokrati hænger umiddelbart ikke sammen. Derfor skal der være bred politisk enighed samt ikke mindst fælles forståelse mellem folkevalgte og forvaltning.

FE-skandalen startede med, at Tilsynet med Efterretningstjenester, TET, kom med en sønderlemmende kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Man mente, at tjenesten havde tilbageholdt oplysninger for tilsynet og havde handlet i strid med dansk lovgivning. Alvorlige anklager, som blev offentliggjort og medførte hjemsendelser. Og endnu værre, anklagerne blev i store dele af pressen betragtet som fakta.

Sagen viser, at det er svært med offentlige anklager i et lukket system, hvor de anklagede ikke har mulighed for at forsvare sig. Retssikkerhed er også, at man bliver hørt, før man bliver anklaget. Ordentlighed er, at man ikke offentliggør anklager, før man har givet den anklagede ret til kontradiktion. Begge dele svigtede. Et svigt, der opstod, fordi man ønskede åbenhed om anklager om forhold i et lukket system.

Efterfølgende er den manglende retssikkerhed kommet endnu mere til udtryk ved varetægtsfængslingen af Lars Findsen. Selv om han blev løsladt torsdag, er han stadigvæk sigtet. Men i mere end 40 af de 70 dage, han var varetægtsfængslet, var han ikke bekendt med, hvad han var sigtet for. På samme måde som lukkethed og demokrati umiddelbart ikke hænger sammen, så gør varetægtsfængsling og manglende kendskab til sigtelse heller ikke. Men det sidste er der ingen undskyldning for i denne sag.

Så har både Mette Frederiksen og Trine Bramsen ved flere lejligheder forsvaret sig med, at regeringen ikke havde noget valg, da den blev bekendt med anklager og anbefalinger. Hertil er kun at sige, at den logik kræver, at regeringen kan påstå, at den aldrig har udfordret anbefalinger fra statslige myndigheder. F.eks. Statens Serums Institut eller Sundhedsstyrelsen i forhold til håndtering af corona, uanset om man taler lukning af skoler eller minkerhvervet. Jeg tvivler.