Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det er politik, der afgør, hvem der ender i en rigsret

Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret.

Det sidste ord er sagt i Rigsretten mod Inger Støjberg. Nu venter kun domsafsigelsen den 13. december.

Både rigsretssagen mod Inger Støjberg og Minkkommissionen, som kan resultere i en rigsret mod Mette Frederiksen, har fået stor politisk bevågenhed.

Nogle har fremført, at det er politisk selvmodsigende, når Dansk Folkeparti allerede nu ønsker, at Mette Frederiksen stilles for en rigsret, mens de stadigvæk mener, at rigsretssagen mod Inger Støjberg var en fejl.

For mig er det nødvendigvis ikke selvmodsigende, men blot et udtryk for, hvad rigsretten også er, nemlig politisk. Det er i hvert fald ikke jura, men politik, der afgør, hvem der ender i en rigsret.

Bertel Haarder har sågar givet udtryk for, at de mange penge og menneskelige ressourcer, som foreløbigt er afsat til både kommission og rigsret mod Inger Støjberg og Minkkommissionen, kunne have været undgået. Det krævede blot, at Inger Støjberg og Mette Frederiksen havde sagt undskyld for deres handlinger.

Det er en politisk logik, der heldigvis ikke finder sted i det øvrige retssystem. Men man finder heller ikke andre steder i retssystemet, at dommerne består af lige mange højesteretsdommere og folketingsvalgte dommere, det vil sige politisk udpegede, men ikke nødvendigvis jurister.

Det rent politiske element i rigsretten kommer også til udtryk i grundlovens §24, hvor det fremgår, at »kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med Folketingets samtykke benåde for de dem af Rigsretten idømte straffe«.

Faktisk er rigsretten så politisk, at enkelte ligefrem har argumenteret for, at folk skulle stilles for en rigsret for, at de på den måde kunne blive ”frikendt” over for fremførte politiske beskyldninger. Altså at rigsretten med alle dens travle højesteretsdommere mv. kunne bruges som en art politisk pletrensning for ministre, der er blevet udsat for politisk mudderkast.

Den logik tror jeg nu ikke er årsagen til, at over 85 pct. – 13 af 15 – gennem hele rigsrettens historie er blevet frikendt for de anklager, som sendte dem i rigsretten. Dette er et andet punkt, hvor rigsretten heldigvis adskiller sig fra det øvrige retssystem.

Måske er læren, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg, efter min mening, aldrig kommet for en rigsret.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen